Vandretur i de smukke Alper i Malbun i Liechtenstein

Dennis og jeg har lige været en kæresteweekend i Liechtenstein. Vi boede i byen Malbun oppe i deres skiområde. Og vi blev fuldstændigt overvældet af, hvor smukt der var. Grønne bjerge, med dejlige græs egne med farverig blomster spredt over sig. Og i toppen og baggrunden havde bjergene stadig sne på, som en afveksling i landskabet. Jeg kunne kigge på det i timevis.

Malbun, en hyggelig familie by

Nu er vi ikke de store vandrere. Egentlig ikke, fordi vi ikke kan lide at vandre. Men det er ikke lige det, vi får prioriteret mest på vores ferier. Men her skulle vi da ud og gå en tur i dette flotte scenarie.
Vi havde ikke lige fået tænkt os om, så vi havde kun trolley kufferter med. Ikke nogen rygsække. Og den ene butik med udstyr, der var i byen, var lukket – det så lidt ud som om, at den kun havde åbent i skisæsonen.
I det hele taget var byen lidt øde da vi ankom fredag aften. Mange af husene så ud som om, at de ikke blev brugt på denne tid af året. Der er nu heller ikke så mange huse. Malbun er ikke ret stor. Men det var jo netop det, der gør byen så fin. Ligegyldigt hvor du er, står du næsten allerede ude i den fantastiske natur. Og alper hytterne passer så fint sammen med naturen, de er i.

Malbun ligner, at byen blot er bygget for at være et ski-resort. Flere hoteller ligger som nabo til skilifter. Så det må være dejlig nemt at stå på ski her. Malbun er vist ikke en fest by – heller ikke om vinteren. Til gengæld var der en rigtig god legeplads. Og på de hoteller og restauranter vi var på, var der legerum og legepladser. Vores hotel havde endda kaniner og hamstre på legepladsen. Så Malbun er virkelig et godt sted for familier.

Vandretur med alpint maraton

Nå, men vi skulle jo afsted på den der vandretur. I hotellets reception, havde vi fundet en brochure med vandreruter. Den første rute var en børnerute, hvor man kunne have barnevogn med. Det syntes vi alligevel var lidt for lidt oplevelse, når vi nu ikke havde børn med. Så vi tog den næste rute, som hed “Malbun – Sass – Sassförkle – Schönberg – Bärgi – Steg”. Den skulle være på 9,8 km, tage 2 timer, have højde metre på 550m og en sværhedsgrad på 2. Det var lige noget for os, tænkte vi. Men i stedet for at gå til Steg, ville vi så møde børne vandreturen, der skulle gå tilbage til Malbun. Det så overhovedet ikke ud til at være et problem på kortet.

Vi gik nogle 100 meter fra hotellet, og pludselig kom vi til at gå gennem målområdet til et Alpin Marathon… Vi fik tiden 2 timer og 32 min…slå lige den 🙂 Og fotografen syntes da også, at der skulle tages billede af os…

Tilbage til vandreturen

Receptionisten havde sagt, at vi skulle gå op til kirken og gå til venstre. Vi kunne hurtigt konstatere, at vi ikke fik meget ud af at kigge på det kort, hun havde givet os. Når vi mødte skilte pegede de i andre retninger. Vi plejer absolut ikke at have problemer med kort. Men dette kort, skulle man altså ikke bruge. Og Google Maps var heller ikke meget værd. Så vi opgav og fulgte blot skiltene.

Det første lange stykke tid, mødte vi hele tiden maratonløbere. Det var meget sjovt. Men efter lidt tid var det lidt ærgerligt, for når man går i de smukke alper, forventer man ikke folk der står og råber opmuntrende og musik i højtalere (som jo i øvrigt giver godt ekko mellem bjergene). Så glæden var stor, da vi efter en 45 min, så et skilt mod Schönberg, der drejede ind på en lille sti, væk fra maraton ruten. På skiltet stod der godt nok 2 timer og 45 min… det var alligevel lidt mærkeligt, når hele turen skulle tage 2 timer. Men nu var vi jo afsted.

Det var en hel fantastisk tur, hvor vi hvert andet øjeblik stoppede og sagde, “nej, hvor er her flot”. Så gik man 10 skridt og så tingene fra en anden vinkel, og så blev tingene endnu smukkere… Det var helt vildt!

Måske denne tur ikke kun er en sværhedsgrad 2…

Men stien blev efterhånden meget lille og på den ene side gik det stejlt nedad. Jeg måtte flere gange konstatere, at det var godt, at vi ikke havde børnene med på denne tur.

Og så lå der lige pludselig sne på stien…Hm, vi var jo ikke ligefrem klædt på til sådan en tur. Jeg havde i det mindste trekking sko på, men Dennis havde sine “Handball Special” fodbold sko på, som er rimelig glatte.
I manglen på rygsæk havde jeg stoppet et par bananer og nogle nødder i min lille dametaske, og så havde vi et par flasker vand i lommen. Og Dennis havde en øl med i baglommen – til når vi skulle nyde det flotteste udsigtspunkt.
Så jeg syntes, at det var lidt grænseoverskridende, når vi skulle over nogle meter med sne, mens småstenene raslede ned af siderne under os.
Men det gode var, at vi jo her kunne få det dejligste kildevand. For vi havde taget alt for lidt vand med.

Stierne var virkelig små og vi måtte over sne flere gange. Der var en del steder, hvor man ikke skulle få overbalance, for så var der kun én vej… Vi mødte ikke ret mange andre på vores vej. Men dem vi mødte var tydeligt hærdede vandrere med stave, vandrestøvle og rygsæk…

Vi nåede toppen af Schönberg

Men vi nåede op til toppen af Schönberg. På grund af navnet, havde vi selvfølgelig høje forventninger til dette punkt. Og det skuffede absolut ikke !!! Der var så flot, at det ikke kan beskrives.
Vi lagde os i græsset og tog et hvil, mens vi bare nød at være der. Dennis fik sin ret varme øl, og så havde han endda taget chokolade med til mig. Det var rigtig godt. For vi havde jo planlagt en kort tur, så vi skulle spise frokost, når vi kom tilbage. Nu havde vi gået 3,5 timer. Og vi skulle jo også tilbage…Så vi kunne godt se, at sulten nok ville give os et problem på et tidspunkt (medbragte bananer og æbler var allerede spist). Vi havde fået fyldt noget vand op undervejs, men det var der heller ikke så meget tilbage af.

Vi missede lige en afmærkning af stien

På nedturen fulgte vi stadig afmærkningerne af ruten. Sten og træer på ruten er malet med 3 striber – hvid, rød, hvid. Men et sted, må vi havde overset en afmærkning. Vi var også lidt i tvivl, men syntes at vi tog den tydeligste sti. Det var så åbenbart ikke rigtig…. For efter noget tid kunne vi konstatere, at vi ikke havde set nogle afmærkninger noget sted. Vi var faret vild.
Det var nu ikke så slemt, for vi kunne se Malbun, så vi var slet ikke i tvivl om retningen. Men hvordan kom vi bedst derhen?
Vi var i gang med nedstigningen, og måtte jo så bare gå nedad. Stejlt nedad. Vi mødte heldigvis ikke nogle lodrette skrænter, som vi ikke kunne komme ned ad. Men jeg synes, at det er meget hårdere at gå nedad end opad. Det er hårdt for knæene.

Så fik vi øje på et kæmpe stort kors. Dem havde vi set et par stykker af undervejs, så det gik vi hen til. Og ganske rigtigt, der var afmærkninger af stien igen. Jeg tror i virkeligheden også, at disse kors er pejlepunkter, som man kunne gå efter.

Resten af turen gik forholdsvis nemt. Selvom vi nu var ret trætte og sultne. Men vi mødte kilder flere gange, så vi havde rigeligt med vand til resten af turen.

Næste dag tog vi liften op i stedet

Søndag var vi godt smadrede. Mange til morgenmaden humpede rundt. De fleste, fordi de havde løbet Alpint Marathon…vi havde bare været på vores eget maraton 🙂

Så i stedet for endnu en vandretur, tog vi liften op. Vi skulle også nå et fly senere, så vi blev nødt til at kunne holde styr på tiden. Oppe på bjerget satte vi os med hver vores bog. Det er bare så dejligt afslappende i sig selv at sidde i så flotte omgivelser.

Vi spiste frokost på restaurant Sareis, som ligger i 2000 m. Det var en virkelig flot afslutning på en virkelig dejlig tur!

Hotel: Familien & Sporthotel TURNA Malbun Superior

Vi boede på Familien & Sporthotel TURNA Malbun Superior. Vi kan klart anbefale det hotel. Værelserne var absolut ikke luksus værelser. Der var, hvad man skulle bruge. Men heller ikke mere. Og der var ikke engang køleskab eller el-kedel. Der var en dobbeltseng og en køjeseng, og havde vi været 4, hvad der absolut været fyldt op (især hvis man er der om vinteren, med ski tøj, der fylder).
Til gengæld opvejede alle omgivelserne dette! Jeg har allerede omtalt legepladsen. Derudover havde de et indendørs “børneparadis”, som de kaldte det. Som var et indendørs legerum.
De havde et spa område, med swimmingpool, sauna og udendørs jacuzzi – du kan tro, at vi nød at sidde der, med udsigt over alperne, efter vores lange vandretur…
Restauranten var hyggelig, med træmøbler. Lige i den stil man forbinder med Alperne. De havde et ekstra menukort med kantareller, og lavede den vildeste kantarelsuppe.
Og til sidst skal nævnes ejeren. En hyggelig mand, som gik rundt og snakkede med gæsterne og sikrede sig, at alle havde det godt.

Børne vandre ruten

Vi fulgte børne vandreruten i starten af vores tur (sammen med alle maraton løberne). Her mødte vi også flere gange den samme familie, som også gik ruten. Det var virkelig en fin tur. Der var aktiviteter undervejs og børnene havde fået en rygsæk hver, med ting, så de kunne undersøge naturen (se et af billederne i linket nedenfor). Og der var et picnicområde undervejs, hvor man kunne grille frokost.
Du kan læse mere om vandreruten her

Lidt ekstra informationer

• Vi fløj til Zürich og lejede en bil
• Som nævnt, var vi ikke ret glade for de vandre kort vi fik udleveret. Dette er det bedste, vi har set
• Der er vandreruter flere forskellige steder i Liechtenstein, men forskellige temaer. De ser ret gode ud…forhåbentlig har de bedre kort.
• Vi kunne bruge kreditkort overalt, og fik aldrig behov for at hæve Schweizerfranc.
• Sproget er tysk, og de bliver glade bare man prøver en lille smule. Men de talte nu også alle fint engelsk. På vores hotel talte de unge tjenere endda med amerikansk accent. Jeg tænker, at når man bor i så lille et land (lidt som i Danmark), så får man lyst til at rejse ud som udvekslingselev.
• Vi nåede aldrig til Vaduz (hovedstaden), fordi vores vandretur blev længere end forventet. Vi havde ellers haft planer om, at vi på vejen til lufthavnen, ville stoppe i Vaduz og tage en tur med deres “City train”, som er et lille tog, der kører rundt og viser byen på 35 minutter.