Da vi var på weekendtur til Århus, foreslog vores veninde Birgit, som også var med, at vi skulle tage i Randers Regnskov. Det var egentlig ikke noget, jeg havde overvejet, for der er jo rigeligt af gode ting at se og gøre i Århus. Men så læste jeg, at de har komodovaraner i regnskoven. Og Mikkel har været helt vild for at se en komodovaran, siden “Kurs mod fjerne kyster” viste én i fjernsynet. Så så var den sag afgjort – vi skulle til Randers Regnskov. Og vi blev alle vildt begejstret, mens vi var der. Det var virkelig en oplevelse af de større. Og det var bestemt ikke kun på grund af komodovaranerne.
Randers regnskov består af 3 store kupler, som hver repræsentere en verdensdel; Sydamerika, Asien og Afrika. Hver kuppel er bygget op som landskaber fra den pågældende verdensdel. Man går rundt på stier i landskaberne og alle de dyr, der kan leve frit blandt mennesker, gør det. Så man møder ikke så mange bure. Nogle dyr er dog selvfølgelig i bur. Det at så mange dyr går/flyver frit rundt, giver virkelig en følelse af at være et fremmed sted. Frem for “bare” at være i en zoologisk have.
Når man går rundt, hænger der tavler med facts om dyrene. Det er oftest sjove og tankevækkende ting, som vores børn på 5 og 6 år virkelig tog til sig.
Sydamerika, med de virkelig mange oplevelser
Vi startede med at gå mod Sydamerika. Det er den største af kuplerne.
Her kommer man faktisk først til et akvarium fuld af flotte koraller og farverige fisk. Det er bygget op, så man kan forestille sig, at man kigger på vraget af den danske fregat “Sirenen”, der forliste ved De Dansk Vestindiske øer.
Vi startede i Sydamerika, fordi Dennis/far var på ferie i Brasilien, mens vi var i Århus. Så vi måtte jo lige se, hvilke dyr han kunne komme til at møde.
Læs om Brasilien her: “Vores Brasilien”, Rio de Janeiro” og meget mere
Inde i “Sydamerika” blev vi først mødt af et stort bassin med søkøer, piratfisk og mange andre, anderledes fisk. Der fløj farverige papegøjer rundt, og der var i det hele taget noget at kigge på, lige gyldigt hvor man kiggede rundt.
Vi gik hen til Cubakrokodillen. Den var sjov at se, fordi vi var på Cuba på i sommers, hvor det (heldigvis) ikke lykkedes os at se deres krokodiller.
Men denne her var godt nok lidt ulækker. Da vi kom hen til den, lå den pænt på “stranden”, længst væk fra os. Men da den fik øje på os, hoppede den i vandet og svømmede direkte over til os, og lagde sig med siden tid og stirrede på os med sit øje, der jo sidder på siden af hovedet. Det brød børnene sig ikke helt om.
Så gik vi ind i Kraniegrotten. Her flyver flagermusene rundt mellem folk. Det var lidt grænseoverskridende for os. Men i det mindste lå den kæmpe grønne anakonda bag glas, så vi ikke også skulle gå rundt ved den. Krokodillen, flagermusene og slangen var lidt voldsomt for børnene, for vi følte virkelig, at vi kom tæt på.
Læs om Cuba her: En rundrejse i Cuba med bountystrande, farverige byer & søde mennesker
Så blev det meget bedre, da vi gik ovenpå inde i kuplen. Her kunne man se det hele oppefra, og danne sig lidt overblik. Desuden var det lidt nemmere at få øje på de farverige fugle, når man kom her op. Der var en længere hængebro, så man virkelig kunne få udsigt ud over det hele.
Da vi gik op af en trappe, sad der et dovendyr i tøjdyr på gelænderet. Jeg syntes, at det var lidt mærkeligt. For der var rigeligt af dyr, så de behøvede da ikke sætte kunstige dyr op for at højne stemningen. Men så begyndte dovendyret at vrikke med snuden. Det var overhovedet ikke et tøjdyr. Den var levende.
Man kommer vitterlig helt tæt på dyrene. Man får helt lyst til at række en hånd ud og ae dem. Men det må man selvfølgelig ikke. Det er jo en form for vilde dyr, selvom de er menneskevante.
Asien – med komodovaraner
Nu kunne vi ikke vente mere. Nu måtte vi se de komodovaraner! Så vi gik mod Asien kuplen.
På vejen ind til “Asien”, er der et slangetempel. Slangerne var taget på vinterferie, så der var ikke så meget at se. Til gengæld er der sluse døre ind til templet, hvor man først skal igennem én dør, som så skal lukke, før man kan komme igennem den næste. Det syntes børnene var vildt underholdende. Og der var nogle flotte sommerfugle inde i templet. Så lidt var der stadig at opleve, selvom slangerne ikke var der.
Vi skulle ikke langt ind i Asien, før vi mødte komodovaranerne. Randers Regnskov har 2 af dem. Men de kan ikke bo sammen, for så ville den største bare spise den mindste. De er altædende og spiser endda sine egne unger, når de bliver født. Så ungerne flygter op i træer som nyfødte, indtil de er store nok til at kunne overleve på jorden.
Komodovaran hunnen kan få unger ved jomfrufødsler – altså uden at der har været en han i nærheden.
Når de skal skaffe føde, bider de deres offer og venter så på, at offeret dør, selvom det godt kan tage nogle dage. Man ved ikke helt, om det er gift, bakterier eller en blanding, der dræber offeret.
Det er et vildt dyr, som vi nu endelig så!
Læs også: Øresundakvariet – et lærerigt og underholdende sted for hele familien
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske så mange andre af dyrene i Asien. Jo, der var hængende hunde. Og Alligatorer. Men faktisk huske jeg mere den flotte udsmykning. For det er ikke kun en regnskov, der er også masser af kulisser fra Asien. F.eks. har de hentet inspiration fra ruinby Angkor i Cambodja .
Afrika
I Afrika så vi faktisk ikke så mange dyr. Måske vi var ved at være mættet? Eller også var vi bare ikke gode nok til at kigge op, som jeg nu kan læse på deres hjemmeside, at man skal .
I Afrika var der et lille stisystem, hvor man skulle hoppe fra sten til sten over et vandløb. Der var også nogle skildpadder, som så meget inaktive ud under varmelampen. Men da vi næste gang gik forbi lampen, var de væk. Så de kan altså bevæge sig…
Fodring af komodovaranerne
Nu følte vi, at vi var ved at have oplevet det vi gerne ville i Randers Regnskov. Men udenfor er der bygget et bur til 2 jaguarer. Dem skulle vi da også lige se. Så vi gik udenfor. Og der var vi så heldige, at der var en dyrepasser, der var i gang med at fortælle om dyrene. Det var interessant at høre. Hun sluttede af med at sige, at om en halv time ville komodovaraner blive fodret….Så kunne vi jo ikke tage afsted endnu. Så vi måtte lige på besøg i museumsbutikken og købe en is for at fordrive ventetiden.
Komodovaranerne bliver kun fodret hver anden uge, synes vi, at de sagde. Den store han fik én due. Den mindre hun fik 2 duer. Hun spiste dem hele, med vinger og alting, i én mundfuld. Hun får mere mad, for at kunne vokse sig stor nok til at kunne være i bur sammen med hannen. Og der er en træner, der prøver at træne hannen lidt ved at give godbidder. Så derfor må han ikke blive alt for mæt. Det var sjovt at se fodringen. Og det var en rigtig god afslutning på at være i Randers Regnskov.
Vi var klart mest imponeret af Sydamerika (når man lige ser bort fra komodovaranerne). Så måske man burde slutte Sydamerika. Det er jo også den største kuppel, som dermed giver bedst mulighed for at bygge sjove og anderledes områder.
En frokost fyldt med larver
Men vi var der, spiste vi frokost i Regnskovscafe’en. De havde gode retter til børnene, som “Klumpfisk” (som var fiskefrikadeller) og Jungledyrenes livretter, som tilfældigvis er kyllinglår og frikadeller – lige som mine børn er vilde med. Hvor er det heldigt 😉
Som tilbehør købte vi også en “Insektsnack”. Det var en tallerken med frugt, sprøde insekter og grøntsags-og melorme kugler. Det hele smagte faktisk godt. Men børnene tog sig nu aldrig mod til at smage insekterne. Det var kun vi voksne.
Det var god mad, de serverede. Og vi syntes, at det var ret underholdende, at maden var lavet som “regnskovsmad”. Man kunne i øvrigt også have købt en dessert, der hed “WC viden”. Den bestod ifølge billedet af forskellige kager, der så var formet som forskellig slags dyrelort. Den sprang vi nu over.
Lidt ekstra informationer
- Vi har meldt børnene ind i Panda club’ben. Det er WWF’s børneklub. Når man er meldt ind der (det koster 250 kr om året), så har børnene gratis adgang til 10 attraktioner i Danmark. Bl.a. Randers Regnskov, Københavns Zoo og film i Tycho Brahe Planetariet. Du kan læse mere på deres hjemmeside. Så på den måde kan du altså få rabat til Randers Regnskov.
- Vi efterlod vores overtøj i bilen. Men er det for koldt at gå fra bilen og ind, har de også en stor garderobe. For der er en god varme i regnskoven, så du vil helt sikkert ikke gå rundt i overtøj derinde.
- Vi var der i lidt over 4 timer. Men vi var som sagt ved at gå efter 3,5 time. Det var kun på grund af komodovaran fodringen, at vi blev lidt længere.
- Du kan se regnskovens hjemmeside her.
- Vi havde ikke nogen overnatninger i Randers, da vi også gerne ville se en del i Århus, og derfor boede der.
Vi var der i november 2017