Sidder du, lige som jeg, og overvejer hvad I skal lave i påsken?
Nu har jeg fundet ud af det. Vi skal til Nordsjælland!
Nordsjælland har så meget at byde på, og vi kommer der alt for sjældent.
Jeg er opvokset i Nordsjælland og har derfor nogle af mine yndlingssteder i denne landsdel. Dem vil jeg fortælle dig om her. Og der er selvfølgelig også ting, som jeg endnu ikke har fået set, men som jeg meget gerne vil opleve. Dem deler jeg også her.
Så kan det jo være, at du får lyst til at tilbringe lidt af din påske her. Eller måske bruge påsken på at planlægge en sommerferie i Nordsjælland, for det er et oplagt sted til en familieferie. Der er noget for alle i familien.
Vi bor forholdsvis tæt på, så vi starter med en endagstur til Nordsjælland her i påsken.
I erkendelse af, at dette blev et meget langt indlæg, er her lidt quick links:
Lyngby Bådfart, Frilandsmuseet, Klampenborg, Dyrehaven, Bakken, Skodsborg Kurhotel, Strandvejen, Rungsted Havn, Rungstedlund: Karen Blixen Museet, Hørsholm Kirke / Hirchsholm slot, Fredensborg Slot, Sletten Havn, Louisiana, Helsingør, Kronborg, Andre museer i Helsingør, Færge til Helsingborg, Hornbæk, Vikingerne i Frederikssund, Jægerspris
Lyngby
Porten til Nordsjælland, er for mig, motorvejsbroen på Klampenborgvej ved Lyngby. Det er absolut ikke det mest idylliske. Men jeg kører her hver dag på vej til arbejde, og når jeg kører under der, så kommer jeg ligesom lidt hjem.
Og lige nu er det jo fantastisk at køre videre op ad motorvejen langs med alle træerne, der for hver dag springer lidt mere ud. Foråret er på vej!
Og Nordsjælland er for mig netop et sted med masser af flot natur. Der er lækre strande, store, dejlige skove, hyggelige fjorde, flotte marker og åbne vidder. Der er simpelthen plads til at være. Men der er også masser af historie. Det ligger jo så tilpas tæt på København, at de kongelige i gamle dage har kunnet tage til Nordsjælland, når de ville ud i sommerlandet. Så de har sat deres præg på Nordsjælland igennem tiden.
Lyngby Bådfart
I Lyngby kan man sejle med Baadfarten på Lyngby sø og Bagsværd sø. Det er den absolutte yndlings beskæftigelse i Nordsjælland for vores familie.
Jeg vil anbefale at starte i Lyngby. Starten af ruten er så idyllisk. Man sejler først på den smukke Mølle å, som er omgivet af træer. Og så kommer man ud til de større søer. Det er som taget ud af en søndagstur i en Morten Korch film.
Man kan sejle en rundtur. Eller man kan stå af undervejs, og sejle tilbage senere. Man kan f.eks. stoppe ved Sophienholm kunstmuseum, hvor man også kan spise frokost. Eller man kan sejle til Frederiksdal, hvor man så kan gå over til Frederiksdal fribad og tage sig en dukkert. Eller man kan leje kanoer og tage nogle madpakker med. Der er en del muligheder, som du kan læse om her: Baadfarten.
Når jeg nu læser på deres hjemmesiden, så åbner de først d. 29/4-17, så det må blive til en tur til sommer i stedet for i påsken. Men det er værd at vente på, for det er virkelig en hyggelig tur!
Læs om vores tur i 2018: Idyl, idyl, idyl – på sejltur på Mølleåen fra Lyngby til Frederiksdal
Frilandsmuseet
Frilandsmuseet har over 100 gamle bygninger og skulle vist være et af de største af slagsen i verden. Jeg husker det også som meget stort, da jeg gik rundt der som barn og blev træt i benene 🙂
Når det så er sagt, så er det sjovt at se sammen med børnene, og snakke om, hvordan man levede, før internet og IPad. Jeg synes, at de er gode til at lave aktiviteter i ferierne. Vi var der f.eks. til jul engang, og det er da bare julestemning at gå rundt i “gamle dage” og spise hjemmelavede æbleskiver og købe julegaver i den gamle købmandsbutik. Frilandsmuseet
Lyngby Storcenter og gågade
Lyngby har også en rigtig hyggelig hovedgade og et stort shoppingcenter. Her kan man få mange timer til at gå – trust me, I know 🙂
Klampenborg
Dyrehaven
Få kilometer fra Lyngby – ud mod vandet, ligger Dyrehaven og Bakken.
Dyrehaven er en dejlig skov/park. Der er masser af træer, men de vokser ikke tæt som i en skov, så der er plads og åbne vidder.
Dyrehaven har de ikoniske røde porte ved alle indgange og her er en stor hjortebestand.
I dyrehaven ligger Eremitageslottet, som er et kongeligt lystslot, hvor kongen kunne holde taffel efter sine jagter. Spisebordet skulle, efter sigende, kunne sænkes ned i kælderen, hvor køkkenet var. På den måde kunne tjenestefolkene servere næste ret og så hejse bordet op til herskabet – uden at tjenestefolket kunne se, hvem der var på besøg på slottet. Det må da siges at være et lystslot 😉
Det er i øvrigt også her, at den københavnske (og vel mest kendte) Hubertusjagt bliver afholdt hvert år, hvor folk står og venter på at se rytterne falde i vandet.
Det kongelige teater er også begyndt at lave en forestilling i Dyrehaven hvert andet år. Det er virkelig en storslået forestilling, hvor de bruger naturen og har mulighed for at komme dramatisk ridende ind på heste. Det så vi sidste år og syntes, at det var en rigtig god forestilling.
Her kan du læse mere om Dyrehaven.
Bakken
Lidt inde i Dyrehaven ligger “Bakken”. Den hedder egentlig Dyrehavsbakken. Det er verdens ældste eksisterende forlystelsespark. De har stadig en træ rutsjebane fra 1932. De fleste moderne rutsjebaner er jo noget vildere, men jeg synes alligevel, at denne her er sjov og giver sug i maven. Og Bakken har da også nogle rigtig vilde forlystelser. Så er man til det, kommer man ikke til at kede sig der. De har jo også de kendte ikoner: Pjerrot og Bakkens Hviles syngepiger. Desuden er der for et par år siden blevet bygget en miniudgave af Korsbæk fra Matador.
Jeg synes dog, at der mangler en smule til de helt små børn (0-3 år). Der synes jeg Tivolis legeplads er meget bedre til dem. I det hele taget elsker jeg Tivoli, for her er så fint med alle blomsterne. Og i forhold til Tivoli kan Bakken ikke helt måle sig, synes jeg. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke kan lide Bakken. Den kommer bare på en flot 2. plads 🙂
Og Bakken har Dyrehaven lige ved siden af sig. Så hvis børnene bliver overstimuleret af larm, mange mennesker og oplevelser, kan man tage en pause i skoven, før man går tilbage til alt det sjove. Det har vi nydt godt af, da børnene var helt små.
Bakken har gratis adgang, men du skal nu nok komme til at bruge penge derinde alligevel.
Og en sidste lille ting; når stedet hedder “Bakken”, så er det fordi, at det ligger på en bakke. Det erfarede vi hurtigt, da vi kom derhen med en forholdsvis tungtlastet dobbeltklapvogn. Så overvej, hvor meget du gider at trække rundt på 🙂
Her kan du læse mere om Bakken.
Er du interesseret i Arne Jakobsens arkitektur, er dette område meget spændende. Jeg mener, at hans intention var at bygge en hel by her. I dag er der i hvert fald masser af bygninger, der er designet af ham; mange boliger, Bellevue teater og restauranten ved siden af. Samt tankstationen ved Skovshoved havn, som i dag nu huser en virkelig lækker isbod, der sælger hjemmelavet is. Skovshoved by er i øvrigt en virkelig idyllisk lille flække, med små overraskende stier ned langs flotte, gamle huse, som man godt kan gå en hyggelig tur i, mens man spiser sin is 😉
Klampenborg station ligger lige midt mellem alle de disse ting. Så holder man ferie i København, er det nemt at lave en tur herud med S-toget eller regionaltoget “Kystbanen”.
Kurhotel Skodsborg
Hvis du kører lidt nordpå af Strandvejen, møder du Kurhotel Skodsborg. Det er et fantastisk sted til f.eks. en kæresteweekend. Dennis og jeg var der for et par år siden, da de byggede selve spa-delen om. Og jeg har senere været der med en veninde, efter at ombygningen var færdig. De top 2 ting at lave på Skodsborg er selvfølgelig at gå i spa og at spise.
Deres nye spa-afdeling er helt fantastisk. Jeg har ikke set nogen lignende. Den er kæmpe stor med mange forskellige ting, man kan prøve, både indendørs og udendørs. Så selv for en som mig, der i virkeligheden ikke er ret glad for saunaer, kan man bruge en del timer der.
Efter spa’et er man jo nok blevet sulten. Og der har de også en lækker restaurant. Men jeg synes faktisk, at tagterrassen ved restauranten er den virkelige attraktion. Når man sidder en sommeraften og kigger ud over Øresund og mens kokkene griller på terrassen, så bliver det ikke meget bedre.
Derudover har Skodsborg en virkelig hyggelig bar, egen strand med en lille pavillon og endda en gravhøj, man kan gå op ad. Men jeg kan desværre ikke huske mere om gravhøjen. Og så er de jo nærmest naboer til Dyrehaven.
Når alle disse gode til er blevet fremhævet, vil jeg da også lige nævne, at jeg synes, at det er ret dyrt. Prisen er lige der, hvor jeg synes, at det er så godt, at jeg ender med at betale prisen. Men hvor jeg tænker over det par gange, inden jeg bestiller en spa dag eller en overnatning hos dem, for det er lige i overkanten, synes jeg.
Søg efter overnatning her hos Skodsborg*
Strandvejen
Når du kører på strandvejen mødes du af den ene flotte, kæmpe villa efter den anden. Der er nok at se på og blive fascineret af.
Men du bliver også konstant mødt af en ny lækker strand og/eller hyggelig havn. Det er virkelig en fin køretur at køre på strandvejen. På stykket fra Klampenborg til Mikkelborg er der fyldt med de kæmpestore, lækre villaer. Men mit favorit stykke er fra Humlebæk til Helsingør, hvor er også ligger mange lækre huse, men her er mange ældre, mindre fiskerhuse. De er så charmerende. Og i Espergærde er der lidt byliv nede på Strandvejen, som også er virkelig hyggeligt.
På en flot sommerdag kan Strandvejen godt være lidt overfyldt af parkerede biler og cykelryttere, som ikke har nogen cykelsti at køre på, så de skal sno sig ind og ud mellem bilerne, mens de “klatre” op ad bakkerne. Men hey, du er der jo for at nyde hele stedet og den dejlige køretur, så det lader du dig da ikke gå på af, men slapper af i solen. Og ærgrer dig måske over, at du ikke har en cabriolet, ligesom mange af de andre omkring dig.
Rungsted
Rungsted Havn
Rungsted havn er et godt sted at gøre et stop. Der er meget liv i denne havn. Der er en del gode restauranter, små butikker, sejlklubber og selvfølgelig isboder. Det er et hyggeligt sted at slentre omkring og få strukket benene på sin køretur. Og lige ved siden af er der en fin strand. Her er lidt mere info om Rungsted Havn.
Rungstedlund: Karen Blixen Museet
På den anden side af Strandvejen, i forhold til Rungsted Havn ligger Karen Blixen Museet. Dette hus var hendes bolig, da hun flyttede hjem til Danmark. Jeg voksede op nogle kilometer fra museet, men så det først, da jeg flyttede til Grønland, og så var hjemme på ferie i Danmark. Hvorfor glemmer man at opleve det, der er lige for snuden af én…?
Da jeg gik rundt på museet, blev jeg virkelig fascineret af Karen Blixen. Hun har været en sej kvinde. Og det er et interessant liv, hun har haft. Men det jeg faktisk husker allerbedst er tanken om, hvor koldt det må have været at bo i et lidt utæt hus (som de jo var i gamle dage), lige ud til havet. Til gengæld har hun haft den flotteste udsigt.
Og som om udsigten mod havet ikke var nok, så har museet også en virkelig flot have/lund bagved, hvor Karen Blixen ligger begravet.
Museet kan du læse om her.
Hørsholm
Hørsholm Kirke / Hirchsholm Slot
Hvis du er lidt historie interesseret, kan du passende køre lidt ind i landet fra Rungsted til Hørsholm. Her ligger nemlig Hørsholm Kirke. Og hvor mange kirker kan lige prale af at have en smuk allé op til kirken, at være omgivet af en voldgrav og have en slotshave som idyllisk baggrunds billede. Vist ikke mange. Men det kan Hørsholm kirke. For på kirkens grund lå tidligere Hirchsholm slot. Først lå der “bare” et lille jagtslot. Men Christian d.6 fik bygget et nyt, for han ville have et stort slot og en by rundt om. Og sådan blev Hørsholm grundlagt. Da det nye slot var bygget, blev det kendt som Nordens Versailles.
Men slottet har også en mere dyster historie. For i sommeren 1771 flyttede Struensee og Caroline Mathilde ind på slottet og opførte sig som en familie. Hun fødte også sin datter Louise Augusta her. Men Caroline Mathilde var jo gift med den sindssyge Kong Christian d. 7. Så der var mange, der ikke var tilfredse med Caroline Mathildes og Struensees opførsel. I 1772 blev de arresteret. Struense blev henrettet og Caroline Mathilde landsforvist.
Siden da var der ikke nogen, der ville bruge slottet, som blot stod og forfaldt. Det endte med at blive revet ned og i stedet blev Hørsholm kirke bygget på grunden.
Dennis og jeg blev gift i Hørsholm Kirke. I virkeligheden er det ikke så meget kirken, jeg er glad for, som det er Hørsholm Slotshave bagved. For nogle år tilbage var jeg tjener til en bryllupsreception, bag Hørsholm Kirke med søen/voldgraven og parken i baggrunden. Det var så romantisk og flot, at det lige siden var min drøm, også at holde min bryllupsreception der. Og det var vi så heldige at få lov til af naturstyrelsen. Så jeg fik min drøm opfyldt med den mest romantiske reception til vores bryllup.
Ved siden af kirken er der et lille museum: Hørsholm Museum, hvor du også kan lære lidt om historien. Og parken bag kirken er en hyggelig park at gå en tur i og tænke lidt over historiens gang.
Fredensborg Slot
Kører du endnu længere ind i landet, finder du Fredensborg slot, som stadig bruges af Dronning Magrethe i foråret og efteråret. Det er et fint slot.
Slottet har selvfølgelig også en slotshave, som for et par år siden blev gen-anlagt, tilbage til den barok stil, som den oprindeligt blev lavet i. Den vil jeg meget gerne se, men har ikke nået det endnu, for hele haven er kun åben i juli. Man kan se noget af haven hele året rundt, men de åbner for meget mere i juli.
Humlebæk
Sletten Havn
I Humlebæk ligger sletten havn. Det er et gammelt fiskeleje, med de fineste gamle fiskerhuse. Der er så idyllisk der, med rosenbede og bindingsværkshuse. Der er også en restaurant. Men den har skiftet ejere i et væk, så efter jeg selv er flyttet fra Humlebæk, holdt jeg op med at holde øje med, hvem der nu ejede den. Så vidt jeg kan se, skulle den være åben nu. Restauranten har en flot terrasse med udsigt ud over havnen og vandet.
Louisiana
Når man siger Humlebæk, kan man jo ikke komme uden om Louisiana. Og hvorfor skulle man dog også det 😉 . Louisiana er jo kendt for sine store og flotte kunstudstillingerne.
Men faktisk har mange også anbefalet mig at besøge Louisianas Børnehus, hvor de skulle være rigtig gode til at lave kunst sammen med børnene. Vi er endnu ikke nået dertil. Men nu er den anbefaling da i hvert fald givet videre.
Helsingør
Kronborg
Helsingør er en virkelig hyggelig by. Den er jo nok mest kendt for Kronborg, som Shakespeare har været så venlig at gøre verdenskendt. Desværre har jeg endnu ikke set en Hamlet opsætning på Kronborg. Men det skal jeg helt sikkert en dag.
Men det er et rigtig fint slot. Og det er sjovt at tage børn med ned i kasematterne og se, om Holger Danske stadig sidder og sover, og vogter over Danmark.
Andre museer i Helsingør
Men der er masser af andre ting at tage sig til. Selve byen er en ældre by med flere hyggelige strøg og gågader at gå rundt og shoppe i. Og er det sommer, bliver man nødt til at lægge vejen forbi det lille stræde “Brostræde” og købe en Brostræde is. Det sted er nærmest en legende.
Jeg har nærmest bestemt mig for, at vi skal en dag til Helsingør her i påsken. Men hvor vi skal hen, det er endnu ikke helt fastlagt. For der er flere gode steder at vælge i mellem.
- Øresundsakvariet. Her endte vi med at tage hen i påsken. Det var en rigtig god oplevelse, som du kan læse om her.
- Ellers er der Danmarks Tekniske Museum. Jeg husker det fra barn af, som et museum, hvor man gerne måtte pille ved tingene og lege. Mon ikke, at det stadig er sådan…
- M/S Museet for Søfart. Helsingør har for nogle år siden bygget meget af deres havneområde om. Og der gav plads til museet M/S Museet for Søfart, som er et museum over Danmarks søfarts historie.
Færger til Helsingborg
Fra Helsingør havn sejler selvfølgelig færgerne til Helsingborg. Da jeg var barn, sejlede vi tit over, bare for at købe slik, marcipan og andre ting, der var billigere i Sverige. Det tror jeg ikke helt, at man gør mere. Men Nescafé er altså stadig meget billigere i Sverige!
Jeg tror, at jeg har været lidt for meget i Helsingborg som barn, for det var ikke lige noget, der tiltalte mig så meget som voksen. Men jeg endte alligevel med at synes, at det var en hyggelig by, da Dennis fik lokket mig forbi sidste år. Det kan du læse om her.
Man kan også bruge færgerne som restaurant. Så sidder man i restauranten og spiser noget god mad, mens man sejler frem og tilbage. Der er dog kommet et nyt selskab, der nu besejler ruten. Vi har ikke prøvet at spise på disse færger.
Til Sankt Hans kan man jo samtidig sidde og se alle bålene, mens man spiser og sejler frem og tilbage. Det skulle efter sigende være en virkelig flot tur.
Hornbæk
Hornbæk er min absolutte stjerne, når det kommer til sommerferie stemning. Her er det på med shortsene og ud og nyde sommeren. Jeg synes, at det er lidt som med Skagen. Jeg bliver bare automatisk i feriestemning, når jeg er her. Tempoet sættes lidt ned, og man slapper af i solen. Man kan spise sig en god brunch på en restaurants terrasse i solen, shoppe lidt i de hyggelige butikker, slentre rundt og spise is og bade på den lækre strand.
Her er også store sommerhusområder, så det er et oplagt sted at holde en familie sommerferie.
Har du teenagere med på ferien, skal I jo nok forbi Havreholm Klatrepark. Der er Dennis lige blevet inviteret hen, så det bliver spændende at se, hvordan det er.
Frederikssund & Jægerspris
Vikingerne i Frederikssund
Et sted der ligger langt fra Strandvejen, men som er mindst lige så dejligt, er Frederikssund. Byen ligger flot ud til Roskilde Fjord. Og holder fast i sine vikingerødder. Hver sommer på Kalveøen, spilles årets Vikingspil. Det er en amatør forestilling, men det er alligevel en meget stor og flot opsætning.
Det er en storslået forestilling, som spilles midt i naturen, som også tages med i brug. Der er som regel en spændende historie og voldsomme sværd kampe.
Bag scenen ligger en lille vikingeby flot restaureret. Den er frit tilgængelig, så man kan altid bare gå derhen og kigge, hvis man f.eks. alligevel er på vej ud og gå en tur ved den smukke fjord.
Jægerspris
På den anden side af fjorden ligger Jægerspris, og her ligger Jægerspris slot.
Jægerspris slot har en fin slotshave. Men det der gør den virkelig speciel for mig, er de kæmpe rododendron buske. Det er så flot, når de blomstrer. Jeg kører gerne til Jægerspris, bare for at se dem blomstrer!
Du møder dem, hvis du går ind i parken fra Dyrnæsvej, lige ved Poulsens Ishus.
For Jægerspris har selvfølgelig også sit ishus med de allerbedste is; Poulsens Ishus.
Jeg synes efterhånden, at jeg har skrevet rigtig meget om is i dette indlæg 🙂 .
Men jeg håber, at jeg har fået overbevist dig om, at der finde mange gode ting (også ud over is) i Nordsjælland, så du er klar til at gå ud og få en god påske i Nordsjælland. Det kan jo være at vi ses 🙂
Rigtig god påske!
Har du et favoritsted i Nordsjælland, som jeg ikke har nævnt?
Så skriv en kommentar, så vi alle kan få glæde af det 🙂
*Disclaimer
Jeg synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og jeg hygger mig med at dele vores families oplevelser, for jeg synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger jeg også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, jeg ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har jeg en affiliate aftale med Booking.com. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager jeg en lille provision. På den måde hjælper du mig bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker jeg selvfølgelig for 😉