Lumi Shales er en ø med hoteller i floden i det nordlige Albanien, i de såkaldte Albanske Alper.
Det er et utroligt smukt område.
Vi havde et fantastisk døgn her.
Men samtidig var der også et par ting, som vi ikke var så glade for.
Dette indlæg er ikke sponsoreret. Men der er reklamelinks i indlægget. Et reklamelink betyder, at hvis du vælger at klikke på linket og booke/ købe noget på den hjemmeside, så modtager vi en provision – uden at det koster dig noget. På den måde støtter du bloggen og hjælper os bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave flere spændende blogindlæg. Reklamelinksne er markeret med *. Det er links til ting eller hjemmesider, som vi også selv bruger og gerne vil stå inden for. Der er selvfølgelig også helt almindelige links i indlægget, som ikke er reklamelinks.
Når man sejler langt ind i bunden af floden Lumi Shala (Lumi betyder flod) er der en ø/strand midt i floden.
Floden er ret smal her, og øen består af sten fra havbunden.
Her har man bygget hoteller på hver bredde af floden. Og inde på øen i midten er der solsenge og strandbarer.
Det hele er forbundet med nogle broer, der bærer tydeligt præg af at være banket hurtigt sammen.
Øen bliver oversvømmet i foråret, når smeltevandet løber igennem. Så derfor er alt på øen midlertidigt. Og hotellerne er bygget lidt oppe af flodbredderne, støttende på stolper.
Man kan kun komme til området med båd.
Fordi det ikke er så nemt at komme dertil, er man konstant omgivet af smukke, næsten uspolerede omgivelser.
Hvad kan man lave, mens man er ved Lumi Shale
Mange kommer på en endagstur, for at opleve stedet.
Så kan man solbade og nyde vandet.
Floden har tilpas meget strøm i sig, så det er en sjov “Wild River”, man kan flyde ned af.
Men vandet er isnende koldt, for det er smeltevand.
Tag gerne en badering med, til at flyde på.
Og husk badesko. Det er jo strande bestående af sten.
Det er også muligt at leje kajakker.
Dog er der jo meget strøm, så man skal lige sikre sig, at man kan komme tilbage igen – snak med udlejeren om det.
Man kunne også tage en lang svævebane.
Der er selvfølgelig også gode muligheder for at overnatte der på hotellerne, hvilket vi gjorde. Det var vi glade for, da der er en helt anden stemning om eftermiddagen og morgenen, når alle dagsturisterne ikke er der.
Der er selvfølgelig også restauranter, så man kan spise der.
Sejlturen dertil
De fleste sejler fra Komani færgehavn i mindre både (til 20-30 personer).
Jeg skriver “de fleste”, fordi vi lavede en fejl, og måtte leje vores egen båd fra et andet sted. Det kan du læse mere om nedenfor.
Man kan komme med bus til Komani fra Shkrodër.
Sejlturen er så smuk!
Man sejler mellem frodige grønne bjerge.
Men der er desværre meget affald i vandet. Det er så synd.
Så man skal huske at kigge opad og nyde udsigten, for ikke at blive helt deprimeret.
Vi havde booket vores sejltur gennem vores overnatning.
Men jeg kan desværre ikke huske, hvad den kostede.
Overnatninger ved Lumi Shales
Da vi var afsted i 2023, fandtes der stort set kun 2 hoteller: Eagle’s land og Bee Eco Guest House.
Bee Eco Guest House* ligger meget tæt på, hvor man kommer i land med bådene.
Så det er dejligt nemt. Til gengæld er her lidt meget larm fra barene om aftenen.
Eagle’s land* ligger lidt længere nede af floden, så der skal man gå et lille stykke med sin oppakning. Til gengæld var der lidt mere roligt.
Vi prøvede at booke hos Eagle’s land, da vi gerne ville over til roen.
Men de svarede aldrig rigtig på vores beskeder. Derfor endte vi med at bo på Bee Eco Guest House til omkring 1.600 kr. for 2 værelser til os 4 personer.
Du kan læse om vores ophold nedenfor.
Det skal lige nævnes, at de var i gang med at bygge flere hoteller, da vi var der. Så det kan være helt anderledes nu…
Vores oplevelser med Lumi Shales
Vores overnatning før Lumi Shales, var i Valbona, hvor vi havde vandret fra Theth til Valbona.
Her havde vi booket en taxa igennem overnatningen, der skulle køre os til færgehavnen næste morgen.
Pludselig begyndte færgemanden at skrive. Han havde åbenbart også tænkt sig at hente os ved hotellet. Men han troede, at vi var i Shkrodër…
Nu var forvirringen fortalt.
Så med hjælp fra tjeneren på den restaurant vi var på samt vores næste overnatning, der kunne lidt engelsk, fik vi løst mysteriet.
Vores overnatnings taxa havde tænkt sig at køre os til Fierze havn, som lå 1 time væk.
Men færgen vi havde booket sejlede fra Komani havn, som lå 3 timer væk…
Vi havde ikke mod på at stå så tidligt op, som vi skulle for at nå Komani.
Så det blev aflyst, og så aftalte vi at køre til Fierze og håbe, at vi kunne finde en båd der.
Fremme ved havnen, stod vi med en køresyg dreng, efter en lidt voldsom bjergkørsel.
Og ikke skyggen af både eller mennesker.
Taxa var væk, før vi fik set os om. Så her var der heller ikke meget hjælp at hente.
Men Dennis fandt 2 arbejdsmænd, der sagtens mente, at de kunne skaffe en båd.
De ville have 200 Eur, men Dennis fik dem ned på 150 Eur. Det var nu stadig langt over, hvad vi havde planlagt tidligere. Men nu måtte vi jo tage, hvad vi kunne få.
De kunne være klar på 30 min – det betyder så åbenbart 50 min på albansk.
Båden så lidt gammel ud.
Men den kom da afsted.
Turen tog 1,5 time (tilbageturen gik meget hurtigere, så det var vist ikke den bedste motor, vi havde her).
Vi nød turen i fulde drag.
Den var så smuk!
Vi havde været ude på en ret hård vandretur dagen før, så det passede os så godt at kunne ligge og slappe af og fylde hele båden. Så det endte med at blive en fantastisk tur, trods al forvirringen…og prisen.
Da vi ankom til Lumi Shales kl. 12.30, var der mange mennesker og både.
Vi skulle bo på det første hotel, når man ankommer.
De havde ét af vores værelser klar, så der kunne vi stille alle vores ting og så gå ud og udforske stedet.
Vi gik ned og mærkede på vandet. Det var virkelig koldt!!!
Men det havde jeg nu også læst om på forhånd. Så det var ikke helt overraskende.
Der var proppet på restauranten ved vores hotel. Så vi gik ned langs stranden og fik set os lidt omkring. Her udvalgte vi os en restaurant til frokost.
Da jeg læste om dette sted, skulle der kun ligge ét andet hotel nede ad stranden. Nu var der 4, hvor 2 var færdigbyggede. Et var næsten færdigt – og derfor boede der allerede gæster på nogle af værelserne. Og det sidste havde dårligt vægge endnu.
Men der sker virkelig noget her. De udvider helt vildt.
Efter frokosten var det tid til at komme ud og svømme. Drengene var lidt i tvivl, om de var friske på så koldt vand. Og jeg meldte mig straks til kamera tjansen, for jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle i det kolde vand…
Der er en del strøm i floden, så vi gik langt ned af floden. Så kunne de flyde tilbage til hotellet.
Drengene prøvede ihærdigt at komme i. Men nåede aldrig længere end til knæene. Så det blev kun Dennis, der svømmede.
Senere så vi nogen, der havde en badering med til at flyde på. Det skulle vi have haft. Så kunne drengene måske have overskuddet det.
Men badedyrs- og souvenirs sælgerne var ikke kommet til Lumi Shales endnu.
Nu havde alle dagsturisterne åbenbart spist.
For nu var restauranten på vores hotel næsten tom. Så vi fandt et bord med god udsigt og satte os og drak en sodavand og spillede kort.
Vi var ret trætte efter dagen i går, så det passede os fint bare at sidde der.
Så begyndte det at regne – voldsomt. Og tordne.
Men det var jo ikke så slemt, når vi alligevel sad under et tag og ikke havde andre planer.
Strømmen gik og kom tilbage af flere omgange. På grund af uvejret, sagde tjeneren.
Sidste år fik de strøm via en generator. Men nu havde vi set på sejlturen, at der var trukket strøm hele vejen langs floden ud til hotellerne her. Det er vel også derfor at de nu bygger så meget.
Kl. 15 sejlede mange af dagsturisterne afsted. Og resten af eftermiddagen kunne vi sidde i tørvejr på vores restaurant og se båd efter båd sejle folk hjem.
Og samtidig blev der mere og mere roligt omkring os.
Vi blev siddende og bestilte aftensmad. Det var den samme slags, som vi havde fået til frokost og aftensmad de sidste par dage. Kød (kylling eller okse), ovnbagte kartofler, græsk salat bestående ar agurk, tomat og feta. Og så bestilte vi en byrek – butterdejstærte med fyld. Her var det fetaost, der var fyldet.
Vi var nu kun personer ved 3-4 borde. Så der var ikke så mange tilbage herude.
Så der blev en helt anden rolig og hyggelig stemning.
Efter maden gik vi en lille tur. Vi gik så langt ned af den lille ø, som vi kunne.
Vi skulle over en ret skrøbelig bro. Så kom vi til en strand sektion, der hang sammen med en af flodbredderne.
Her var der en bar. De lejede også solsenge ud. Til 10 eur. De andre steder var det “kun” 5 eur.
Men nu var det jo aften, og ingen badede alligevel.
Der var 2 bartendere, og de virkede halvfulde. De havde vist ikke ventet flere kunder den dag.
De boede i et telt ved siden af baren. Helt der ude for enden, hvor der stort set ikke kommer nogen.
Tilbage ved værelserne kom drengene i seng, og Dennis og jeg satte os ude foran værelserne. Der var ret hyggeligt. Eneste problem var den høje musik, som nabobaren spillede. De havde nemlig startet en lille fest.
Her sidder man midt ude i ingenting, omgivet af smuk natur. Og vi havde nærmest ingen idé om, om der var cikader eller fugle eller andre dyr, fordi vi kun kunne høre høj musik.
Og det værste var, at der ikke så ud til at være nogen gæster på baren.
Vi havde læst om den høje musik i forvejen, og det var derfor vi først havde prøvet at booke det andet hotel.
Senere startede vores hotels strandbar også med at spille musik. Så kunne de konkurrere om at spille højest.
I øvrigt var badeværelserne på hotellet lidt specielle. De mindre end et københavner badeværelse, så bruseren hang oven over toilettet. Og de var vildt fugtige.
Faktisk var værelserne fugtige. Alt sengetøj føltes fugtigt. Og gulvet på badeværelserne var vådt da vi kom. Det nåede aldrig at tørre i løbet af det døgn, vi var der.
Morgenmadsbuffeten var god, og vi satte os og spillede kort efter morgenmaden.
Men nu kunne vi se, at de andre begyndte at gå ned og tage solsenge. Vi havde gratis solsenge foran hotellet.
Og vi ville jo også gerne have nogle, før alle dagsturisterne kom.
Så vi skiftede til badetøj og gik derned.
Der var så dejligt roligt. Ingen musik. Så vi hyggede med kortspil og hentede iskaffe i strandbaren.
Kl. 11 var det som om, at Tivoliland åbnede sine porte.
Så begyndte dagsturisterne at vælte ind over broen, og freden var forbi. Så var der gang i den med mennesker overalt og musik.
På et tidspunkt gik vi helt ned til baren fra dagen før.
Faktisk gik vi lidt videre, hvor der skulle være et godt photospot. Men man skulle gå ud i vandet, for at nå det.
Drengene opgav dog med det samme. Og jeg nåede ikke meget længere end vand til anklerne. Det gjorde decideret ondt, at stå der.
Så jeg tog bare et billede af Dennis, der hvor han nu stod. Og så gik vi ind igen.
Så købte vi en sodavand i baren. Og da den var drukket, var det badetid for dem, der kunne tage mod til sig.
Nu var det ved at være frokosttid.
Vi gik igen ned ad stranden, for at finde en restaurant. Denne gang gik vi på Eagle’s land. Som var det andet af de oprindelige hoteller. Det skulle være mere roligt. Men da jeg prøvede at booke hos dem, var de virkelig dårlige til at svare på emails. Derfor valgte vi det andet sted.
Men vi var alle enige om, at her syntes vi var mest hyggeligt at spise. Der var en rigtig god og afslappet stemning.
Så hvis jeg skulle booke nu, ville jeg nok købe lidt mere for at komme til der.
Så var det ved at være tid til at hente vores ting. Vi havde fået lov til at beholde værelserne til vi skulle afsted kl. 15.
Vi skulle med bådene, som dagsturisterne skulle sejle hjem med. Så denne gang var vi nogen flere om bord på båden. Men den var heldigvis ikke overfyldt.
Til gengæld havde den en noget større motor, end båden dagen før. Så det gik meget hurtigere.
Fremme i Komazi blev vi mødt af en chauffør, der fortalte at vi skulle gå gennem en tunnel, så ventede der en bus på os der.
Det var sådan en lille bus til omkring 15 mennesker og den så allerede fyldt ud. Men vi fik pladser på næst bagerste række.
Der var bagende varmt, så vi var ret bekymrede for køresyge.
Men efter nogle 100 meter skulle de første 3 af. Og de sad heldigvis forrest. Så kunne et par af os rykke op foran.
Det var den dårligste bjergvej, vi oplevede i Albanien, med hullet afspalt overalt.
Heldigvis kørte chaufføren meget stille og pænt. Og han gjorde meget ud af at airconditionen var rigtig indstillet.
Hver eneste gang der var et barn der sagde det mindste piv, kiggede chaufføren op i bakspejlet. Han har vist oplevet køresyge børn før.
Dennis fortalte senere, at de bare havde fået lidt koldt luft omme bagi hos dem, så de havde haft det varmt. Men vi klarede det heldigvis uden nogen køresyge.
På et tidspunkt måtte chaufføren stoppe, fordi der kom en slange hen over vejen.
Vi møder hele tiden køer og geder, der går på vejen i Albanien. Og vi har også set en enkelt skildpadde krydse vejen. Men en slange var første gang.
Lumi Shales er et anderledes sted.
Du befinder dig omgivet af smuk natur.
Om dagen er der mange mennesker og som på en almindelig populær strand.
Om morgenen og om eftermiddagen er der helt roligt og hyggeligt.
Om aftenen er der feststemning.
Så man kan få lidt af det hele her.
Men nu er de jo i gang med at bygge mere. Så det er ikke til at sige, hvordan det ender.
Vi havde et rigtig dejligt døgn i Lumi Shales.
Men syntes samtidig, at det var et lidt sjovt sted, som vi ikke helt kan beskrive.
Og så var vi ærgerlige over, at de fleste af os var for kuldskære til at bade i det kolde vand.
Men vi var stadig glade for at have været der.
Naturen i området, og ikke mindst sejlturen er så flot!
Vi var i Albanien i 2023 og børnene var 11 og 12 år.
