Vi har været på en fantastisk rundrejse på Cuba i sommerferien. Vi fik set mange forskellige dele og sider af Cuba.
Vi blev virkelig imponeret over Cubas skønne natur. Vi havde forventet bountystrande. Men deres frodige bjerglandskab var også virkelig smukt. Og junglen med lækre vandfald til at bade i var også fantastisk.
Og så var der alle de skønne klassiske amerikanerbiler. Selvom vi var der i 18 dage, blev vi ved med at være lige fascineret, hver gang vi så en ny flot én.
Og menneskene – selvom de har nogle ret hårde livsvilkår – så er de smilende og imødekommende, og fik os virkelig til at føle os velkomne. Det var så dejligt.
Og vi kunne blive ved…Men her vil vi gerne fortælle om den rute vi tog rundt i landet.
Helt kort var ruten:
3 nætter i Guanabo, 2 nætter på Cayo Levisa, 2 nætter i Vinales, 3 nætter på Cayo Coco, 2 nætter i Trinidad, 1 nat i Topes de Collantes, 1 nat i Cienfuegos, 3 nætter i Varadero.
Vi landede sent om aftenen, men oplevede alligevel en del allerede fra start af. Du kan læse om vores mange indtryk fra vores første 24 timer i Cuba her.
Guanabo – en strandby 30 min fra Havana
Læs også: Guanabo – de dejlige lokale strande tæt ved Havana
Som altid, når vi har fløjet langt, ville vi gerne starte med et par dages afslapning, hvor man kunne vænne sig til tidsforskellen og varmen. Derfor valgte vi ikke at bo i Havana, som ellers er en meget fascinerende by. Men den kan godt virke lidt overvældende, især for trætte børn med jetlag. I stedet boede vi i en villa i Guanabo, hvor der var pool og 300 meter til stranden. Og vi kunne komme til Havana på 45 min med lokalbussen / 30 min med taxa. Det fungerede virkelig godt for os.
Læs også: En oplevelsesrig dag i Havana i både turist-delen og den lokale del af byen
Cayo Levisa – en bounty ø af de helt vilde
Så tog vi Cayo Levisa, som er en helt fantastisk ø. Der er kun ét hotel og intet andet – altså ud over lige den vilde bountystrand selvfølgelig. Og en masse flot mangrove skov. Vi nød virkelig at være der. Det kan du læse om her: Hvide bounty strande, turkisblåt vand, palmernes skygge – Det er Cayo Levisa.
Vinales – frodige bjergdale og cubanske cigarer
Vinales by ligger midt i et frodigt bjerglandskab. Der er så dejligt grønt og afslappet. De fleste bliver forelskede i Vinales ro og skønhed, når de kommer fra Havanas hektiske liv.
Her var vi på en tur, hvor vi så en cigar plantage og rulning af cigarer. Vi sejlede i en gammel indianer drypstenshule. Og vi spiste på en virkelig lækker økologisk restaurant, der selv dyrkede alt, hvad de serverede.
Men mest af alt nød vi at være i Vinales, fordi vi boede hos en familie, der var så sød og åbenhjertet over for os. Det var en virkelig dejlig oplevelse, at bo der.
Du kan læse om Vinales her: Vinales – smukke landskaber, cubanske cigarer og amerikaner biler
Cayo Coco
Når man er i Cuba – især med børn – så må man også forbi de store resorts. Og sådan nogle har de på øen Cayo Coco. Man kører af en flot 27 km lang dæmning for at komme ud til Cayo Coco.
Det er den slags badeferie som alle børn drømmer om, med pools, bountystrande og fri is hele dagen. Det er også her man kan slappe lidt af og få fordøjet alle de mange indtryk, man har fået rundt på Cuba.
Vi boede på et lækkert resort på Cayo Coco. Her var all inclusive, underholdning og alt hvad du kan ønske dig på en badeferie. Og fordi det ligger så langt fra Havana, var prisen tæt på halv pris i forhold til et lignende resort i Varadero.
Læs om Cayo Coco her: Cayo Coco – med skønne caribiske strande og store all inclusive resorts
Trinidad
Trinidad er en virkelig flot by, med velholdte, farverige huse (eller så velholdte, som huse nu kan være i Cuba), fra den spanske kolonitid. Det er virkelig hyggeligt at gå rundt i Trinidads gader.
Lige uden for Trinidad er den smukke Sukkermølledal, hvor er der et frodigt og flot landskab, blandet med historien om slaver og sukkerproduktion. Det var spændende at se, især for vores børn, der ikke kendte til begrebet slaver.
Tæt på Trinidad ligger der en dejlig strand, som ikke bare er en turist strand, men også for lokale. Den er absolut også et besøg værd.
Læs om vores oplevelser i Trinidad her: Trinidad, stranden og sukkermølledalen
Topes de Collantes
Topes de Collantes ligger ikke langt fra Trinidad. Det er en jungle/skov, med nogle af de bedste vandrestier i Cuba.
Vi boede lige ud til skoven på det mest fantastisk øko-overnatningssted, der havde en pool fyldt med vand fra en naturligt kilde, der strømmede ned fra bjergene. Der var så fint og dejligt.
Den ene dag gik vi på en vandretur gennem junglen hen til en vandfald, som vi var nede og bade i. Fordi det lå forholdsvis afsides, var der ikke mange turister. Det var virkelig en stor oplevelse. Men også en lidt hård vandretur, især for børnene.
Læs med her: Overnatning i jungle Eco Lodge og anderledes vandretur til smukt vandfald
Næste dag tog vi til El Nicho, som også er et vandfald. Det er lettere tilgængeligt og derfor også meget mere turistet. Men det var flot, og bestemt også et besøg værd.
Læs om El Nicho her: El Nicho vandfaldene
De fleste besøger vist bare Topes de Collantes på endagsture, hvor de ser El Nicho og måske kører lidt rundt i udkanten af junglen. Men vi syntes at det var en virkelig god oplevelse, at overnatte her. Og der var slet ikke så mange myg, som man skulle tro…
Cienfuegos
Vi ankom om eftermiddagen til Cienfuegos og skulle kun være der én nat. Vi havde valgt at bo i Cienfuegos af 3 grunde;
1) så sparede vi en nat i Varadero, som var markant dyrere. Men vi boede så tæt på Varadero, at næste dag kunne vi være fremme i Varadero, så vi kunne nå at få noget ud af dagen der.
2) for at se flamingoer. Men da det kom til stykket, skulle man ret tidligt op for at se dem. Og vi havde allerede set en del flamingoer på Cayo Coco. Så det blev ikke til noget.
3) Vi ville gerne ud at sejle med en lokal færge, som vi havde læst skulle være en god oplevelse. Men igen var det enten tidligt på morgenen (det gad vi ikke), eller også om eftermiddagen (så ville vi hellere af sted til Varadero, i stedet for at vente på en færge hele formiddagen).
Så byen fik ikke helt en chance for at vise sig frem for os. I virkeligheden var vi jo nok ved at være lidt mættede af oplevelser for en stund.
Men vi var nede ved bugten og se paladset og spise på en restaurant med en smuk udsigt ud over bugten. Og vi mødte en lidt sjov skulpturpark samt en velfungerende legeplads. Dem havde vi ikke set så mange af på vores tur rundt i Cuba. Så vi fik bestemt også noget godt med fra Cienfuegos.
Varadero
Varadero er stedet for store resorts. Det ligger så tæt på Havana, at mange turister blot tager til Havana og Varadero, og så synes, at de har set Cuba.
Lad os bare slå fast. Varadero er ikke “det rigtige” Cuba. Det er bygget op, som man mener, at turisterne gerne vil have det.
Men det virker!
Det virker, når man har rejst rundt i mange dage og set en masse spændende ting på Cuba. Så kan man lægge sig i sin strandstol og kigge ud over den fantastisk flotte strand og tænke over alt det, man har oplevet.
Og der er alt det børnene gerne vil have; Fede pools, nemme buffeter med all inclusive, børneklubber og legepladser.
Vi kan godt lide at afslutte en lang og oplevelsesrig ferie med et par dages badeferie. Det trænger man til på det tidspunkt. Og her er Varadero oplagt, fordi det er så tæt på Havana, hvor de fleste flyver hjem fra.
Her kan du læse om vores sidste dage på Cuba, tilbragt i Varadero: Børne badeferie i Varadero med delfiner og snorkling
En alternativ rute til vores rundrejse
Faktisk har vi snakket om, at vi måske hellere ville have taget en anden rute. Vi var nok lidt for fokuserede på, at vi skulle flyve til Havana, rejse rundt, og flyve hjem fra Havana igen. Hvis vi skulle have planlagt ruten nu, havde vi nok taget en ekstra flyvetur, da vi ankom til Cuba. Og var fløjet videre til Santiago.
Santiago lyder rigtig spændende. Og det gør naturreservatet ved Baracoa også. Samt Gran Parque Nacional Sierra Maestra – La comandancia de la Plata, som er en guerilla base i regnskoven, hvor Che Guevara og Fidel kæmpede fra. Der er faktisk rigtig mange steder i Cuba, vi gerne ville se. Der er en del byer, som vi helt har set bort fra, fordi vi ikke havde længere tid. Og fordi byer ikke altid er det mest spændende for børn at være i… Men den østlige del af Cuba kunne have været rigtig spændende at få med.
Så kunne ruten have været: Baracoa, Santiago, Grand Parque Nacional Sierra Maestra, Cayo Coco, Trinidad, Topes de Collantes, Cayo Levisa, Vinales, Havana, Varadero. Og så skulle man måske lige bruge 20-21 dage på det, i stedet for kun 18 🙂
Det ville egentlig være mere oplagt at tage Varadero på vejen mellem Topes de Collantes og Cayo Levisa. Vi synes bare, at VAradero var et rart sted at ende turen og have et par afslappende dage til at fordøje indtryk. Men det kan man bestemt også gøre på f.eks. Cayo Levisa.
Hvis du har nogen spørgsmål til planlægning af en tur til Cuba – eller helt generelle kommentarer, hører vi meget gerne fra dig!
Vi var på Cuba i Juli 2017 og børnene var 5 og 6 år.
Hej
Hvordan fløj i til Havana, hvilket selskab.
Det ser rigtig godt og spændende ud. Vi kigger lidt på noget lign.
Dbh René
Hej,
Vi fløj med Air France over Paris.
Men en god idé er at kigge på en af søgemaskinerne hvad der er af muligheder, når I gerne vil afsted.
Og så overveje at booke direkte gennem det flyselskab, der passer bedst for jer.
Det var en kæmpe oplevelse at være på Cuba. Det kan vi så godt anbefale!
Mange hilsner
Henriette