Vi har netop været på den dejligste sommerferie i Grønland.
Jeg har boet 2½ år i Grønland, og ville rigtig gerne vise drengene, hvor det er, jeg har boet.
Dennis har været med deroppe på en vintertur. Men han har aldrig set Grønland om sommeren. Så nu skulle han også opleve det.
Vi havde desværre kun én uge deroppe. Jeg kunne have brugt så meget længere tid. Men der er jo altid mange ting, der skal afvejes – som f.eks. antallet af feriedage og feriebudgettet.
Vi startede ud med at være i Ilulissat i 3 nætter – med en afstikker til bygden Ilimanaq, og derefter var vi i Kangerlussuaq i 3 nætter.
Kangerlussuaq er den by, jeg boede i for 20 år siden.
En børnevenlig rejse til Grønland
Oplevelserne var tilpasset til, at vi rejste med børn til Grønland. F.eks. ved at vi prøvede at komme på mindre ture, frem for dem med mange turister i flok, som ikke følger børnenes tempo.
Og vi planlagde ture, hvor vi tænkte, at der var håb om at se mange dyr og forskellige dyr. For dyr er vores børn tit vilde med at se.
Vi lovede børnene, at ferien i Grønland skulle være lidt en spejder-introduktions-rejse, hvor vi skulle have smagsprøver af at sove i telt, lave mad på Trangia m.v. Det syntes de var rigtig sjovt.
Læs også: Bøger for børn og voksne om Grønland
Vi flyttede overnatning næsten hver dag. Det var ikke ret børnevenligt. Men børnene tog det i stiv arm.
Vi flyttede hele tiden, fordi vi gerne ville opleve forskellige ting, som at bo i en bygd og sove i telt. Men også fordi, vi var alt for sent ude med at booke overnatningerne (vi bookede i april og skulle afsted i juli), så vi måtte jo tage lidt, hvad vi kunne få.
Nedenfor vil jeg kort gennemgå hele vores rejse. Og senere skriver jeg så indlæg om de forskellige oplevelser.
Mellemlanding i Kangerlussuaq
Vi ankom mandag til Ilulissat efter en virkelig hyggelig mellemlanding i Kangerlussuaq.
Der er ikke noget security til indenrigsflyvninger i Grønland, så vi kunne frit gå ud af lufthavnen under mellemlandingen. Vi brugte de par timer vi havde i Kangerlussuaq, til at gå en tur ud til byens drivhuse. Her er der et picnic/grill område, hvor vi slog os ned og nød første syn af den grønlandske natur og fulgte med i flyene, der lettede og landede (nu var vi jo i en lufthavn).
Her fik vi os en lille snack og læste historie højt. Det er den hyggeligste mellemlanding, jeg til dags dato har haft.
Første dag i Ilulissat
Fremme i Ilulissat startede vi med at tjekke ind i den Airbnb lejlighed vi havde lejet. Og der blev vi virkelig overrasket. For der var en kæmpe terrasse foran lejligheden – lige ud til isfjorden. Og området omkring lejligheden var smukt.
Her kunne man virkelig snakke om billeder af en Airbnb lejlighed, der ikke levede på til virkeligheden – virkeligheden var meget bedre!
Vi var omgivet af de flotteste isbjerge. Og vi var fuldstændigt blown away.
Men vi skulle holde os vågne, så vi kunne på komme på grønlandsk tid.
Så vi trængte til noget underholdning, der kunne holde os vågne. Derfor gik vi ud og så lidt af Ilulissat by og så både Ilulissat Museum og Ilulissat Kunstmuseum. Museet er i Knud Rasmussens fødehjem og handler selvfølgelig om ham, men også lidt om byen gennem tiden.
Kunstmuseets underetage er dedikeret til Emanuel A. Petersen, som jeg synes lavede de smukkeste malerier af Grønland, så dem måtte jeg vise til resten af familien. 1. sal er med skiftende kunstnere.
Og så måtte vi altså hjem til den smukke udsigt på terrassen og spise aftensmad der!
En smuk sejltur gennem isbjergene til bygden Ilimanaq
Tirsdag sejlede vi i 2½ time gennem Ilulissat isfjord omgivet af isbjerge.
Det var en smuk, overvældende og fascinerende tur.
Det er helt vildt så store kolosser af is, der flyder rundt der. Det vi syntes var et stort isbjerg, viste sig at være lille bitte. For de store af dem er på størrelse med lejlighedskomplekser.
Og det blev endnu mere oplevelsesrigt, da vi også så 2 hvaler og en sæl.
Det var en virkelig dejlig tur, hvor vi havde båden for os selv. Kaptajnen var det sødeste menneske og fortalte ivrigt om alt, hvad vi så. Og børnene kunne sidde inde i kahytten og spille spil, da de blev mættet af isbjerge og hvaler, længe før vi voksne var. Nogle gange rammer man bare helt plet, med de ture, man tager på. Og denne gang var sådan én.
Bygden Ilimanaq
Vi blev sat af i den lille bygd Ilimanaq, hvor der kun er 48 indbyggere. Her skulle vi overnatte.
Vi var på en spændende bygde rundvisning, og lærte om, hvordan det er at bo i en bygd.
Om aftenen nød vi det stille liv i en bygd med (hjemmelavet) frysetørret mad på terrassen (der var ikke noget køkken i hytten) og senere den smukke midnatssol.
Læs om vores døgn i Ilimanaq her: Interessant besøg i den grønlandske bygd Ilimanaq
En gråvejrsdag i Ilulissat
Sejlturen tilbage til Ilulissat onsdag var lidt hård, for der var kommet tåge, og dermed en sigtbarhed på omkring kun 3 meter. Men vi kom sikkert i havn (modsat den båd, der egentlig skulle have hentet os, som stødte på grund og måtte sejle tom tilbage af sikkerhedsmæssige grunde).
I Ilulissat havde vi planlagt at gå den smukke vandretur gennem Ilulissats Unesco område, ud til isfjorden.
Det gjorde vi også. Men desværre forsvandt den smukke udsigt selvfølgelig i tågen.
Men når vi kunne få et lille glimt, var vi slet ikke i tvivl om, at det må være en helt fantastisk tur i klart vejr.
Vores humør og oplevelser fulgte fuldstændigt vejret i Grønland. Når solen skinnede (hvad den heldigvis mest gjorde), fik vi den ene overvældende og fantastisk oplevelse efter den anden. Når det var tåget og gråvejr, hang vi lige så meget med mulen, som vejret gjorde.
Forsinkede fly og telt overnatning i Kangerlussuaq
Torsdag skulle vi flyve til Kangerlussuaq. Allerede dagen før havde vi fået at vide, at vores fly ville afgå 3 timere senere end planlagt på grund af tekniske problemer. Flyet endte med at blive yderligere forsinket af 2 omgange mere.
Men taget i betragtning af, hvor mange fly, der blev helt aflyst – vel på grund af tågen – så var vi virkelig glade for bare at komme afsted på den planlagte dag. For vi mødte en del, der havde fået besked på, at deres fly var aflyst, så nu skulle de prøve at finde en overnatning for natten…
Heldigvis tager man jo tingene meget roligt i Grønland. Så den moskussafari vi skulle have været på i Kangerlussuaq, men nu ikke kunne nå frem til, blev da bare udskudt til næste dag.
Endelig fremme kl 17.45 i Kangerlussuaq blev vi kørt ud til Vandsøen / Lake Ferguson, hvor vi slog vores telt op og lavede mad over Trangiaen.
Og vi var nærmest ikke bange for at møde en isbjørn…Normalt er der aldrig isbjørne i Kangerlussuaq.
Men der var blevet skudt en 2 uger før vi kom…det var vi ikke ret glade for at høre. For vi rejste altså ikke med våben. Men “heldigvis” var der en vandrer, der var blevet væk dagen før. Så der havde været en helikopter oppe og kigge hele området i gennem. Vandreren blev fundet og de så ingen isbjørne. Så alt var godt – satsede vi meget stærkt på.
Udover at have sovet i telt en enkelt gang i haven derhjemme, var det første gang børnene prøvede det.
Det var så hyggeligt. Og børnene var meget glade for det.
Og så er der jo bare en dejlig ro i naturen, når man kommer fra en lidt hektisk hverdag.
Moskussafari samt Kangerlussuaq museum og by
Næste formiddag blev vi igen hentet ved Vandsøen og kørte direkte ud på den moskus safari, vi ikke nåede dagen før.
Vi kørte op til Tacan’en, som er et radar sted, hvor DMI m.v. har deres måleudstyr stående. Det er et højt punkt, så man har en virkelig god udsigt, helt til indlandsisen.
Desværre havde moskusserne ikke lyst til at gå tæt på vejen den dag. Men vi så da 3.
Den første kunne børnene godt se i en kikkert. De 2 andre var så langt væk, at børnene ikke engang kunne finde dem i kikkerten.Så det var lidt skuffende.
Som med alle gamle minder, så husker jeg det som om, at vi nærmest ikke kunne undgå at se moskusser og rensdyr, når vi kørte ud i terrænet, da jeg boede der… Men det kan da godt være, at det er en lidt pyntet version, jeg husker 🙂
Bagefter gik vi til Kangerlussuaq Museum. Det er et lille, og absolut overskueligt museum. Men der er mange små og sjove historier om Kangerlussuaq. F.eks. hænger der et billede af samt selv jernstangen, som en amerikaner brugte til at give en isbjørn kraniebrud med, da han ikke havde noget at skyde den med.
Der er selvfølgelig også meget information om det amerikanske (og det danske) luftvåben, da det jo er dem, der er hele grunden til, at Søndre Strømfjord overhovedet blev til.
Der er også dette fantastiske skilt, som vi har moret os mange gange over i tidens løb i min familie:
Så tog vi bybussen over på den anden side af byen – til lufthavnssiden af byen. Kangerlussuaq by er nemlig delt i to – af landingsbanen.
Her spiste vi i Cafeteriet, som ligger i lufthavnsbygningen. Her er der let tilgengængelige retter med grønlandsk kød, som f.eks. moskus burgere og spaghetti kødsauce af rensdyr.
Tur til indlandsisen med masser af dyr
Lørdag var vores sidste hele dag i Grønland. Den brugte vi på køre ind til indlandsisen. Vi havde booket en tur, hvor der kun var os i bilen. For vi ville gerne kunne tage det i børnenes tempo.
Da vi bookede turen gjorde vi også opmærksom på, at det næsten var vigtigere for os, at børnene fik set moskusser og rensdyr, end selve det at se isen (kun næsten…).
Der er jo ingen garanti for at se de vilde dyr. Men man har da lov at håbe…
Vi kørte ikke ret langt, så stod der pludselig en moskus. Og den var altså ikke så langt væk. Langt nok væk til at den ikke følte sig truet af os og gik. Men tæt nok på til at vi kunne se den med det blotte øje. Det var en stor oplevelse for børnene – for der var jo ikke noget hegn rundt om den, som der er med de fleste større dyr hjemme i Danmark.
Senere stod der 2 rensdyr ved en sø. De var virkelig tæt på. Men vi stod mod vinden, så de kunne ikke lugte os, og kunne dermed ikke finde ud af, hvad vi var for nogen. Så de løb parade frem og tilbage foran os, mens de prøvede at finde ud af, om de skulle stikke af.
Lidt længere fremme mødte vi igen 3 rensdyr. 2 af dem var kun omkring 10 meter fra vores bil. Det var så fedt!
Turen ind til Indlandsisen er en flot tur.
Det var selvfølgelig også en stor oplevelse at komme op på isen. Børnene syntes, at det var vildt sjovt at løbe rundt og hoppe over de små smeltevandsfloder.
Vi kunne desværre ikke komme op i højden og få view og dermed en rigtig idé om, hvor stor og uendelig indlandsisen er. Men børnene forstod helt sikkert, at det her godt nok er en stor isterning!
Da vi gik fra isen, så Mikkel en lille snehare killing. Jo vi fik godt nok set alle de dyr vi havde ønsket os på den tur. Det var en virkelig god tur!
Roklubben og smeltevandfloden, der løber lige uden for byen
Vi spiste aftensmad i Roklubben, ude ved Vandsøen. Det var helt fantastisk lækker mad, og stort set alle retter var med grønlandske ingredienser!
Det var virkelig en fin måde at afslutte ferien på.
Søndag morgen nåede vi lige ned til broen i kanten af byen. Broen går over smeltevandsfloden fra indlandsisen. Vi havde kørt over den bro, hver gang vi skulle ud til Vandsøen. Fra bilen kan man tydeligt fornemme, at der er virkelig meget vand og vild strøm i den flod.
Men jeg måtte lige vise Dennis og børnene det rigtigt, før vi tog afsted.
Og de blev lige så imponeret, som jeg altid bliver over det sted. Der er så meget knald på vandet der.
Én person fortalte os, at på et minut kommer der lige så meget vand igennem, som Danmark bruger på en dag… Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige. Men der er i hvert fald helt vildt meget vand, der løber igennem hele tiden.
For nogle år siden smeltede der så meget indlandsis, at floden gik så højt, at den tog broen og den gravko, der stod på broen, med sig. Man har aldrig fundet gravkoen…
Men nu var det desværre tid til at sige “Takuss” til mit elskede Grønland.
Takuss er grønlandsk for ”på gensyn”. Og der er ingen tvivl. Vi kommer helt sikkert igen, og igen!
Åh, det høres fantastisk ut, både mellomlandingen, terrassen, isfjellene, seilturen, teltovernatting, innlandsisen, moskus… Alt dette er ting jeg gjerne vil oppleve hvis jeg kommer meg til Grønland en gang. Nå fikk jeg bare enda mer lyst til å dra dit!
Hej Marianne,
Mange tak for dine søde kommentarer og interesse.
Ja, Grønland er virkelig fantastisk og har så meget at byde på!
Så jeg synes helt sikkert, at du skal se at komme af sted 🙂 🙂
/Henriette
Hejsa ?
Jeg har lige læst jeres rejsebeskrivelse og blev utrolig fascineret af jeres oplevelser. Til sommer (juli 2020) skal min søn og jeg på samme tur som jer. 7 dage i Grønland. Begyndende med 4 overnatninger i Søndrestrømfjord og derefter 3 overnatninger i Jakobshavn lige ned til isfjorden. Vi skal dog ikke overnatte i en bygd, men på samme dagsture. Derfor ? … vil det være muligt at få indblik i jeres kontakter til fx. køreturen til Indlandsisen (hvem i kørte med/hvem i bestilte køreturen igennem)? Og hvem i lejede sejlturen rundt i Isfjorden ved?
Vi rejser bagefter til Island og kører øen rundt – har i mon nogle fif fra Island også?
De bedste hilsner Heidi
Hej Heidi
Nej, for en fantastisk tur. Det kan I virkelig godt glæde jer til!
Vi havde en virkelig dejlig tur til Grønland, og så skal I endda videre til Island…misundelse er en grim ting…men det lyder godt nok som en virkelig dejlig sommer I går I møde!
Jeg er glad for at høre, at I kan bruge vores indlæg.
Vi kørte med Kang Mini Tours i Kangerlussuaq. Vi kørte med ejeren Chris, og det var en tur lige som vi havde ønsket den. http://www.kangtours.dk/
I Ilulissat sejlede vi med Kaj Henningsen. Jeg kan se, at hans firma har skifte navn (før samarbejdede han med et firma i Nuuk, men det ser ud til, at han er blevet selvstændig nu. Men så længe det er Kaj I sejler med, så er I sikre på en god tur! http://ilulissatwatertours.gl/
Rigtig god ferie!
Tusind tusind tak for svar. Jeg vil straks sende mail til Chris og Kaj. TAK fordi du gav dig tid til at hjælpe mig med min videre planlægning. Jeg har lige et hurtig spørgsmål mere. Skal man selv have en redningsvest med, eller har firmaet nogle man kan leje/låne? Min dreng er knap 5 i juli – hvad er jeres erfaring?
På forhånd tak,
Kh Heidi
Det var da så lidt.
Han havde selv redningsveste med. Måske du bare lige skal minde ham om at tage en børne vest med når du booker.
I øvrigt er jeg i gang med et indlæg om at planlægge ferier i Grønland. Det kommer om en uge eller 2