Trinidad, stranden og sukkermølledalen

Trinidad er kendt for at være en af Cubas mest velbevarede byer med flotte, farverige huse. Det med det velbevarede, er vi måske ikke helt enige i. Men for cubanske tilstande er det vel egentlig rigtigt. Og flot og farverig, det er byen!
Vi oplevede nu også meget andet end blot selve Trinidad. Vi var ude i den flotte sukker mølledal og lære lidt om slaveriet. Og vi var på stranden uden for Trinidad.
Men det allermest oplevelsesrige var faktisk køreturen til Trinidad.

Køreturen til Trinidad

Da vi skulle til Trinidad fra Cayo Coco valgte vi at lade GPS’en vise os vej. Vi havde tidligere kørt noget af rute, men der fravalgte vi GPS’en og kørt en omvej for at blive længst muligt på motorvejen. Men nu ville vi gerne se, hvilken vej GPS’en ville vise os.
Det skulle blive en ret stor oplevelse. For der så vi noget af det virkelige Cuba, som man ikke ser på de “pæne” veje, f.eks. mellem Havana og Varadero.

Det var en virkelig dårlig vej. Først var der “bare” kæmpe huller i vejen. Til sidst var der ikke skyggen af asfalt, men kun grusvej. Hvilket jo også er ok at køre på, havde det bare ikke været for de store huller i vejen.
Vi mødte stort set ikke en bil på denne del af vejen. Cykler, ryttere til hest, hestevogne og nogle enkelte motorcykler så vi. Men bilerne vidste godt, at de ikke skulle begive sig herhen.

Det tog os lidt over en time at køre 28 km. Men til gengæld var det en oplevelse at se, hvordan cubanere også bor.
Deres huse er jo desværre meget faldefærdige. Flere gange så vi et hus og tænkte, at dette hus var forladt for lang tid siden og ville falde om i næste storm. Når vi så kom om på den anden side af huset, hang der vasketøj uden for huset, eller der stod mennesker på verandaen.
Mange af husene lignende blot et skur, og var virkelig ikke ret store.

Ved disse huse var der stort set aldrig de hyggelige gyngestole ude på verandaerne, som man ellers ser i Cuba. Folk sad på gamle stole. Nogele havde endda bare slæbt en madras ud på verandaen, som de så kunne ligge på. Det hele virkede meget fattigt. Til gengæld var folk ikke beskidte eller havde slidt tøj. De var pænt klædt på.
Det var virkelig en oplevelse at se det. Men vi har tænkt meget på dette sted efterfølgende, da orkanen Irma ramte Cuba kort tid efter, at vi har været der.

På bilens termometer kunne vi konstatere, at der var 40 grader udenfor… Så kan jeg bedre forstå, at jeg har syntes, at det var ret varmt. Faktisk måtte jeg sidde med mobilen, som vi brugte som GPS, i hånden. For den blev for varm af at sidde i forruden.

Vi havde tænkt os, at vi skulle se sukkermølledalen på vejen. Desværre havde vi (jeg) ikke fået sat os godt nok ind i tingene. Forvente turister som vi er, havde jeg troet, at der ville være et turistcenter, med dertilhørende skilte.

Vi satte GPS’en til. Men den ville vise os ned ad en meget lille vej. Det syntes vi var mærkeligt, så vi kørte lidt videre. Da vi kom ind i en lille by, stoppede vi og kiggede på GPS’en. Der er så lidt trafik, at vi bare stoppede lige der midt på vejen, hvor vi var. Når der kom en bil, kørte den simpelthen bare indenom, uden at brokke sig.

Læs også: Børne badeferie i Varadero med delfiner og snorkling

Nu drejede vi ned af den lille vej som GPS’en sagde. Det var en markvej, og der gik køer rundt og græssede ved og på vejen. Der var store vandpytter, som vi måtte tage tilløb til, for ikke at køre fast i. Og der var selvfølgelig masser af huller i vejen.

Til sidst kom vi til et stejlt, stenet sted, som vi ikke turde at køre op ad. Vi kiggede på kortet og i guidebogen.
Det var ikke ét turistcenter, vi skulle kigge efter, men 3 forskellige steder. Faktisk havde vi kørt forbi tårnet tidligere, hvor jeg kommenterede, at det kunne være det. Men vi havde ikke set nogen vej derind.

Nu var vi endt midt i selve Sukkermølledalen. Men det er ikke en turist sight. Det var i stedet et faldefærdigt landbrugs sted.

I øvrigt kunne vi se i bogen, at tingene lukkede kl. 17. Klokken var nu 16.45. Så vi ændrede GPS’en til vores næste overnatningssted i stedet.
På vejen tilbage så vi igen tårnet. Det var helt sikkert det. Men vi kunne ikke se, hvordan man kom derhen. Til gengæld så vi nu et skilt mod en af de andre ting. Stedet her er møntet på, at man tager et damplokomotiv fra Trinidad by, eller kommer i en turistbus. Det er åbenbart endnu ikke rigtig klar til, at man selv kører rundt og slet ikke modsat fra end Trinidad.

Pizzaer på cubansk manér

Vel ankommet til Trinidad by, gik vi hen på en plads ved Iberostar Grand Hotel Trinidad for at finde noget aftensmad. Her fandt vi et sted med fastfood.

Man skal virkelig holde sig til, for at blive betjent. Holder man den afstand, som vi er vant til i en kø i Danmark, tror de slet ikke, at man står i kø. Man skal mase sig frem.

På ”restauranten” var der sådan nogle legetøjsbiler, som man kunne putte penge i, så de bevæger sig. Så børnene hyggede sig. I mellemtiden lykkedes det mig, at “mase” mig frem til kassen og få bestilt 3 pizzaer med skinke og ost. Det er stort set altid skinke og ost, der er på tingene her.

Da pizzaerne kom, havde de kun gafler. Hverken knive eller servietter. De havde heller ikke sugerør til sodavandene, Men vi fik nogle plastikglas, de var bare ret bøjede. De var dog ikke utætte. Det smagte egentlig ok, selvom der var en del fluer om maden, da vi spiste. Men vi blev da ikke dårlige af det.

Da vi kom tilbage til vores casa particulas, lagde vi børnene i seng.
Vi fik det pænt varmt om natten. Ulempen ved at sove på casa’er er, at de ikke har gode airconditions. De har sådan nogle, der larmer helt vildt, så man kan ikke sove med dem tændt. Men på dette sted, kunne den dog indstilles til også at bruges som en fan. Så det sov vi med. Så blev det da til at være i rummet. Men stadig varmt.

Sukkermølledalen – Valle de los Ingenios

Sukkermølledalen er en af de store turistattraktioner ved Trinidad. Man gror sukkerrør her, og har i tidernes morgen haft slaver til at høste dem. Udkigstårnet, hvor man holdt øje med slaverne fra, er i dag til at gå op i og nyde den flotte udsigt fra – og tænke lidt over, hvordan tingene mon er foregået her i den forgangne tid. Hvis du er i Trinidad uden bil, skulle der gå et damplokomotiv derhen til.

Men vi kørte selv mod Sukkermølledalen. Nu havde Dennis nemlig læst om det, og havde fundet de præcise steder på GPS’en.
Først kørte vi til byen Manaca Iznaga, hvor udkigstårnet skulle være. Vi var kørt lige forbi det dagen før. Der var bare ingen skilte til det. Det var dog lidt bedre skiltet, nu da vi kom fra Trinidad i stedet.
Ved skiltene fik vi øje på en masse boder, der solgte turist ting. Så ved man, at man er på rette vej.

GPS’en viste os ind på en lille bitte vej lige ind gennem boderne. Så vi kørte den vej. Der var ikke nogen, der vinkede os væk. Og ganske rigtigt, for enden var der plads til at parkere.
Der kom – som sædvanligt – en mand hen og sagde, at han nok skulle holde øje med vores bil.

Først gik vi ind i hovedbygningen. Der var bare en restaurant. Så gik vi igennem bygningen. På bagsiden kunne man gå ned til en lille have. Det er egentlig tiltrak vores opmærksomhed var, at der var én, der var i gang med at grille en hel gris. Det syntes børnene var lidt vildt. Men lige ved siden af stod én af hovedattraktionerne. En gammel sukkerpresse.

Foran huset var den store klokken, som man brugte til at samle slaverne med.

Vi havde snakket en del med børnene om slaver om morgenen. Men de syntes godt nok, at det var lidt mærkeligt, at nogen skulle kunne behandle andre sådan. Hvor er det dejligt, at ens børn vokser op, så de ikke kan forholde sig til slaveri.

Så gik vi op i udkigstårnet, som var blevet brugt til at holde øje med slaverne på alle sukkerrørsmarkerne. Tårnet er 44 meter højt, og trapperne var meget stejle. Man kunne se igennem trinene, så man fik virkelig oplevelsen af at gå højt op ad. Ét sted passede det med, at vinduet (som ikke havde glas i) var ud for trappetrinnet. Så hvis Benjamin lænede sig lidt til siden, ville han falde ud… Her fik han besked på at holde MEGET godt fast i gelænderet, uden at vi fortalte hvorfor, så han ikke blev forskrækket.

Der var en virkelig flot udsigt deroppe fra på toppen!

Da vi kom ned til bilen, gav Dennis 2 CUC (13 kr.) til manden, der holdt øje med bilen. Men han blev ved med at snakke om, at Dennis skulle give ham en gave, så Dennis gav ham 1 CUC mere. Det gjorde ingen forskel. Manden blev ved.
Dennis snakker flydende portugisisk, og kan derfor også forstå noget spansk. Lidt som dansk/svensk. Men man kan jo godt blive i tvivl om, om tingene er rigtig forstået.
Til sidst gik det op for Dennis, at manden ville have Dennis’ sko. Han var da meget glad for pengene. Men han havde så svært ved at skaffe sko til sig selv og sit barn, så han ville hellere have Dennis’ sko. Dem ville Dennis nu ikke af med. Så foreslog manden, at Dennis sendte nogle sko til vores casa, når vi kom tilbage til Danmark. Så kunne han komme hen om en måned og hente dem. Men vi takkede nu pænt nej til det forslag også.
Det er frygteligt at opleve, at folk er så desperate for at skaffe ting til deres familie.

Vi havde hjemmefra pakket noget legetøj, som børnene gerne ville give videre til cubanske børn. Og vi havde ekstra shampoo og lignende med til at give på de casa’er vi boede på. Vi havde også aftalt, at vi ville give noget af børnenes tøj til ejerne undervejs, efterhånden som børnene havde brugt det på ferien. For så skulle vi ikke pakke ekstra. Og jeg tænker, at cubaneren stadig vil blive glad for tøjet, selvom det lige skal vaskes. Men vi havde altså ikke nogle ekstra sko med, som vi kunne give til denne mand.

Derefter kørte vi et par kilometer til Mirador. Det var et virkelig flot udsigtssted ud over hele dalen. Her fik vi nogle kolde sodavand og sad i skyggen af nogle træer og nød udsigten. 36 grader er altså varmt at bevæge sig i, så det kræver lidt pauser.

Plaza Mayor – den gamle by i Trinidad

Tilbage i Trinidad, gik vi direkte ind mod selve byen. Det er ikke nogen kæmpe by. Men i denne varme, var det næsten umuligt at gå. Især for børnene. Vi andre led også, men så frem til at se byen, og kunne derfor bedre håndtere en gåtur i varmen. Det er lidt sværere at få en 5-årig til at blive begejstret over at skulle gå i 36 grader for at se nogle farverige bygninger.

Første stop blev ved 2 ældre herrer, der sad og spillede skak. De sad indenfor med åbne døre. Her var lidt køligere.

Så gik vi 100 meter videre. Så måtte vi gøre holdt igen. Det var lige ud for Iberostar Grand Hotel Trinidad. Portieren spurgte, hvad der var galt. Jeg fortalte, at det var varmen. Han svarede, at de da havde aircondition inde på hotellet. Så vi skyndte os ind og sidde i 10 min. i receptionen og blev kølet lidt af.

Så gik vi 200 meter mere og der stod en mand og solgte pindeis. De var ikke pakket ind, så det var vist nogle hjemmelavede nogen. Der er ikke mange, der sælger is, så glæden var stor hos os alle.

Efter yderligere 300-400 meter fandt vi et sted at spise frokost. Desværre havde de ikke aircondition, kun åbne døre med lidt vind.

Nå, men vi nåede ind til Plaza Mayor. Det var helt sikkert turen værd! Der var flot og en virkelig hyggelig stemning.
Men pladsen ikke ret stor, så den var forholdsvis hurtigt set.

Når man ser bort fra, hvor hårdt det var at gå i varmen, så er Trinidad virkelig en hyggelig og charmerende by. Havde vi ikke haft varme børn med, kunne vi have gået rundt i lang tid og bare nydt stemningen.

På tilbagevejen havde vi lovet drengene, at vi ville tage den første cykeltaxa, vi mødte. Vi fandt en, som skulle have 2 CUC (13 kr.) for at køre lidt under en kilometer. Dennis havde tænkt sig at gå, for der var kun 2 sæder, så manden havde allerede lidt meget vægt med en voksen og 2 børn at skulle trække på cyklen. Men manden syntes, at Dennis selvfølgelig også skulle køre med.

Stranden ved Trinidad

Da vi kom hjem, havde vi det alle sammen virkelig varmt. Så vi fik overtalt drengene til at tage en tur på stranden. Det er meget mærkeligt. Men de gider ikke på stranden. Vi voksne tænkte dog, at det nok skulle blive godt alligevel, når vi alle blev kølet lidt ned. Og her på casa’et var der ikke nogen pool.

Der var kun omkring 10 km til stranden.
Vi fandt et sted, hvor der kun var lokale. Der var dog ikke så lækkert oppe ved parkeringspladsen. Der var en del skrald og gamle faldefærdige skure.

Men selve stranden og vandet var godt. Og der var nogle meget venskabelige mennesker.
Der var en gruppe, som havde en pige på 10 år med. Hun ville meget gerne lege med vores drenge. Så faren prøvede at komme i snak med os. Benjamin blev dog genert. Mikkel og jeg satte os og lavede sandborge, og det var hun lidt med til sammen med en anden lille pige. Men så kom hendes mor og begyndte at snakke med Dennis. Det var meget hyggeligt, men hun forstod ikke helt Dennis’ portugisk-spanske. Det forhindrede hende dog ikke i at snakke rigtig meget. Og hun fulgte os rundt under resten af dukkerten.

Vi blev dejligt afkølet – selvom vandet var varmere end vi ville have det i et badekar.
Her var vi på den sydlige side af Cuba for første gang, så vandet var noget anderledes, end hvad vi ellers har set. Der var lidt bølger her. De andre steder har det været fuldstændigt roligt.

På tilbagevejen så vi en anden del af stranden, hvor turistbusserne holdt og der var et resort. Det var en noget anderledes standard.

Vi stoppede ved en tankstation for at købe vand. I cafeteriet havde de 2 køleskabe fyldt med øl. Men ingen vand. I kiosken havde de et helt tomt køleskab, hvor de plejede at have vand.

Så stoppede vi inde i Trinidad, hvor der var en kiosk. Den bestod af et åbent vindue til en dagligstue i et helt almindeligt hus. Her solgte de et udvalg af kager. Og de havde heldigvis også vand.

Så var det ellers hjem og vaske sandet af og slappe af.

Pludselig øsregnede det. Vi har haft regn hver dag om eftermiddagen på vores rejse. Men denne dag var regnen heldigvis først kommet kl. 18. De andre dage havde vi ikke kunnet tage på stranden så sent som kl. 16, som vi gjorde her.

Aftensmad i den gamle by

Efter at have slappet af, gik vi ind til den gamle by igen. Vi fik hævet nogle penge – det er ikke altid automaterne har penge. Men her havde de. Og så gik vi hen på en restaurant inde ved Plaza Mayor, som Carlos fra vores casa, havde anbefalet.

Der var virkelig hyggeligt på Plaza Mayor med folk overalt, der sad og hyggede sig i den kølende, behagelige aftentemperatur.
Det sjove er, at næsten alle sad og kiggede ned i deres telefoner. For på Cuba er der ikke internet overalt. Det er som regel på centrale pladser, at man kan komme på nettet – når altså man har købt et turistkort med en kode til 1 times internet.
Og der må bestemt have været internetadgang her, at dømme ud fra, hvor mange der sad med deres telefoner fremme.

Maden på restauranten var god. Ikke noget vildt, men bestemt heller ikke dårlig.
Det var lidt som at sidde i en dagligstue, for der var glasskabe med pynt over det hele.

Desværre havde restauranten også musikere, der stod og spillede. Og de spillede så højt, at vi næsten ikke kunne snakke sammen, da de nåede til vores rum. Men vi skulle alligevel også til at hjemad og få børnene i seng.

Vores overnatning i Trinidad – og lidt om, hvordan man bygger på Cuba

Vi havde hørt, at Trinidad skulle være den mest velholdte by i Cuba og føles rigtig fin, i forhold til de andre byer. Så vi var meget overraskede, da vi kom ind i byen. Ja, den er farverig, men der er godt nok også mange slidte huse. Men det er jo en del af charmen ved Cuba.

Vi skulle bo i et casa particular, som er det sted, hvor man bor privat hjemme hos folk.
Det var et rigtig fint sted. Vi fik hele 1. sal for os selv. Der var 2 værelser med badeværelser og en fin terrasse.
Her boede vist en familie med penge.
Og ejeren, Carlos, talte godt engelsk. Det var dejligt, for så kunne vi snakke med ham om at bo i Cuba.

Han viste os, at han var i gang med at bygge 2 ekstra etager på huset.
Det var lidt med hjertet i halsen, at vi gik op til byggeriet med børnene, for der var – som sædvanligt ved byggeri på Cuba – ingen afskærmning. Så nu stod vi på 2. og 3. sal uden hegn – med 2 drengene, der trængte til at røre sig, efter at have siddet længe i en bil.
Arbejderne var ikke nået til at bygge gelænder på den lille vindeltrappe op til øverste etage. Så der var frit fald ud til siden, når man gik op af den. Til gengæld var der en fantastisk udsigt, når man stod oppe på øverste etage.

Carlos fortalte Dennis, at hvis man skal gøre det på den rigtige måde, skal man søge tilladelse til at bygge. Så kommer man i kø sammen med alle andre, hvor staten tilkender byggematerialer til én. Det kan tage år at få bygget noget på den måde. Så Carlos var bare begyndt at bygge for sine egne penge. Så var det som regel nemt nok at få tilladelse/tilgivelse, når man var færdig.

Han havde ikke nogen arkitekt eller ingeniør til at tegne de ekstra etager. Dem havde han selv tegnet. Men der var helt styr på det, sagde han. F.eks. havde han lært fra en anden, at man skal have hul/dør i begge ender af bygningen. Der var en, der kun havde lavet hul i den ene ende. Men det går ikke i orkansæsonen, for så kan hele huset blæse omkuld.

Både Carlos og hans kone er læger. De har en datter på 5 år og en søn på 17 år.

Carlos fortalte os i øvrigt, at han aldrig drikker vand, juice (som de putter vand i) eller isterninger på offentlige steder. Der er alt for mange bakterier i. Hos Carlos koger de vandet i 20 minutter. Og første derefter filtrerer de det. Og de er endda cubaner. Så er det da ikke så mærkeligt, at vores maver ikke havde det så godt. På det sidste all inclusive sted sagde de bare, at de filtrerede vandet. Det var nok ikke helt nok for os.

Bilen blev parkeret i en garage lidt fra casa’et. Det var hos en familie, der åbenbart havde lavet deres have om til parkeringsplads. Så kunne man leje sig ind der, bag deres låger. På den måde kunne de tjene lidt på turisterne.
Vi havde fået mange advarsler fra udlejningsbureauet om, at vi skulle parkere i aflukkede steder. For når man som os, kørte rundt i en splinterny bil, så var det jo som at køre rundt i et reservedelslager, som folk så frit kunne tage af, når vi ikke var ved bilen…

Vi kom fra Cayo Coco til Trinidad. Og rejste videre derfra til Topes de Collantes på vores rundrejse på Cuba.

Vi var på Cuba i juli 2017 og vores casa particular hed Casa Lili y Carlos.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.