Wadi Shab – en oase i Oman

Wadi Shab
DCIM100MEDIA

Da vi stod i Wadi Shab, forstod vi pludselig ordet “Oase”. Omgivet af dejlige grønne palmer, træder vi ned i en flod med det flotteste blågrønne vand i den helt rigtige temperatur. Det er præcis det man har lyst til, efter en lang, meget varm og til tider lidt farlig gåtur hen til Wadi Shab.

Wadi Shab i Oman
På vej ind i Wadi Shab

Gjorde vi virkelig det? Med små børn? Hvordan turde vi det?
I dagene efter vores tur til Wadi Shab, måtte jeg flere gange spørge Dennis, om vi virkelig havde gjort det? For når jeg tænkte tilbage på det, føltes det alt for vildt, at have gået og svømmet denne tur med 2 drenge på 4 og 6 år. Men det gjorde vi altså. Og det var så absolut vores bedste tur i Oman!

Gåturen i Wadi Shab

En wadi er et udtørret flodleje. Men det er ikke udtørret hele tiden. Når det regner, kommer der masser af vand. Vandet betyder, at der er forholdsvis frodigt i wadierne. Så de bliver til små oaser.
Det er her, Omanerne tager hen for at slappe af, når de har fri. Nogle wadier kan man køre i, fordi de er rimelig flade. Men Wadi Shab er i en kløft, så her må man gå.

Sejle ved Wadi Shab i Oman
Færgemændene ved Wadi Shab

Vi startede med tage en lille båd, for at krydse en 10-15 meters sø. Og så skulle vi ellers ud at gå, for at nå ind til den lille flod inde i wadien.
Der var en fin sti, og det var intet problem at finde vej. I starten gik vi på en bred sti/vej. Her ligger der også en vandledning, som tager lidt af charmen. Men den går heldigvis ikke hele vejen ind til floden.

Wabi Shab Oman
En omaner henter foder til sine dyr

Senere blev stien anderledes. Vi gik en smule opad, så vi kom lidt op i klipperne. Og nu blev stien meget smallere. Til tider var den så smal, at der kun lige akkurat var plads til ens fødder. Her var det ikke en mulighed at gå ved siden at børnene. På den ene side var der frit fald mange meter ned af klippen, ned til sten og vand. Og på den anden side var der klippevæggen.
På disse steder syntes børnene vist, at vi forældre var lidt hysteriske med at sige, at de skulle følges med os hele tiden og ikke lege lige her. Men det var altså lidt nervepirrende for os voksne, ikke at kunne holde dem i hånden, men bare have et tag i deres skuldre og håbe, at de ikke snublede. Men det gik selvfølgelig fint.

Nogle steder i klipperne var der små “huler”, hvor man kunne sidde i skyggen og blive kølet ned og få sig et hvil. I en af hulerne, sad nogle omaner og hyggede sig med en grill fest. De gav drengene nogle poser chips og gav os alle vand. Det var rigtig sødt af dem. Det var ikke fordi de ville have penge for det. Det var bare for at være venlige. Omanerne er en meget gæstfri og rar befolkning.
Men måske var de også lidt bekymrede for os. For vi havde ikke tænkt på at tage solhatte eller kasketter med. Og der var virkelig varmt at gå.

Wadi Shab Oman
Vi krydsede mindre vandløb på vejen

Senere gik stien ned i dalen. Her skulle vi et par gange krydse mindre vandløb. Så vi tog vores badesko på. Vi var så glade for, at vi havde tænkt på at tage dem med. De var rigtig gode at gå i i dette område. Og de var endnu bedre, da vi kom ned til floden, hvor hele bunden var fyldt med sten eller store klippestykker.

Til sidst skulle vi krydse nogle kæmpe sten. Nogen var højere end børnene. Man skulle ikke tænke over, hvor de var faldet ned fra…

Men det var nu ikke noget problem at komme rundt her. Dog var her ikke nogen egentlig sti. Men vi havde en helt klar idé om retningen. Og så var det bare om at prøve at finde den bedste sti i mellem alle de store sten. Til sidst lå stenene for tæt, så det ikke kunne lade sige gøre at komme rundt om dem. Men der var bygget en lille “vandafledning” i sten, til at lede vandet ind til byen af. Så vi måtte op at gå på denne vandtransportvej.

Oasen!

Oasen i Wadi Shab, Oman
Endelig fremme og klar til en svømmetur i Wadi Shab

Så kom vi til oasen! Det tog os omkring 1,5 time at nå dertil. Men nu var vi der. Og det var det hele værd! En lille flod med blågrønt, behageligt vand, hvor vi kunne blive afkølet. Det var så lækkert at kravle ned i det vand, efter at have haft det ret varmt de sidste halvanden time. Og vandet havde den helt rigtige temperatur, så det var så dejligt at være der.

Benjamin har næsten lært at svømme, men er endnu ikke helt stabil. Og Mikkel har ikke lært at svømme endnu. Så begge drenge fik badevinger på og Mikkel fik sit “svømmebræt” med. Det er en oppustelig flydeting, der ligner en halv luftmadras. Den kan han bruge til at ligge på og sparke sig frem af med benene, og på den måde lære lidt om svømning. Men samtidig er det også bare en god støtte, og et sted af få pusten.

Vi måtte efterlade vores tasker ved bredden, da vi gik i vandet. Det var vi forberedt på, så vi havde ikke telefoner og penge med. Men bilnøglen blev vi jo nødt til at have med i wadien. Det var vi lidt bekymrede over. Det havde været det nemmeste at tage sådan en bilnøgle, for hvis man kender stedet, ved man godt, at vi højst sandsynligt ville være ude og svømme i noget tid. Så der er god tid til at kigge i tasker. Men vi kunne jo ikke gøre noget ved det, så det nyttede ikke noget at tænke mere over det.

Badning i Wadi Shab i Oman
Her bliver man dejligt afkølet i Omans varme

Vi legede lidt i vandet, men turen var ikke slut endnu. Så vi svømmede videre ad “floden”. Nogen steder var vandet kun nogle centimeter højt, så der måtte vi gå. Andre steder kunne kun de voksne bunde. Og endnu andre steder kunne ingen bunde.
Pludselig kunne der være sten/klipper under vandet. Og de var godt nok glatte. Så man skulle være opmærksom. Men det gik fint. Heldigvis havde vi jo vores badesko på. Man kunne tydeligt se på folk, hvem der havde badesko på, og hvem der gik rundt uden badesko og kæmpede for at finde fodfæste uden at slå/rive fødderne.

Wadi Shabs grotte og vandfald

Til sidst nåede vi indgangen til vores destination; en fascinerende grotte med et vandfald indeni.

Inden vi svømmede ind i grotten, satte vi os på en flad klippe i vandet og slappede lidt af. Vi havde behov for at samle lidt kræfter inden den næste del af turen.

For, for at komme ind i grotten, skulle man igennem en lille passage, hvor der var klippevægge på begge sider. Men væggene var så tæt på hinanden, at der kun lige var plads til ens hoved. Nedenunder var der “bundløst” vand og dermed masser af plads til kroppen. Men det var lidt klaustrofobisk, at skulle have hovedet igennem denne lille passage.
Der var nogle bittesmå “hylder” i klipperne ud for hovedet, som man lige nøjagtigt kunne holde fast i med fingerspidserne, så man kunne hive sig igennem passagen med hovedet oven vande. Igen blev drengene lidt nødt til at klare sig selv, for vi kunne ikke være ved siden af og hjælpe. Men vi var selvfølgelig foran og bagved. Mikkels svømmebræt måtte op på højkant for at komme igennem, så han måtte også plaske sig igennem. Det var en lidt vild oplevelse!

Desværre har vi ikke nogen billeder, der er blevet rigtig gode fra inde i grotten. Stemningen var lidt hektisk på vej ind. Så billederne er lidt sløret og der var vanddråber på kameraet, som vi ikke fik fjernet. Men vi synes alligevel, at I skal have en lille fornemmelse af stedet, så vi har valgt at bruge de halvdårlige billeder og videoer alligevel. Vi håber, at I er overbærende med os 🙂

Passage til grotten i Wadi Shab i Oman
Passagen til grotten

Vi har også lagt en lille video af det på vores Youtube kanal.

Inde i grotten var der et flot vandfald. Der var også et lille område i grotten med drypsten. Og vi var så heldige at være derinde helt alene.
Men der var ikke nogen steder, man kunne holde pause og samle kræfter, så vi var der ikke så længe. Der var dog igen de der små “hylder”, hvor man lige nøjagtigt kunne holde sig fast.

Op ad vandfaldet hang der et reb. Så var man frisk på mere, kunne man vist forsætte turen derfra. Men det var alligevel for vildt for os. Og vi skulle jo også have kræfter til hele turen tilbage. Så vi vendte om.

Børnene var blevet lidt kolde inde i grotten, så de syntes ikke, at det var så sjovt mere. I øvrigt havde vi heller ikke fået frokost. Af en eller anden grund havde vi fuldstændigt undervurderet denne tur. Den kunne da kun højst tage et par timer, så vi behøvede da ikke spise frokost inden…Men nu var der allerede gået nogle timer, og vi var alle ved at være sultne og trætte. Så vi skyndte os, så meget vi nu kunne, at svømme tilbage til vores ting på bredden i starten af floden.

Der var ingen, der havde rørt vores ting!
Vi har i det hele taget ikke oplevet noget kriminalitet i Oman. Her virker meget sikkert.
Og vi har læst flere beskrivelser af Wadi Shab turen, hvor folk havde en telefon liggende i deres taske på bredden. Men ingen af dem har fået gennemrodet deres ting. Så skulle vi på denne tur igen, ville jeg tage chancen og tage et bedre kamera / en telefon med. For vi havde kun taget vores undervandskamera med. Og det tager ikke altid de bedste billeder.

Vi fik drengene ud af det våde tøj og varmet dem i solen. Og så fik vi alle tanket lidt op med vand og snacks. Men for en gangs skyld, havde jeg ikke fået pakket nok snacks. Det ligner ellers ikke mig. Men vi vidste jo, at vi skulle have noget til at holde humøret oppe med hos drengene, på hele gåturen ud. Så vi måtte spare lidt på det hele. Heldigvis havde vi masser af vand, som jo er det absolut vigtigste.

Så snart drengene havde fået varmen og spist lidt, begyndte vi at gå tilbage. For det var bare om at komme afsted, mens de havde lidt kræfter tilbage. Det ville ikke være til at bære dem ud.
De gik nu også selv hele vejen tilbage, uden at spørge om hjælp. Men humøret faldt noget undervejs. Og jeg skulle lige hilse og sige, at det bliver altså ikke mindre nervepirrende at gå med en sur (og dermed ret bestemt) dreng, på de små stier med “fri fald”.
Min ene sandal tabte endda også sin sål… Jo, vi var ved at være trætte og brugte 🙂
Men efter 6 timer kom vi alligevel glade tilbage til bilen.

Det var den vildeste og bedste tur, vi var på i Oman!
Hvis du spørger, om vores bedste oplevelser i Oman, siger børnene, at det var at se havskildpadder lægge æg – det kan du læse om her. Men vi voksne er ikke i tvivl om, at for os var denne tur til Wadi Shab! Det var en flot gåtur, perfekt badevand i flotte omgivelser og udfordrende for os alle. Lige til kanten af hvad vi kunne magte med børn, men alligevel aldrig for udfordrende. Det var en oplevelse, som vi vil huske i mange år.

Praktiske oplysninger

  • Hvor ligger Wadi Shab: Wadi Shab ligger tæt på byen Tiwi. Da vi nærmede os Tiwi, var der skiltet mod Wadi Shab, så det var intet problem at finde. Og ellers er der masser af hjælp at hente fra app’en Here WeGo, som kan finde alt i Oman.
  • Parkering: Der er en parkeringsplads ved starten af wadien. Og når den parkeringsplads er fyldt, parkerer man bare i området rundt om. Der er toiletter ved parkeringspladsen.
  • Båd: Båden over søen fra parkeringspladsen kostede 1 OMR (18 kr.) pr voksen. Børn er gratis. Den sejler, når den bliver fyldt.
  • Fredage: Der kan godt være mange mennesker om fredagen, hvor der er weekend i Oman. Vi var der en fredag og mødte en del mennesker. Deriblandt også en del turister. Men det virkede ikke overfyldt.
  • Badetøj: Da der var en del turister, badede folk i det, de havde lyst til. Så vi så flere i bikini, selvom det jo ikke er acceptabelt på en offentlig strand i Oman. Vi oplevede, at om dagen var der mest indere og turister. Det var nok derfor, at det ikke føltes ubehageligt, at have vestligt badetøj på. Først om eftermiddagen kom der flere omanere. Vi anbefaler jo altid UV-badetøj til børnene i sådanne lande med skarp sol.
  • Badesko: Husk endelig badesko! Altså dem, der sidder fast på fødderne. Ikke sådan nogle H2O badetøfler. Man går hele tiden på sten i floden, og det var så tydeligt at dem, der ikke havde badesko på, havde en noget hårdere tur. Du kan f.eks. købe Børnebadesko her og Voksenbadesko her.
  • Vand og snacks: Husk at have rigeligt med vand med derind! Der er ikke mulighed for at købe noget derinde. Man bruger hurtigt en del timer derinde, så det er også en god idé at have nogle snacks med.
  • Flash Flooding: Det er farligt at tage i wadier, når det regner eller har regnet inden for det seneste par døgn. Når det regner, kan der komme “flash flooding”. Det betyder, at flodlejet bliver fyldt op med vand – meget hurtigt. Og da vandet i mange wadier ikke kan komme ud til siderne p.gr.a. klipper, kan det kun stige. Vandet stiger på kort tid! Der er flere der har mistet deres bil ved at køre i en wadi og blive overrasket af en flash floodingen. Og der er også mennesker, der har mistet livet på det. Så det er noget, man skal tage seriøst. Jeg tænker, at man må kunne snakke med “færgemændene” ved Wadi Shab, hvis man skulle være usikker på, om det er ok at tage ud. Hvis de ikke sejler den dag, er det nok et tydeligt tegn på, at man skal blive væk…Sørg i hvert fald for at snakke med en lokalkendt, hvis du har de mindste tvivl om vejrforholdet.
Join the Conversation

4 Comments

  1. says: Lis Folke Christensen

    Tusind tak for en spændende rejsefortælling. Jeg har selv rejst en del bl.a på Den Transsibirske Jernbane “men det vil nok være for nemt for familien” Gode hilsner Lis

    1. Hej Lis
      Mange tak for de fine ord!
      Der er bestemt ikke noget, der kan være “for nemt”, bare det er interessant 😉.
      Dennis og jeg har også rejst, uafhængigt af hinanden, med den Transsibiriske. Det var vildt spændende, og et godt bud på noget drengene nok også ville finde ret interessant.
      Mange tak 😊
      Henriette

  2. says: Anne Marie Roed Schøler

    Tak for jeres fine rejsebeskrivelse fra Oman. Den har været til stor hjælp i min planlægning af vores Oman ferie ☺️

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *