Skønt Ayurvera ophold i Kochi, i det sydlige Indien

Ayurvera

Det var første gang for mig, at jeg skulle rejse alene.
Det var første gang jeg skulle til Indien.
Og det var første gang jeg skulle på Ayurveda retreat.
Så jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for det, inden jeg rejste.
For hvordan ville det være at rejse alene rundt i Indien som kvinde? Og hvordan ville jeg have det med Ayurvera, yoga og ikke mindst at være omgivet af fremmede mennesker hele tiden.
Men det blev en af de mest fortryllende oplevelser, jeg har haft længe.

Første gang i Indien

Jeg forventede at lande i en hæsblæsende lufthavn, fyldt med mennesker, larm og forurening.
Men der kunne jeg ikke være mere forkert på den. Kochi var den mest rolige lufthavn jeg nogen siden har været i, uden for Grønland (for der kan lufthavnene altså også være meget rolige).
Og KOchi lufthavn er en virkelig fin bygning.

Jeg havde aftalt med retreatet, at de skulle hente mig i lufthavnen.
Men jeg kunne ikke finde nogen, der lignende at de ventede på mig.
Så jeg måtte gå lidt frem og tilbage. For det var kun helt tæt på lufthavnsbygningen, at der var WIFI, hvor jeg kunne prøve at kommunikere med retreatet.
Herude stod der mange chauffører og ventede på gæster. Der var straks en af dem, der tilbød at ringe for mig. De var så rare og hjælpsomme.
Og til sidst lykkedes det at vi fandt hinanden.
Min ankomst havde på ingen måde være så turbulent, som jeg havde forventet. På trods af tingene ikke gik helt glat.
Det beskriver ret godt min tid omkring Kochi. I smukke rammer, omgivet af søde og hjælpsomme mennesker.

Fremme ved Munkudil Ayurveda and Yoga Retreat blev jeg helt overvældet af, hvor smukt der var.
De ligger lige ud til en flod, og jeg tilbragte virkelig mange timer på min terrasse, med at kigge ud over floden. Alene det var nærmest meditativt.

Dagens gang på dette Ayurvera retreat:

Når man ankommer på resortet, stiller man sine sko. Så alt foregik på bare tæer.

Munkudil

Den dag jeg ankom, havde jeg en lægesamtale, hvor lægen skulle finde ud af, hvilke behandlinger jeg skulle have.
Men hun havde lige siddet i flere timer med et andet par. Så hun var vist træt. Og jeg var også ret træt efter flyveturen. Så min konsultation blev faktisk ret kort. Nok især fordi jeg sagde, at jeg var der for at slappe af og geare ned. Så jeg blev ordineret en masse massage og afslappende behandlinger.
Men jeg burde jo nok have nævnt forskellige skavanker, for at få det optimale ud af det. Men skidt med det. Jeg var virkelig veltilpas og afslappet, da jeg tog derfra.

Yoga studiet

Hver dag lignende hinanden.
Det store spørgsmål var blot, hvornår på dagen man skulle behandlinger:

  • Kl. 7.00 blev der banket på døren med en kop te eller kaffe, som drikkes ude på ens terrasse, mens man tager morgenen ind.
    Jeg fik anbefalet varmt ingefær vand med citron
  • Kl. 7.45: Yoga: her var jeg kommet på lidt af en opgave, for det er ikke lige frem begynder stillinger. Den første dag prøvede yogalæreren at få stive mig helt ud i stillingerne. Næste dag gav hun mig puder til at støtte under stillingerne. Det var så meget bedre 🙂
  • Kl. 9: Morgenmad. Der blev serveret ayurveda kost, hvilket vil sige, at alt er vegetarisk.
    Indisk mad er jo vildt lækkert og de lavede det præcis kun så stærkt, at selv jeg kunne være med (undtagen lige en gang, hvor de var blevet lidt for ivrige )
  • Om formiddagen var det tid til behandlinger.
    Jeg fik:
    Podi Kizhi: det er nogle bomulds puder som bliver dyppet i varm olie med helbredende urter og derefter “banket” rundt omkring på hele kroppen. Altså en slags massage
    Shirodhara: her får man varm olie ned på panden. Olien flyder fra en skål, som bevæger sig som et pendul hen over panden, så det føles som massage på panden. Det skulle få hjernen til at slappe af. De fleste falder i søvn, fordi det er så dejligt.
    Men jeg er jo ikke de fleste, og når man hælder ting i hovedet på mig, bliver jeg altså ikke så afslappet, at jeg falder i søvn. Men det var rigtig dejligt.
    Massage: igen med den varme olie og lidt anderledes end jeg normalt har oplevet massage. Men så dejligt
    Hun bruger meget lange strøg hen over hele kroppen, så al ting på en eller anden måde føles som én sammenhæng.
    Specifik massage: efter et par dage med yoga måtte jeg lige bede om også at få massage specifikt på min lænd
    Først fik jeg lidt massage. Derefter varme omslag – igen med den varme olie – og til sidst massage igen.
  • Der var frokost kl. 13 og aftensmad kl. 19. Og har du mange behandlinger, kan én af dem være om eftermiddagen.
  • Ellers er der tid til afslapning og at se lidt af omegnen.
Ayurvera behandlingsrum
Behandlingsrummet

Shirodhara instrumentet
Shirodhara instrumentet

Oplevelser i nærområdet

Mange Ayurveda steder siger, at man skal gå all-in. Blive på resortet hele tiden, ingen wifi og skærme, ingen kaffe o.s.v.
Sådan et sted havde jeg ikke valgt. Det skulle jo også være ferie. Og jeg syntes, at det ville være rart at kunne komme i kontakt med min familie derhjemme.

Og der var jo nok ikke nogen (inklusiv mig selv), der helt troede på, at jeg kunne komme til et nyt land for mig, og bare blive på resortet uden at tage ud og opleve noget.
Heldigvis var det helt acceptabelt her. Og de arrangerede endda også ture og har en guide ansat, til at hjælpe med turene.

Tuk tuk i Indien

Resortet har deres egne kajakker. Så den ene dag roede resortets guide, et andet ægtepar og jeg af sted.
De havde en en-personers kajak, som jeg blev tilbudt. Men da jeg forklarede, hvordan jeg havde det med vand, kom jeg over i guidens kajak. Der blev altid passet godt på én her.

Kajak Kochi

Den flod vi boede ned til, havde en masse små stik-floder fra hovedfloden ind i skoven.
Og der var fyldt med elefantspor. Men vi så ikke nogen – heldigvis. Jeg ville føle mig meget lille i en kajak med en sur elefant foran mig…
Til gengæld så vi en hjort, en abe, en ørn og mange andre fugle.
Og det var så smukt.

En dag hørte jeg, at nogle af de andre gæster var blevet vist rundt i en af medarbejdernes village. Det var ikke en tur, de udbyder. Det var blot en pludselig indskydelse. Men det lød simpelthen for interessant. Så jeg fik guiden til at arrangere sådan en “pludselig indskydelse” for mig også.
Det var en kæmpe oplevelse!

Village besøg

Den 68-årige far kravlede lige op i et træ og hentede kokos-nødder til mig.
Jeg så flere af deres fine hjem, søde hundehvalpe og gedekid. Og jeg drak kaffe med kvinder fra familien.
Det var virkelig interessant at høre om deres liv.
Nabo kvinderne kom også lige forbi – rygtet løb hurtigt. Og de havde set mig gå tur om morgenen i byen.

Morgengåtur

De sidste par morgener droppede jeg yogaen og gik i stedet en tur. Jeg måtte simpelthen lidt ud fra retreatet.
Jeg gik langs vejen til en lidt større by og altså forbi den bjergvillage jeg så.
Rigtig mange af mændene på scootere dyttede af mig. Og det føltes ubehageligt i starten.
Én scooter dyttede helt vildt af mig på min første gåtur. Så først ignorerede jeg den. Men den var meget insisterende. Og da jeg kiggede op, så jeg at det var guiden og en anden medarbejder fra retreatet. Gad vide om de lige ville holde øje med mig.
Jeg lærte, at jeg bare skulle vinke til alle de dyttene scootere. De syntes bare, at det var sjovt at hilse på mig.
Og den ene dag blev jeg tilbudt mad af en familien, der havde foldet et tæppe ud i skyggen af deres bil, og sad og spiste der. Men det var lige ved retreatet, så jeg sagde pænt nej tak.

Jeg syntes nærmest ikke, der var liv ved husene, når jeg gik rundt om morgenen.
Men da jeg så havde været på besøg hos familien, kunne jeg høre, at de alle havde set mig gå om morgenen.
Næste morgen lagde jeg mærke til mange flere lyde i husene. Og mange flere omrids af folk bag vinduerne eller på de lidt skjulte terrasser, hvor folk sad og vågnede i den kølige morgen.

Fantastiske solopgange bød mig velkommen på morgengåturene

Det var nogle fantastiske oplevelser alle sammen. Ikke nogen store, lange ture. Men små, hyggelige, nærværende oplevelser, der passede så godt ind i dette Ayurveda retreat.

Munkudil Ayurveda and Yoga Retreat

Som sagt havde jeg været lidt bekymret for, hvordan det ville være at rejse alene kvinde i Indien.
Derfor havde jeg også brugt lang tid på at finde det ayurveda sted, jeg syntes lød mest rigtigt for mig.
Jeg endte hos Munkudil Ayurveda and Yoga Retreat i nærheden af Kochi.
Og det var det bedste valg.

De svarede tålmodigt på alle mine mails med mange, mange spørgsmål inden jeg rejste hjemmefra. Så jeg følte mig dejligt tryg, da jeg tog afsted.
Og da jeg ankom, var der simpelthen så hyggeligt.
Det er et lille sted, og der føltes helt som en lille familie.
Da vi var flest under mine 5 dage, var vi 7 turister. Men på et tidspunkt var vi kun 3. Heldigvis var det alle rigtig søde mennesker. Så vi hyggede os godt sammen.

Til maden havde vi faste pladser ude på terrassen i behagelig skygge og med udsigt ud over floden.
Vores borde var så tætte sammen, at vi helt naturligt snakkede sammen under måltiderne.
Maden var virkelig lækker og smagfuld. Og selvfølgelig var det ayurveda kost. Den smagte endnu bedre i de smukke omgivelser.
Og der var flere små områder, hvor man kunne sætte sig og nyde udsigten eller f.eks. læse en bog.
Der var sådan en dejlig og rolig stemning.

Terrasserne ved værelserne var kun adskilt af et gardin. Det betød selvfølgelig, at man kunne høre alt, hvad der skete rundtomkring. Men folk er jo ikke lige frem højtrøstede på et retreat, så det var ikke noget problem.
Den sidste dag var vi så dus, at da min oplader ikke virkede, så opladede jeg bare hos min nabo, og gik som det mest selvfølgelige ind og ud af deres værelse, når jeg skulle tjekke min telefon.

Jeg blev ved med at tænke på filmen The Best Exotic Marigold Hotel, da jeg var der.
Vi havde dog ikke navneopråb om morgenen for at sikre sig, at der ikke er nogen, der er døde i løbet af natten.
Men ellers var der den samme hyggelige og familiære stemning som i filmen.

Som sagt var det et sted jeg fandt på nettet. Jeg har ikke haft noget samarbejde med Munkudil.
Men de har mine varmeste anbefalinger.
Hvis du vil have en fuldstændig gennemført Ayurveda oplevelse, er det nok ikke her, du skal hen. For som beskrevet er der her også plads til andet, end kun yoga og Ayurveda. Hvilket var helt perfekt for mig.

Munkudil Ayurveda and Yoga Retreat

Jeg må indrømme, at Indien aldrig har været så højt på min bucket list.
Men flere af jer skrev til mig, at Indien ville slå benene væk under mig.
Og I fik så ret!
Sydindien var så utroligt smukt. Og folk her var virkelig søde og rare. Jeg skal helt sikkert opleve mere af det sted!!!
Og det må da meget gerne kombineres med Ayurveda igen, for det var virkelig også dejligt.

Jeg var på Ayurveda retreat tæt på Kochi i februar 2024.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Instagram og Facebook. Så får du updates om vores rejser og nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Pinterest profil.
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *