Vores families første møde med Sri Lanka

Colombo lufthavn – en ny verden

Efter en LAAANG flyvetur og en mellemlanding, landede vi i Colombo lufthavn, som jo faktisk ligger meget tættere på Negombo end på Colombo. Flyveturen var gået over alt forventning, selvom vi havde 2 børn på 4 og 5 år med. Det var en natteflyvning, men vi havde ikke fået sovet ret meget. Børnene havde sovet et par timer på skift, men vi voksne havde mest bare fået slumret lidt. Til gengæld var børnene helt vilde med entertainment skærmene på flyet. De kunne underholde sig selv med de skærme i flere timer – hvilket de også fik lov til. Alt for at vi voksne kunne prøve at sove lidt…

Som det allerførste da vi stod af flyet, skulle vi på toilettet. Flere af toiletterne havde ikke toiletpapir, men alle havde brusere…Så ved man, man er kommet til Sri Lanka 🙂 . Medarbejderen på herretoilettet syntes at Benjamins toilet skulle pakkes ind i papir. Det blev vi piger lidt overrasket over at høre, da vi troede, at de sparede på papiret, for vi fandt kun ét toilet, der havde papir, ud af 3.

Så skulle vi igennem immigrationen. Vi havde købt visum på nettet hjemmefra, men køen til at få tjekket papirerne var forholdsvis lang, langsom og varm. Men så havde vi jo god tid til at studere skiltene, der fortalte, at man bliver straffet med dødsstraf, hvis man tager stoffer med ind i landet… Så er man da advaret!

Læs også: Hvad skal man pakke til Sri Lanka?

Da vi endelig kom ud til bagagebåndene, stod vores fly ikke på nogen af tavlerne. Jeg gik lidt rundt og kiggede, og ved oversize bagage, stod der en masse europæere. Og der så jeg sørme en af vores kufferter komme kørende. Heldigvis var alle kufferter kommet med.

Mødet med chaufføren der skulle følge os på hele turen

I ankomsthallen ventede Gihan, vores chauffør. Han stod med et skilt til “MR. Henriette Krog-Andersen”… Der er stadig en klar følelse af hierarki på Sri Lanka, og de kunne åbenbart ikke forestille sig, at det var en kvinde, de havde kommunikeret med for at planlægge turen 🙂

Vi var slet ikke i tvivl om, at vi var landet i en helt anden verden. Vi startede med at ville købe noget vand, så Dennis stilte sig i kø ved en kiosk. Efter overhovedet ikke at være kommet tættere på betjening i noget tid, stillede Gihan sig hen og kaldte utallige gange på ekspedienten, indtil han fik betjening. Så meget for køkultur.

Så gik vi ud på parkeringspladsen. Der virkede til at være fuldstændig kaos af van’s og biler der parkerede, hvor de lige fandt plads, mens deres nye passagerer fik deres bagage læsset ind. Gihan sagde, at han lige skulle hente bilen og forsvandt. Ventetiden føltes så længe, at vi endte med at joke med, at han var stukket af. Der gik vist omkring 15 minutter, før han kom tilbage.  Det var pænt varmt at vente der i lange cowboybukser fra flyveturen.

Men til sidst kom han. Med en dejlig stor bil, som havde plads til os alle og al vores bagage. Desværre var der ingen seler på det bagerste sæde. Vi behøvede dog kun have én person siddende på det sæde. Og jeg tror i virkeligheden at farmor nød, at hun kunne sidde med benene op på sædet, når nu hun ikke var begrænset af en sele.

Første af mange køreture i Sri Lanka

Dennis satte sig foran sammen med Gihan. Det viste sig at være en rigtig god idé, for når de sad og snakkede på de lange køreture, fik Dennis mange informationer og oplevelser, som jeg ikke tror, at vi havde fået med, hvis vi bare havde spurgt Gihan fra bagsædet en gang i mellem. Og vi lærte også Gihan lidt bedre at kende, ved at han “var med” i stedet for bare at sidde alene foran.

Vi skulle køre mod Bentota, og på turen gik det op for os, at vi nok blev nødt til at købe et srilankansk SIM kort, så vi ville kunne kontakte chaufføren undervejs, uden at det koster en bondegård. Så Gihan stoppede ved en telefon butik på vejen. Det var intet problem at købe et forudbetalt SIM kort. Men det havde i virkeligheden været nemmere at gøre i lufthavnen, hvor der var flere telefon boder, end at skulle finde en telefon butik på vejen.

Læs også: At have børn med på en længere rundrejse

Der var så meget at kigge på, når vi kørte gennem gaderne. Alt var meget mere farverigt end i Danmark. Det virkede til, at der var totalt trafikkaos af biler, busser, tuk tuk’er og motorcykler, men alligevel gled trafikken pænt. Og der var mennesker overalt…

Men vi faldt nu alle i søvn efter noget tid, for vi var godt nok trætte efter flyveturen.

På en srilankansk rasteplads

Gihan stoppede på en rasteplads, så vi kunne få morgenmaden (vi landede med flyet kl. 5). Vi gik rundt i noget tid mellem fastfood restauranter, og kunne ikke helt overskue, hvad vi skulle spise. De fleste af os endte med frisklavet vandmelons juice og nogle hvide boller. Der viste sig nu at være stærke krydderier indeni bollerne. Men vi havde heldigvis også fået et par “sukkerboller”, uden krydderier, med i købet.

Så gik det værre for Cecillie og Benjamin. Nu havde vi snakket så længe om kylling i karry, så det ville de da prøve. Så de gik hen til den bod, hvor der stod en masse lokale. Maden var så stærk, at Cecillie og Benjamin var ved at dø i flere omgange! Der lærte vi at smage på al mad, før børnene gik om bord i det. Og der var selvfølgelig heller ikke bestik til. Her spiser man jo med fingrene. Til alt held havde jeg også købt en vildt dyr pose cashewnødder. Det var mest dem, vi endte med spise.

Det var virkelig et anderledes land end lille Danmark, vi var ankommet til. Vi havde glædet os til det i månedsvis. Og nu var vi der endelig!!!

Vi var i Sri Lanka i juli 2016.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.