Jeg ved godt, at du gerne vil læse om Rio de Janeiro. Men jeg vil altså gerne starte med at fortælle dig om Niteroi – Rio’s nabo by, som vi altid bor i, når vi kommer til Rio. (Vil du kun læse om Rio, kan du jo scrolle ned til Rio delen 🙂
Jeg viser gerne henvisninger til hjemmesider for de ting, jeg skriver om. Men desværre er de oftest kun på portugisisk. Men jeg viser dem alligevel, for jeg synes, at hvis man lige øver sig lidt (eller bruger Google Translate 🙂 ), kan man sagtens finde frem til ting som åbningstider og priser.
Niteroi
Når vi er i Rio de Janeiro, tilbringer vi faktisk lige så meget tid (hvis ikke mere) i Niteroi, som i Rio. Niteroi ligger på den anden side af bugten Guanabara, i forhold til Rio. Det er lidt som med København og Malmø, der er forbundet med en bro. Niteroi er ikke lige så turistet som Rio. Her kan man mere opleve brasilianernes hverdags liv. Jeg vil også mene, at man kan finde lidt billigere hoteller her, i forhold til Rios centrum priser.
Bus og færge mellem Rio og Niteroi
Rio de Janeiro og Niteroi forbindes som sagt med en bro, og der er masser af busser, der kører denne vej. Ved Praca Arariboia finder du en busstation, som de fleste busruter passerer igennem. Der kan dog være en del trafik over broen, så du bliver nødt til at beregne noget transporttid, når du bor i Niteroi.
Ved Praca Arariboia er også et færgeleje, hvor du kan tage passagerfærgen over til Rio. Færgen lander ved Praca XV, også kaldet So Castello. Turen tager ca. 20 min, og bliver brugt af rigtig mange til og fra arbejde. En billet koster 10-15 kr, og færgen sejler cirka hver halve time.
Badestrande i Niteroi
Syd/øst for Niteroi, ligger 3 helt fantastiske strande på række; Piratininga, Camboinhas og Itacoatiara. De ligger mellem nogle mindre bjerge og er nogle flotte udsigtspunkter ind over Rio med Kristus og Sukkertoppen. Her kan du også se de flotteste solnedgange over Rio. Samtidig er strandene ikke ind til bugten, men ud til Atlanterhavet, så det er gode badestrande. Dog tit med lidt høje bølger. De har også den fordel, at det er her de lokale bader. Så der er ikke alle de der irriterende sælgere, der prøver at sælge pangel til turister. Tag bussen mod Praia Oceanicas.
Shopping i Niteroi
Der er gode muligheder for at shoppe i Niteroi. Der ligger 2 store shopping centre; “Shopping Bay Market” og “Plaza shopping“. Bag ved Shopping Bay Market – altså øst for shopping centret – ligger der markeder / gå-gader. Centrene er som danske og andre landes shopping centre – store og gode, men man kan godt glemme, hvilket land man er i, når man står i sådan et. Markederne er mere i brasiliansk ånd. Dem finder du på R. São Pedro og parallel gaden R. Cel. Gomes Machado. Disse 2 gader er gågader i vest-enden – ned mod vandet og tæt på Shopping Bay Market.
Restauranter
Niteroi har også to strande, der vender ind mod Guanabara bugten og hvor man ikke kan bade på grund af forurening. Den mest berømte hedder Icarai og er Niterois svar på Copacabana. Det er her man mødes, træner og hænger ud, når man har fri fra arbejde. Fra Icarai er der en fantastisk udsigt til Rio. Den anden strand hedder São Francisco og her ligger der en del restauranter og gå-i-byen steder. Her er hyggeligt at tage hen om aftenen.
Rio de Janeiro
Copacabana
Rio er selvfølgelig kendt for deres strande. Alle har vist hørt om Copacabana. Og det er da også et meget naturligt sted at tage hen som turist. Men det er nu et meget turistet sted, hvor der er masser af sælgere – og værd også opmærksom på lommetyve. Badning er muligt, men på grund af både forurening og bølger, tilrådes det ikke at bade der.
Til gengæld kan man studere de flotte fortove. Alle fortove ved strandene i Rio og Niteroi er formet som bølger. Og hvert område har deres egen form.
Ipanema er Rios overklasses strand. Den bliver mest brugt til at promenere på. Hvis du vil på stranden og bade, skal du tage lidt længere ud til Barra de tijuga.
Kristus figuren
Kristus figuren er et af Rios helt store varetegn. Den står og vogter over byen på et 710 meter højt bjerg. Og selve statuen er 38 meter. Den er et af den moderne verdens syv underværker. Oppe ved figuren har du en flot udsigt ud over Rio. Men det er selvfølgelig også et meget turistet sted. Figuren står på Corcovadobjerget. Man kan tage en togbane derop, eller hyre en taxa. Togbanen er kendt for at have mange lommetyve, så vær opmærksom på dine ting. Fra foden af statuen er der 223 trin op, men nu er der også rulletrapper og elevatorer. Information om toget op ad bjerget kan du finde her
Du kan også vælge af vandre op til Kristus figuren. Vandreturen vil tage dig igennem verdens eneste (så vidt jeg ved) naturlige regnskov inde i en by. Nemlig regnskoven Tijuca. Når man er i parken/regnskoven, glemmer man helt, at man er i en af verdens største byer. Der er stille naturområder med små vandfald og nærmest ingen mennesker. Selve gåturen til Kristus skulle være en fantastisk flot 2 timers tur, som jeg desværre ikke selv har prøvet. Der er masser af vandrestier. Og man kan selvfølgelig også bare vælge at gå rundt i regnskoven, hvis man ikke vil op til Kristus figuren.
Sukkertoppen
Sukkertoppen er et andet flot udsigtspunkt i Rio. Vil du gerne se Kristus figuren ordentligt, er det et godt sted at tage op. Som med alle udsigtspunkter, er det altid rigtig flot at tage op ved solnedgang. Den er 396 m høj. Du skal tage til Praia Vermelha (Red Beach), hvor du kan tage den første cable car op til toppen af bjerget Urca. Derfra går nr. 2 cable car op til toppen af Sukkertoppen.
Det er muligt at “bestige” Urca bjerget, hvis man har mod på en lille vandretur. Det tager cirka 30 min. og der er sti hele vejen. Fra toppen af Urca bjerget kan man så tage en cable car det sidste stykke. Så lidt friske ben kan give en god oplevelse og spare dig for en lidt pebret cable car pris fra bunden af bjerget.
Karneval
Rio er jo kendt som karnevallets by. Det store karneval som man hører om, foregår i Sambadromen i februar. Karnevallet er en konkurrence mellem forskellige sambaskoler. De opfører deres parade ned gennem Sambadromen over 2 aftener (lørdag og søndag), og til sidst kåres den bedste sambaskole. Det er en kæmpe ære i Brasilien at vinde og der er også store penge involveret til den dygtigeste sambaskole, der løber af med trofæet. I stil med at vinde superliga’en i Danmark.
Karnevallet varer fra fredag til onsdag. Fredag når folk får fri fra arbejde, starter festen. Lørdag og søndag er det den bedste Samba liga, der konkurrerer. Mandag til onsdag er der også samba parade på sambadromen. Det er de lavere rangerende rækker, som konkurrerer om en plads i næste års bedste samba række.
Sambaskolerne bruger hele året på at træne og øve sig til karnevallet og bygge flåder og sy kostumer. Mange sambaskoler financierer noget af deres forbrug ved at sælge pladser i optoget til turister, så vi kan få lov til at være med til at gå gennem sambadromen. Det har jeg endnu ikke prøvet, men det skal jeg helt sikkert en dag. Du kan læse alt om karnevallet i sambadromen her.
På de tider af året, hvor der ikke er karneval, er sambadromen åben, så man kan gå rundt derind og kigge.
En anden type samba parader finder man i byens gader. Gå til Avenida Rio Branco, hvor mange af optogene går igennem. Særligt kan anbefales gruppen Cordao do Bolo preta. Denne gruppe kan få mere end 1 million personer på gaden i Rio under karnevallet. Store vogne, som i virkeligheden blot er mobile højtalere, med dansere ovenpå, kører igennem Rio centrum, med glade dansende folk foran, bagved, ved siden af – ja ALLE steder. Gade karnevallet er en unik oplevelse, men man skal ikke deltage, hvis man lider af klaustrofobi. Der er VIRKELIG mange mennesker samlet… Jeg ville aldrig tage børn med her.
Udover samba optogene er der mange Samba klubber, der holder ekstra ordinære shows, mest til ære for turisterne. Men det giver jo også en smag af karnevallet.
Karnevallet er berygtet for sin kriminalitet. Vi har dog aldrig været udsat for noget!! Men som altid, tag ikke dine smykker på og tag ikke flere penge med, end du kan tåle at miste. Gade karnevallet er klart der, hvor du føler dig mest sårbar. Larm og mange mennesker samlet, øger ikke ens sikkerhed. Desuden kan det virke lidt utrygt lige udenfor sambadromen, hvor der er mange mennesker. Inde på sambadromen er man helt sikker og kan trygt lade sig rive med af stemningen, de flotte kostumer og den smittende livsglæde, man finder overalt.
Samba city
Kommer du på et tidspunkt, hvor der ikke er karneval, kan du tage en tur i Samba City, der ligger i området Gamboa. Det er et område, hvor 14 af byens sambaskoler har plads til at bygge deres flåder. Her kan du se kostumer og flåder og få en smag af karnevallet. Hver tirsdag (tjek evt. for ændringer) har de lukket for turister om dagen til gengæld åbner de om aftenen hvor der er mad, drinks og samba. Og kvinder kommer gratis ind fra kl. 18-19.30 🙂 Deres officielle hjemmeside findes her.
I de sidste 8-10 lørdage før karnevallet er det også kutyme, at de forskellige sambaskoler holder “åben” træning. Man betaler entré og derefter er der fri fest og samba til den lyse morgen. Stemningen til disse arrangementer minder utroligt meget om karnevallet, så kommer man før karnevallet, er dette meget anbefalelsesværdigt som et “plaster på såret”.
Karnevallet er i virkeligheden ikke kun i Rio. Det er stort set i alle byer. Men kun Rio og Sao Paulo har egentlige sambadromer, med konkurrende sambaskoler. De fleste andre steder er der tale om gadeoptog, som beskrevet ovenfor med Cordao do Bola preta. Særligt gadekarnevallet i Salvador og gadekarnevallet i Olinda ved Recife er berømte. Hvis man gerne vil opleve det med børn, kan man tage til de lokale gadekarnevaller i mindre byer, hvor det ikke er helt så vildt.
Maracana forboldstadion
For fodboldinteresserede, skal man se Rios stadion: Maracana, som er et af verdens største og mest legendariske stadion. Til VM finalen i 1950 var der omkring 200.000 tilskuere. I dag har man af sikkerhedsmæssige grunde begrænset tilskuer antallet til 78.838. Det er stadig det største stadium i Brasilien og det næststørste i Sydamerika. Du kan læse om ture på stadionet her. Der er også beskrivelse af, hvordan du kommer derhen.
Favela tur
Vi har prøvet at være på en guided tur i en favela. Favelaerne er byerne, der bliver bygget op af bjergskråningerne i Rio, hvor de fattige bor. Rio er bygget op med rige områder, hvor der er god plads, og fattige på dårlige bjergskråninger. Det betyder, at rig og fattig bor tæt på hinanden. Så stuepiger m.v. kan nemt komme på arbejde, fordi de bor tæt på.
Det var virkelig spændende at se favelaerne. Vi tog en turisttur, hvor favelaens indbyggere accepterer at vi er der, fordi turselskabet donerer penge til favelaens skoler og lignende. Vi kunne aldrig finde på at gå ind alene, for det er virkelig ikke de mest sikre steder. Favelaerne er beboet af fattige, så man kan ikke helt fortænke dem i fristelsen for at berige sig lidt på bekostning af de velhavende turister. I mange af favelaerne har politiet ikke adgang og det er narko banderne, der suverænt bestemmer. Dermed er de brasilianske love sat ud af kraft og erstattet af narkobaronen, som både agerer dømmende, udøvende og lovgivende magt. Men fordi vi havde guiden med, følte vi os overhovedet ikke utrygge. Da vi ankom til favelaen, bad guiden os om at købe en souvenir fra boderne ved indgangen. På den måde støttede vi lokalsamfundet og dermed styrkede vi berettigelsen af turen.
På et tidspunkt da vi gik på markedspladsen, sagde guiden godt nok, at nu skulle vi lægge kamera’erne væk, fordi der var en, der stod med en pistol. Og de vil ikke fotograferes, når de er ved at “ordne deres forretninger”. Men ingen af os så pistolen. Så om det var rigtigt, eller bare for at skabe lidt stemning til turen, ved jeg ikke helt. Guiden påstod også, at der kun er 0,01% kriminalitet (vist kriminalitet defineret efter narkobaronernes regler). For narkobaronerne vil ikke have politiet ind i favelaerne. Narkobanderne lever af at sælge stoffer til den brasilianske over- og mellemklasse, og hvis de ikke trygt kan komme til den gade, hvor stofferne sælges, så mister narkobanderne deres indtjening. Derfor truer narkobaronerne alle til ikke at lave ulovlige ting. Der går f.eks. historier om en, der stjal en bil. Og så pludselig fik lyst til at aflevere den tilbage…
De store favelaer er hele byer i sig selv, og der bor virkelig mange mennesker. Den største favela hedder Rocinha og der bor mere end 70.000 mennesker. Stierne mellem husene er virkelig små, for al plads bliver brugt til at bygge på. Så man kan kun gå rundt på stierne, ikke køre. Det er fascinerende, hvordan deres huse bliver udbygget, der hvor der er plads. Det er nogle virkelig kringlede huse, hvor der er lige er kommet et nyt rum på i et andet niveau eller f.eks. på siden. Det er håndværkerne der bor i favelaerne, ikke arkitekter. Derfor bygger de kun i 2-3 etager, for de kan ikke lave beregningerne til at lave sikre høje huse. Og det er jo deres egen familie, der skal bo i huset, så derfor bygger man ud istedet for op.
Men det er nu endnu mere fascinerede at se, hvordan de får strøm. Er der en mast med strøm, så sætte alle deres ledninger til der. Igen, det er jo håndværkerne der bor der, og der er ikke så mange regler i forhold til, at betale for strøm.
Jeg kan desværre ikke huske, hvilket bureau vi brugte. Vi fandt dem gennem et brochure fra et hotel. Men ellers kan du også bare google “Favela tour Rio”, så kommer der nogen frem.
Flere steder har jeg nævnt, at du skal være opmærksom på lommetyve. Men ud over det, synes jeg ikke, at det er ubehageligt at være i Rio. Du kan læse mere om sikkerhed her.
Som du kan se, er der masser at lave i både Niteroi og Rio de Janeiro. Men husk også bare at give dig tid til at gå rundt og hygge dig med den brasilianske atmosfære. Sid på en cafe og få en juice og nyd stemningen.
WOW tak fordi i tog mig med til Brasilien igen 🙂 Super dejligt land, som vi holder meget af. Vi kørte dog kun over broen til Niteroi, da vi skulle Buzios så super spændende at læse om Niteroi. Tak fordi i delte det.
Dejlige billeder og skønt indlæg.
/Annette
Mange tak for de søde ord ?
Buzios har jeg ikke været i. Men Dennis var der i 1997. Han mener dog ikke helt, at det er et sted for mindre børn…lidt for meget party ? Så det må jeg vente lidt med…
Super fedt og informativt blogindlæg – Niteroi lyder som en oplevelse. Vi har sat et flueben ved jeres guide og håber, at vi får tiden til at komme forbi! TAK for masser af god inspiration. Kh Mette ?
Hej Mette,
Jeg er rigtig glad for at høre, at I kan bruge vores inspiration 🙂
Rigtig god tur. Jeg glæder mig til at læse om den!
/Henriette