2 begivenhedsrige dage i Delhi og Taj Mahal

Vi har været på en intens og virkelig spændende tur til Indien.
Vi havde 1 dag i Delhi, hvor vi kørte i den vilde trafik, så et slum områder i Delhi, kørte i Rickshaw, besøgte spice market og markedsgaderne i den gamle by. Og mest af alt så vi mennesker – overalt.
Dagen efter tog vi til Taj Mahal, hvor vi også besøgte et elefant rescue center, oplevede livet uden for byerne, så templer på vejen og blev virkelig gode venner med vores chauffør.

En dags oplevelser i Delhi

Vi havde kun én dag i Delhi. Men alligevel kom vi lidt sent ud af døren.
Så jeg tænker faktisk godt, at man kunne have flettet endnu flere oplevelser ind.
Men der var lige noget med at sove lidt, efter en lang flyvetur…
På trods af det, blev det et bombardement af indtryk. For er der noget Delhi kan, så er det at gøre dig overvældet af oplevelser, når du lander fra rolige Danmark.

Vi startede dagen med en Uber tur igennem den sindssyge trafik. Den er altså lidt skrækindjagende…
Men som chaufføren sagde: “Normal traffic – sometimes…”

På rundvisning i en slumby

Vi skulle mødes med en guide, der skulle vise os rundt i Delhi’s største slum.
Det var virkelig en helt anden verden. Det er en by i byen, hvor mange slet ikke kommer ud derfra.
Vi har sjældent set så megen fattigdom. Men samtidig var folk dejligt smilende.
Vi drak chai med en familie, mens deres pige lavede en fin henna tegning på min hånd.

Vi gik over sporene på en togbane, som løber lige igennem “byen” – tænk at have det!
Og hvor der kommer tog hvert 10. min. Mens børnene løber rundt langs skinnerne og leger.

Vi så også kødmarkedet, hvor stakkels høns sad i små bitte bure og ventede på at blive slagtet.
Og en ged stod bundet, mens dens “ven” lige var blevet slagtet og lå klar til at blive solgt.

Vi drak mere chai på en markedsplads, hvor børnene flokkedes om os. En 5-årig pige, stod med sin 1-årige bror på armen. Det var åbenbart hendes ansvar. Børnene kommer desværre sjældent i skole her.
Ingen af børnene tiggede. De kiggede i stedet meget nysgerrigt på os, og ville meget gerne snakke med os.
Guiden havde nemlig lavet en god regel, så folk ikke tiggede. Han sagde, at vi ikke måtte give penge til nogen.
Til gengæld købte han pakker med nudler. Og lige så snart nudlerne var blevet købt, løb børnene hen og stilte sig fint i kø. De var tydeligvis klar over, at de nok skulle få.
Der blev dog lidt tumult, da guiden var ved at løbe tør for nudler. Men så sendte han en dreng over at købe flere. For alle skulle have.
Så guiden var vældig populær i samfundet. Og der er ingen tvivl om, at han brugte dele af pengene fra vores tur, til at give tilbage til samfundet her.
Det var dejligt at se.
Til sidst på vores tur, stoppede han igen og købte små poser chips til de børn, der var der.

Vi så også en brødfabrik inde i slumbyen.
Det var det eneste sted, vi måtte tage billeder, for det var en stor succes historie for dem, at de har fået bygget denne forretning op inde i slumbyen. Nu var der 15 medarbejdere, og de tjente godt på at sælge deres brød til lokale restauranter.

Det var så vildt at se denne del af Delhi.

Vi havde booket turen igennem: Street Tours India
Guide var sød. Men nogle gange syntes vi, at han brugte lidt mere tid på at snakke med indbyggerne, frem for at fortælle os om, hvad vi oplevede. Men det er jo en svær balancegang, hvor han også skal sørge for at være på god fod folk der. Og han svarede altid, når vi spurgte.
Men vi vil stadig gerne anbefale turen.

Den Gamle By og Spice Market i Delhi

Bagefter tog vi metroen til Den Gamle By.
Her er alle gaderne markedsgader. Og der så mange mennesker, at det slet ikke rigtig var til at forstå.
Mennesker, rickshaw, dytteri i et væk. Motorcykler der snor sig mellem det hele, madboder på gaden.
Og en gang i mellem også en bil. Men så kom der prop i det hele. For der var ikke ensrettet.

Hver sektion solgte bestemte varer. F.eks. kom vi ind, hvor man køber kjoler til fester og bryllupper. Nøj hvor var de flotte.
I et andet område var der alt til biler og motorcykler.
Vi blev godt trætte i hovederne af, at der hele tiden skete så meget omkring os.

Men vi manglede at se spice market. Vi kunne bare ikke finde det.

Så endte vi ved en moske. Her var der endnu mere kaos. Fredag eftermiddag ved en indisk moske.
Samtidig var der en del fattige her. Og små børn der tiggede. Det virkede desværre trist her.
Og for første gang på dagen, føltest det ikke helt trygt.

Men som vi stod der, og vidste ikke, hvordan vi skulle fortsætte, kom der en mand, der kunne lidt engelsk og tilbød os en rickshaw tur. Vi kiggede på hinanden og sagde hurtigt ja.

Vi sagde at vi bare ville til Spicemarket. Det sagde han ja til, og så endte vi med også at se et tempel, en smykkebutik og Red Fort… Det var lidt irriterende, at han på den måde brugte vores tid til ting, vi ikke ville.
Men det var en god tur alligevel. Tingene var lidt mere overskuelige oppe fra Rickshaw’eren. Og vi trængte lidt til det afbræk i vores hoveder. For vi er jo ikke helt vant til at være omgivet af så mange mennesker, konstant.

Spicemarket var – også – vildt.
Vi kom op på 1. sal af en gammel bygning. Har var krydderier overalt i sække. Især chili.
Her mødte vi for første gang andre turister.
Men det var ikke bare et turiststed. De solgte nemlig tydeligvis store partier krydderier herfra. Mændene slæbte afsted med store sække på hovedet.
Og samtidig boede folk her. De sad ude på tagene og lavede mad. Om dem på tagene kom fra lejlighederne, eller om det var hjemløse, der havde slået sig ned, fandt vi aldrig ud af.
Men det var et vildt sted af flere sammenflettede verdener.

Bagefter spiste vi på restauranten Karim’s i Chandni Chowk, som også ligger i den gamle by.
Der var heldigvis lidt mere ro.
Jeg havde læst flere anbefalinger af Karim’s. Og vi syntes også at det var godt. Men det var jo nærmest det eneste sted vi spiste, så jeg kan ikke sige, hvordan det er i forhold til andre restauranter i Delhi.

Vi vidste faktisk ikke, hvordan vi skulle komme tilbage til hotellet. Og på restauranten så der ikke ud til at være internet. Og der kunne bestemt ikke komme en Uber herhen, for det ville tage for evigt at ham at komme igennem menneskemylderet på gaderne.
Men en tjener på restauranten skaffede os wifi. Udefra navnet tror vi, at en anden tjener sendte det til os.
Så vi fik stykket en rute med metroen sammen.

Så begav vi os ud i menneskemylderet igen. Det var blevet endnu vildere her om aftenen.
Nu sad der mænd på hug på jorden ud for restauranterne og ventede på, at restauranterne ville donere mad til dem. Det var så hjerteskærende at se.
Vi gik til en metrostation og var lidt i tvivl, om det egentlig var dumt at gå rundt her om aftenen. Men vi følte ikke, at der var nogen, der tog notits af os. Vi tog metroen i lidt over en time hjem. På stationen var der en sektion, hvor kvinder kunne stå og vente. Men der var ingen kvinder.
Da vi stod af toget, var der helt tomt i gaderne. Men vi kom trygt tilbage til vores hotel.

Tilbage på vores lidt for dyre hotel, som var en helt anden verden, kunne vi sidde og filosofere over, hvor meget ulighed der er i verden. Og hvor meget fattigdom der er i Delhi.

Det havde været en vild dag på så mange forskellige måder.

Vi havde slet ikke nået at se alle te templer og andre ting, som jeg havde overvejet. Men man kan jo nå at se en storby som Delhi på en dag.

Dagstur til Taj Mahal fra Delhi

Vækkeuret ringede kl. 5.
På en feriedag!
Men vi skulle på tur til Taj Mahal, så det var okay.

Der er 4 timers kørsel fra Delhi til Taj Mahal. Og på de fleste udbudte ture, ser man Taj Mahal, Røde Fort og et tempel. Det syntes jeg lød lidt ensformigt. Vi ville gerne opleve noget på køreturen, ikke bare når vi var fremme. Og samtidig ville vi også gerne opleve andet end kun templer.

Så jeg havde skrevet til en del guides, indtil der endelig var én, der virkede til at ville planlægge lidt anderledes ting med os.
Han kunne til gengæld love alt, ligegyldigt hvad jeg foreslog. Han ringede også flere gange på Whatsapp og prøvede at planlægge flere ting.
Så vi var lidt spændte på, om dagen faktisk endte som planlagt.

Men det gjorde den – nærmest.
Vi skulle se:

• Taj Mahal
• Livet uden for byerne
• Besøge et elefant rescue center
• Et tempel i Mathura.

Vi startede ved elefant rescue centeret. De havde bare ikke åbent endnu – så det tegnede jo ikke så godt for planlægningen…
Men vi kørte til Taj Mahal.

Taj Mahal

Taj Mahal er helt vildt imponerende
Jeg havde tænkt lidt, hvordan det kunne være, at folk snakkede så meget om Taj Mahal. Det er jo “bare” en bygning…
Men jeg tror simpelthen, at det er den flotteste bygning, jeg nogensinde har set.
Hver gang vi gik et par skridt, så vi bygningen fra en lidt anden vinkel, og måtte lige stoppe og kigge igen.
Det var så imponerende!

Og vores guide var med inde og gik rundt og forklarede os om historien undervejs. Og kendt de bedste fotospots. Hvilket godt kan være nødvendigt at kende til. For der er virkelig mange mennesker derinde. Så at kende til et sted, hvor der oftest ikke er så mange mennesker, er jo rart.

Sælgere og frokost

Bagefter skulle vi åbenbart lige møde chefen for bureauet. Som tilfældigvis sad i en kæmpe souvenirbutik…
Det var lidt irriterende. Men vi havde jo allerede oplevet på Whatsapp, at han var lidt af en sælger.
Og så endte vi selvfølgelig lige med at få købt lidt souvenirs med hjem

Så blev vi kørt til et frokoststed.
Det var virkelig et turiststed, for de havde borde udenfor! Midt i solen…
Men det nød vi vinter-danskere selvfølgelig.

Men her måtte vi lige være vågne igen.
For da vi spurgte om maden var med i turen, ringede guiden til chefen. Det var den ikke…
Men det kunne jeg ikke helt forstå. Så jeg fandt mailen med aftalen med. Og der stod der på skrift, at frokosten var med. Så måtte der ringes igen – og nååå, det var jo bare drikkevarene, der ikke var med.
Det var lidt irriterende. Men guiden og chaufføren var hele tiden rigtig søde og rare.

Landsby liv

Efter frokosten kørte vi ud af byen.
Vi havde jo bedt om at se hvordan livet var i en landsby.
Og jeg må indrømme, at vi blev lidt overraskede over denne del af turen. For vi havde ikke forventet, at folk her virkede endnu fattigere, end vi havde set tidligere.

Pludselig holdt vi ind til siden.
Guiden har set nogle mennesker stå og pumpe vand op fra en brønd. Og det vil han gerne fortælle os om.
Personerne vi stoppede ved, fortalte guiden, at der var en skole lige i udkanten af deres landsby, så den gik vi over og besøgte.

Vi var meget velkomne og blev med det samme vist rundt på skolen.
Rektor viste stolt deres stolthed frem – en meget gammel computer.

Vi snakkede med en lærer. Men vi havde svært ved at kommunikere med hende på engelsk, så guiden oversatte. Så vi måtte virkelig lige tænke over ansigtsudtrykkene da guiden oversatte svaret på mit spørgsmål om, hvad hun underviste i. For svaret var “engelsk”.
Det var tydeligvis ikke en skole med stor økonomisk råderum.

Men børnene var så søde.
De stilte straks op ude i skolegården og viste glade, hvordan de kunne fremsige vers.
Jeg ved ikke helt, hvem der fik den største oplevelse den dag. Os eller dem.

Bagefter kørte vi igennem en lille, bitte, landlig landsby. På vejen dertil lå der bunker af stablede kokasser, der var ved at blive tørret til brændsel. Vi snakkede lidt med en dame, der boede uden for landsbyen med sine køer.
Vi troede faktisk, at vi stoppede ved en stald. Men det var faktisk hendes hus.

Bureauet havde tydeligvis ikke planlagt et village besøg til os, som ellers lovet. Guiden stoppede bare tilfældige steder.
Men det blev alligevel en kæmpe oplevelse. Og jo meget mere autentisk af, at det ikke var planlagt.

Elefant Rescue Center

Elefant rescue centeret redder elefanter, der er blevet misbrugt til ridning med turister, i cirkus o.s.v.
De giver elefanterne en god pension i lidt mere naturtro omgivelser. Elefanterne kan jo desværre aldrig komme tilbage og blive vilde. Men de får da det bedste liv muligt her, når nu de har oplevet hvad de har.

Først var vi inde og høre et lille foredrag om, hvad centeret gør for elefanterne.
De er faktisk fået elefant ridning forbudt i store dele af Indien.
Men de indrømmede samtidig også, at de kun fokuserer på turistdelen. For en anden ting elefanterne bliver bliver brugt til, er jo i forbindelse med religiøse ceremonier. Og hvis de begynder at pille ved det som det første, så ville centeret blive for upopulært i landet, så de ville have svært ved at eksistere. Det giver så god mening. Og de hjælper jo virkelig elefanterne, ved at få turisterne til at holde op med at ride på elefanterne. Så det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning.
Det var virkelig inspirerende at høre om.

Efter vi havde hørt foredraget, gik vi ud for at se elefanterne. Men de var ikke i deres indhegninger. De var ude og gå tur med deres dyrepassere.

Mens vi stod og kiggede ud over markederne efter elefanterne, kunne vi se børn, der kom hjem med deres geder. Børnene boede i den lille village, vi lige havde besøgt, som er nabo til rescue centeret.
De blev nødt til at være gedehyrder og hjælpe med at forsørge familien, i stedet for at gå i skole. På trods af, at der er gratis skole til dem.

Elefant Rescue Centeret kan du læse mere om her.

Vi oplevede lokale, moderne templer på vej hjem fra Taj Mahal

Nu fortalte guiden os, at han ville tage hjem
Vi spurgte til templet, som vi endnu ikke havde set. Det skulle være et stort og virkelig fint tempel.
Men nu fik vi af vide, at chaufføren ville finde et på vejen.
Det var jo ikke det, vi var blevet lovet. Men på den anden side, var vi også ved at være trætte. Så det var fint.

Vi kørte mod Delhi og havde stadig 3 timers kørsel.
Pludselig kørte chauffør fra. Han havde fået øje på et tempel. Og det var faktisk et stort flot ét.
Jeg havde lagt mærke til det på vejen ud. Men troede, at det ikke var færdigbygget, fordi der stod stilladser. Men det var det.

Det var et moderne tempel. Det var en fin bygning. Men en lidt sjov blanding af neonfarver og lamper i forskellige farver.

Chaufføren kunne ikke ret meget engelsk, så vi fik ikke meget forklaring til templet.
Til gengæld tog han straks fat i telefonen og lavede et video opkald. Han skulle lige vise chefen, at han altså havde fundet et tempel til os.

Tilbage på vejen gik der ikke længe, før chaufføren igen holdt ind. Denne gang var det på det skraverede område lige før en afkørsel på en motorvej. Det var meget alternativt. Men han kørte præcis som det passede ham. Det var helt tydeligt, at han syntes, at vi var meget vigtige, så han kunne tillade sig at køre som han ville, for det var jo vigtigt at vi kom frem.
Det føltest mærkeligt for os, at nogen kunne være vigtigere end andre.

Men vi ville da gerne ind og se templet, som hedder Maa Vaishno Devi Dham, Vrindavan.

Nu begyndte chaufføren at træde i karakter. Vi havde stort set ikke kommunikeret med ham hele dagen, men han var åbenbart meget impulsiv.
Lige før templet stod der nogle personer og farvede folk i ansigtet med stempler, så man var klar til templet.
Før vi nærmest nåede at reagerer, havde chaufføren sørget for, at jeg var malet til at gå ind i templet. Men vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad det betød.

Inden på tempelgrunden var der en 43 meter høj statue. Faktisk den største statue i Indien – i hvert fald ifølge Google.
Og der var mennesker overalt.
Chaufføren begyndte også at tage selfies og ringe til sin kone og vise, hvor han var. Det var vist også en stor oplevelse for ham.

Indenfor var der en masse, meget farverige billeder. Og der var en rigtig god stemning.
Dette er virkelig et sted, der bliver brugt og besøgt. Og folk var glade for at være her.
Det var så dejligt at opleve, og også sjovt at se et moderne tempel.

Vores chauffør (som jo ikke er vant til at være guide), var pludselig væk.
Men vi ville lige se det hele, før vi begyndte at lede efter ham.

Da vi havde set det hele, kunne vi stadig ikke finde ham. Så vi gik ud til indgangen og fandt vores sko.
Udenfor tempelgrunden fandt vi chaufføren, hvor han være ved at købe dekorationer til sin gudefigur i bilen.
Vi havde også brug for beskyttelsen i bilen, for han kørte virkelig sindssygt – selv af en inder.

Sidste stop var en rasteplads.
Vores chauffør kunne tydeligt lide guiderollen, så nu bestilte han chai og snacks til os, så vi også lige kunne prøve det.
Og hans hustru blev ringet op, så hun kunne hilse på os.

Chaufføren fik en meget lang arbejdsdag, og vi begyndte at blive lidt bekymrede for ham (og os) til sidst.
Vi var sammen med ham i omkring 16 timer. Og han havde garanteret også min. 1 times kørsel hjemmefra til vores hotel, og tilbage igen.
De har vist ikke helt de samme hviletids bestemmelser i Indien.

Men ud over det var en dag fuld af gode oplevelser!
Den var slet ikke planlagt, som vi troede, at vi havde aftalt med ejeren. Men vi fik alligevel en fantastisk dag.

Jeg mener, at vi rejste med Taj Mahal Private Tour (men whatsapp beskederne er forsvundet, så jeg kan ikke bekræfte det).

Vi var i Delhi og Taj Mahal i februar 2024