Mange valfarter til Møns klint. Og med god grund. For der er virkelig flot og enestående.
Men der findes en lige så flot klint i “nærheden”. Nemlig Stevns Klint.
Her er meget at se og opleve for både børn og voksne. Her kan man se, hvornår asteroiden, der slog dinosaurerne ihjel, faldt. Man kan nyde virkelig flot natur og en lækker gåtur. Man kan blive fascineret over kirken, hvis kor og kirkegård er styrtet ud over klinten. Man kan lede efter fossiler. Og man kan opleve det virkelig interessante Koldkrigsmuseum Stevnsfort.
Der er meget at tage sig til ved Stevns Klint.
Farmor har jo sommerhus på Møn, og vi kommer derfor fra tid til anden ved Møns Klint. Men vi havde aldrig været ved Stevns Klint. Pludselig har vi dog nu været der 2 gange på et år.
Først tog Dennis og jeg dertil på en kærestetur, hvor vi så Højerup Gl. Kirke og klinten ved Højerup. Og så var vi på rundvisning på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Jeg er ikke så meget til krig og historie museer. Men dette museum overvældede mig fuldstændigt. Det var virkelig spændende!
Da det så blev corona tid, tog vi børnene med til Stevns Klint. Mikkel er vild med dinosauer. Så han ville meget gerne med ud og lede efter fossiler.
Stevns Klint er på Unescos Verdensarvsliste for dets Fiskeler
Stevns Klint består af 3 lag. De 2 store lag er kridt og kalk. Men det lille midterlag på 5-10 cm, der er det interessante, og det, som gør, at Stevns Klint er på Unescos Verdensarvsliste.
Dette lag kaldes for “Fiskeler”. Det er opstået da en asteroide ramte jorden for 66 mio år siden, og blev det endelig punktum for dinosaurerne.
Læs også: En flot efterårstur til Møns Klint
Det er for farligt at gå under klinten, der hvor fiskeleret ses tydeligt. Men der er opsat gratis kikkerter ved Gl. Højerup kirke, hvori man tydeligt kan se laget med FIskeler.
Fossiljagt ved Holtug Kridtbrud
Vi valgte at tage til Holtug Kridtbrud på jagt efter fossiler. Vi kunne også været til Kalkgraven ved Boesdal Kalkbrud i stedet.
Vi lagde ud med at gå mod den højre sti fra parkeringspladsen. Herfra gik vi ned til vandhullerne, hvor den sjældne, totalfredede Stor Vandsalamander lever.
Der var masser af dem. Men man skulle lige kigge sig for. For de var virkelig godt camouflerede.
Bagefter gik vi ned på stranden og ledte efter fossiler. Vi har ikke prøvet det før.
Men vi havde kigget på “Bestem dit fossil” hjemmefra, så vi havde en idé, om hvad vi skulle kigge efter.
Vi samlede en masse kridt i de poser, vi havde med hjemmefra.
Man må samle alt det, der ligger på jorden. Men man må ikke selv hakke noget af klinten.
Vi havde en hammer med hjemmefra, så vi satte os på stranden og hakkede i noget af kridtet.
Og her gad jeg godt vise jer alle de fossiler, vi fandt. Men vi var desværre ikke ret gode til at finde fossiler. Vi fandt ikke noget.
Til gengæld tog vi en masse kridt med hjem, så vi har stadig mange timers hygge med at prøve at finde fossiler.
Og vi havde en rigtig hyggelig dag ved stranden og Stevns Klint. Og det var jo vigtigere end selve det at finde fossiler.
Selve Stevns Klint
Man kan kommer ned af trappen ved Højerup til stranden. Men området ved stranden er ikke så stort. Og der er fyldt med skilte om nedstyrtningsfare. Så vi var faktisk ikke så længe på stranden.
Til gengæld er klinten rigtig flot at se oppe fra. Du kan nyde udsigten til højre for Gl Højerup Kirke, hvor der er opsat bænke.
Eller du kan gå videre af Trampestien ved klinten, og nyde klinten fra forskellige vinkler.
Gl. Højerup Kirke
Helt ud til klinten, står Gl. Højerup Kirke. Faktisk står den så langt ude over klinten, at man holdt med at bruge kirken i 1913, fordi det var for farligt. Og med god grund. I 1928 styrtede koret af kirken og dele af kirkegården ned af skrænten.
I dag har man sikret resten af kirken. Og der er bygget en terrasse ud, hvor koret var. Så i dag kan du gå derud og blive fascineret over, at du står, hvor noget af kirken er skredet ned i vandet. Der er selvfølgelig også en flot udsigt derfra.
Koldkrigsmuseum Stevnsfort
I terrænet rundt ved Stevnsfort er der en stor samling af tanks, kanoner og militære lastbiler. Så det kan godt være en oplevelse i sig selv, blot at gå en tur der.
Men for os, var det virkelig spændende, at komme på den guidede tur.
Turen tog 1,5 time, og tiden fløj afsted.
Først blev vi fortalt, hvordan nogle af køretøjerne og kanonerne i terrænet virkede.
Men det spændende begyndte, da vi kom ned i den underjordiske del af fortet. Den ligger 18 meter under Stevns Klint og består af 1,7 kilometer underjordiske gange.
Det var virkelig spændende at høre om, hvordan beredskabet havde været under den Kolde Krig.
Tænk, at der er folk, der har gået rundt og været klar på krig hele tiden på den måde, mens vi andre bare havde gået rundt i vores hverdag.
Lige pludselig så vi på hverdagsting, på en helt anden måde, som vi aldrig før havde skænket en tanke; Færger, der skulle være mine-udlæggere. P-kældre i København der kunne blive beskyttelsesrum. Turistbusser, der ville skulle flytte lokalbefolkningen.
Vores guide havde selv arbejdet på fortet, da det var i brug, hvilket gjorde turen endnu mere spændende.
Lidt ekstra gode informationer
- 20 km Trampesti: Alle attraktioner ved Stevns Klint er forbundet af en 20 kilometer lang trampesti. Jeg tror virkelig, at det er en flot gåtur. Men den har vi desværre ikke fået udforsket endnu.
- Kalklandet er en samlet hjemmeside over alle attraktionerne ved Stevns Klint.
- Hjemmesiden for Stevns Klint
- Hjemmesiden for Koldkrigsmuseum Stevns Klint
- Parkering: Det koster 40 kr. at parkere ved Højerup. Til gengæld er det gratis at se kirke, bruge kikkerter m.v.
Vi var ved Stevns Klint i september 2019 og april 2020. Børnene var 7 og 9 år.