Kulungen – en virkelig god krimi, der foregår i Svalbard

Jeg læste en rigtigt god krimi, mens jeg var i Svalbard.
Og det bedste var, at bogen foregik lige der i Longyearbyen, hvor jeg befandt mig
Jeg har efterhånden gjort det nogle gange. Det der med at læse en bog, der foregår der, hvor jeg er på ferie.
Det giver virkelig noget ekstra til ferien at læse skønlitteratur skrevet af en forfatter med kærlighed for og kendskab til stedet, hvor man holder ferie.

Jeg vil faktisk starte med at vise dig bagsideteksten fra bogen.

Det gør jeg især, fordi jeg synes, at kommentaren fra Weekendavisen rammer helt plet!

Jeg gør det også, fordi jeg synes, at det er lidt svært at fortælle om historien i en krimi. Man skulle jo nødigt afsløre noget, der ødelægger bogen for den næste læser. Så derfor lader jeg bagsiden fortælle om selve historien.

For jeg vil så nødigt afsløre for meget.
Selve historien er en virkelig god kriminalhistorie. Den er velskrevet, og ikke forudsigelig – hvilket for mig er vigtigt for en krimi.

På et tidspunkt tænkte jeg, at nu var der ved at være lidt mange forskellige løse ender at holde styr på. Men de blev nu alle fint samlet til sidst.

Bogen giver en stor indsigt i hverdagslivet i Longyearbyen

Men én ting er den gode kriminalhistorie. En anden – og næsten vigtigere – ting, er hvor godt den skildrer livet i Longyearbyen.
Den giver virkelig godt indblik i, hvordan det er at bo i Svalbard.

F.eks. lærte jeg igennem krimien, at der er noget, der hedder en Sysselmand. Det er regeringens øverste repræsentant i Svalbard. Sysselmanden har mange forskellige embeder. Det vi så mest til, er at sysselmanden også er politibetjenten i Svalbard.

Bogen beskriver også meget af at leve i et kulminesamfund, som det jo er i Longyearbyen. Da vi kom til Svalbard, tænkte jeg mest på, at jeg skulle op og se isbjørne og den flotte arktiske natur. Jeg havde slet ikke en fornemmelse af, hvor vigtig kulminen er for hele kulturen i Longyearbyen.
For der er stadig kulminedrift i Longyearbyen. Og der er virkelig meget historie omkring kulminedriften. Overalt i byen ses der gamle kulmine indgange oppe i bjergene, gamle tårne til transport af kul, statuerne er af kulminearbejdere, bordbenene på restauranter er gamle stempler fra kulminerne o.s.v.
Derfor er det også virkelig interessant at læse om kulminearbejdet i bogen.

“Kulungen” som bogen hedder, er navnet på den børnehave som ligger midt i centrum af Longyearbyen. Og det er altså lidt sjovt at sidde hjemme på hotelværelset og læse i bogen, for så derefter at gå ud og passere forbi “Kulungen” eller f.eks. hen på en parkeringsplads, der er beskrevet i bogen.

Der er så mange små ting i den bog, som forklarer lidt om livet i Svalbard. Det giver en ekstra dimension til en ferie i Svalbard at læse den.
Faktisk gik jeg de første par dage og blev ved med at fortælle Birgit, som jeg rejste med, om ting, jeg lige havde læst om i bogen. Ting som vi nu passerede, eller som nu gav mening ud fra, hvad jeg så og hvad jeg havde læst. Til sidst begyndte Birgit også at læse bogen, for alle mine “ah ha” oplevelser gjorde hende vist interesseret. Hun havde nu også taget den med hjemmefra, så det var vist ikke kun min iver, der gjorde udslaget.

Jeg læste historien på lidt over en uge. Så alene det at jeg blev så opslugt af historien ser jeg som en ret god anbefaling af historien.
Og den kan bestemt også sagtens læses og findes god og interessant, selvom du ikke har planer om at taget til Svalbard.

Monica Kristensen har skrevet flere krimier, der foregår i Svalbard, så der er nogle stykker at vælge imellem. Jeg valgte “Kulungen” fordi jeg syntes, at den lød til at beskrive mest om dagligdagen i Svalbard. Men jeg har kun læst denne ene. Så jeg har ikke noget at sammenligne ud fra.

Rigtig god læselyst 🙂