Et værelse med udsigt ud over de smukke sneklædte bjerge i fjorden, beliggende lige midt i centrum af Longyearbyen, fri wifi, morgenmaden serveret på sengen, og der var roomservice med mad fra pubben.
Lyder det ikke godt? Det var det også. Selvom det er en beskrivelse af min overnatning på Longyearbyen Sykehus.
Men fordi jeg måtte have en overnatning på hospitalet, blev vores rejseplaner helt ændret og vi endte derfor med at prøve 3 forskellige hoteller i Longyearbyen.
Her er vores anmeldelser af hotellerne, og af, hvordan man vælger hotel i Svalbard. Samt et par anbefalinger af de spisesteder vi bedst kunne lide.
Vi skulle sejle 4 dage med Hurtigruten.. Med i den tur vi havde købt med dem, var også en overnatning på Radisson Blu Polar Hotel, Spitsbergen. Vi kom dog en dag tidligere. Derfor havde vi først booket en nat på Mary-Ann’s Polarrigg. Efter disse 2 overnatninger var det så, at jeg kom på hospitalet. Det lykkedes Birgit, min veninde, som jeg rejste med, at få et værelse én nat mere på Radisson, imens jeg var der. Det var også dejligt praktisk, fordi Radisson og hospitalet stort set er naboer.
Hospitalsopholdet betød, at båden var sejlet uden os. Så måtte vi ud og finde et hotel igen – for vi syntes, at Radisson var lige dyrt nok i længden. I stedet endte vi på Svalbard Hotell – The Vault
Svalbard Hotell – The Vault
The Vault var klart vores favorit hotel til prisen.
Det er absolut ikke noget prangende hotel. Værelserne er ikke ret store. Men der er plads til at det, der skal være; en seng, kufferter, et par stole og et lille bord. Og så er der endda toilet og bad på værelserne. Det er der ikke på de fleste af de billigere hoteller i Svalbard. Derfor synes vi, at det er et virkelig godt hotel til prisen, hvor du har det, du skal bruge for en behagelig ferie.
Desuden ligger hotellet lige i centrum, så du er tæt på det meste.
Du kan læse om lufthavnstransport og meget andet her: En uge i Longyearbyen, der blev helt anderledes end planlagt
Hotellet har dog ikke gjort noget ud af udsmykning. Så her ser du ikke udstoppede isbjørne eller gamle remedier fra kulmine udvindingen (som du ellers gør på mange af hotellerne i Longyearbyen). Til gengæld har hotellet en fin udsigt ud over fjorden. Der er dog ved at blive bygget en bygning lige ved siden af, så jeg ved ikke, hvor meget udsigt de kan blive ved med at have…
Vi betalt 864 DKK pr. overnatning, inkl. morgenmadsbuffet på Svalbard Hotell – the Vault* (reklamelink)
Radisson Blu Polar Hotel, Spitsbergen
Radisson ved man jo virker.
Vil du bo et sted, hvor du er sikker på, at tingene virker og servicen er god, så skal du bare tjekke ind på et Radisson hotel. Men prisen er også derefter.
Vi har bestemt ikke noget dårligt at sige om vores ophold på Radisson. Det var dejligt store værelser. Der var god morgenmad og alt det andet, som der hører til et godt hotel. Der stod endda en Nespresso maskine på værelset (dog var der ikke noget mælk til kaffe…). Eneste minus var, at det kostede det dobbelte af The Vault.
I øvrigt var der vist kun 2 timers gratis wifi på Radisson. Man loggede i hvert fald på for 2 timer. Jeg nåede ikke at bruge de 2 timer, så jeg ved ikke, hvad mulighederne var derefter.
For Birgits overnatning (hun fik et dobbeltværelse til én person) betalte vi 1.387 DKK inkl. morgenmadsbuffet på Radisson Blu Polar Hotel* (reklamelink)
Mary-Ann’s Polarrigg
Mary-Ann’s Polarrigg havde vi valgt, fordi det var et af de billigere hoteller. Og fordi det samtidig så “lokalt” ud.
Og lokalt skal jeg love for, at det var. Overalt var der ting fra kulmine udvindingen. Samtidig var der også mange andre pyntegenstande rundt omkring. Jeg må indrømme, at det var lidt for overpyntet til min smag. Men hver sin smag.
Værelset var virkelig lille. Men det var aflangt. Så der var plads til sengene, og så kunne kufferterne være for enden af sengene. Så det fungerede fint.
Vi havde valgt et billigt værelse, men fælles bad og toilet. Der var en del badeværelser, så vi oplevede aldrig at skulle vente på at kunne komme til. Og egentlig var det jo smart, at vi begge kunne gå i bad samtidig. Den mulighed har man ikke på hotelværelser med eget bad.
Morgenmaden blev indtaget i deres vinterstue, som er et kæmpe drivhus/orangeri. Det var pænt varmt at sidde derinde om morgenen midt i solen.
Vi havde også spist aftensmad der. Der var temperaturen noget bedre. Det var thai-uge, men vi var jo på Svalbard. Så vi fik “Hval i Wok” til aftensmad.
Læs også: Sejlture i Svalbards ubeskriveligt flotte natur – højdepunktet af vores ferie
Det fungerede fint at bo på Mary-Ann’s Polarrigg. Men af en lidt udefinerbar grund, så vandt stedet ikke lige mit hjerte. Jeg tror måske simpelthen, at stedet og jeg havde forskellige smag i indretning.
Det ligger faktisk ret centralt, men på grund af et vandløb, som man skal uden om for at komme til selve centrum, er der 5-10 mins gang til selve centrum. Og det ville man jo ikke synes er galt, hvis man var i en storby…Man tænker nok mere over det om vinteren i Svalbard, hvis der er -30 grader…
Vi betalt 1.018 DKK pr. overnatning, inkl. morgenmadsbuffet på Mary-Ann’s Polarrigg* (reklamelink).
Så prismæssigt lå det lige mellem The Vault og Raddison. Men her var det så med fælles bad.
Hvor skal man vælge hotel henne?
Da vi skulle vælge hotel, havde vi lidt svært ved at finde ud af, hvor det var bedst at bo. For Longyearbyen er nærmest delt i 2. “Den nye by”- som i virkeligheden er den gamle – ligger lidt langt fra centrum. Med lidt langt mener jeg 20-25 minutters gang.
Det er stadig inden for det område, som bør være isbjørne frit, så man må gerne gå rundt i mellem bydelene uden guide. Men gåturen er på et lidt “bart” stykke uden by, og i virkeligheden lidt kedelig, syntes vi. Så vi var glade for at bo i den mere centrale del.
“Den nye by” er der hvor Coal Miners Cabins*, Funken Lodge* og Gjestehuset 102* ligger (alle er reklamelinks).
De 3 hoteller, som vi boede på, ligger alle i den centrale del. Og der er endnu flere hoteller at vælge mellem der.
Reklamelink
Restauranterne
Vi har langt fra prøvet alle restauranter i Longyearbyen. Men her vil vi gerne lige nævne et par stykker, som gav en god oplevelse.
Fruerne
Fruerne kalder sig for verdens nordligste kaffebar. Det er en hyggelig kaffebar, der ikke bare laver den gammeldags (kedelige) “kaffemaskine-kaffe”, som man ellers oplever på mange steder i Svalbard, men rigtig Baresso kaffe.
Derudover laver de gode sandwich og har en enkelt dagens ret. De laver faktisk også hjemmelavet chokolade, kager og så har de en garnforretning bagerst i lokalet. Her er lidt af det hele.
Vi så det ikke beskrevet i de sædvanlige turistbrochurer og sådan. Men når du kommer ud af Svalbard Butikken (supermarkedet), ligger “Fruerne” skråt til højre, på samme torv. Det ser ikke ud af meget udefra. Men vi synes, at det er et godt sted, til hvis du gerne vil have noget hurtigt mad eller en god kop kaffe.
Svalbar
Svalbar er en god blanding af en bar og en café. Jeg forestiller mig, at det er her, mange af Svalbards unge kommer, for der er en dejlig uformel stemning. Der er faktisk mange unge i Svalbard, fordi universitet tiltrækker mange, fra alverdens lande.
Faktisk var tjenerne vist også oftest studerende. I hvert fald kunne de fleste af dem ikke norsk/nordisk, men kun engelsk. Det virkede som deres studiejob at være her.
Nå, men hvad så med maden…Vi var derhenne og få en pizza flere gange. De var altså ret gode! Og den sidste aften var dagens ret en rensdyr bøf. Den var helt fantastisk!!!
Svalbar ligger i centrum, tæt på Svalbard Butikken – overfor Skindhuset.
Huset
Huset har en restaurant og en bistro. Den ligger uden for både det, jeg kalder den centrale del af Longyearbyen og “Den nye by”. Og meget mærkeligt, så har den en lang historie igennem Svalbards historie, fordi den ligger så centralt… !?!
Jeg tænker, at det var centralt i forhold til nogle kulminer en gang.
Denne bygning har været alt fra posthus til biograf. Og nu er den altså spisested.
Vi spiste på bistroen, hvor vi fik 2 forskellige hovedretter med rensdyr – en burger og en rensdyrs gryde med kartoffelmos. De var fine nok. Men det er i virkeligheden desserten der gør, at jeg nævner Huset her. Vi fik den mest himmelske chokolademousse med espresso iscreme, kaffe crumble og hasselnødder. Det er lang tid siden, at jeg har smagt så god en dessert. Og så kunne vi endda sætte os over i nogle afslappede sofaer og spise den.
Vi var i Svalbard i maj 2018.
Følg os på de sociale medier
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
*Disclaimer
Vi synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og vi hygger os med at dele vores families oplevelser, for vi synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger vi også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, vi ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har vi en affiliate aftale med Booking.com. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager vi en lille provision. Men det koster ikke dig ekstra. På den måde hjælper du os bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker vi selvfølgelig for 😉