Vi har haft den mest fantastiske rundrejse på Sri Lanka i sommers. Turen varede 17 dage, og vi følte, at vi så rigtig store dele af denne dejlige ø. Vi badede på bounty strandene. Vi fik lækker, stærk og anderledes mad. Vi kørte i den vildeste trafik, hvor der konstant var noget nyt og farverigt at se på undervejs. Vi så masser af dyr, som man ikke lige er vant til at se i det fri i Danmark. Vi så templer og buddhistisk, hinduistisk og muslimsk kultur, der lever side om side. Børnene så mange anderledes ting, som de har snakket om længe efter. Men bedst af alt, så mødte vi en utrolig glad og imødekommende befolkning på en ø, som har rigtig gode turist-forhold, men endnu ikke er overskyllet af masseturisme.
Charterrejserne har fået øjnene op for Sri Lanka, og når man kører rundt ved strandene – især sydpå – er der masser af byggerier af kæmpe hotel komplekser. Så jeg er ikke i tvivl om, at der også er gode muligheder for charterrejser på Sri Lanka. Men samtidig er det så nemt at komme rundt på ø’en, at jeg synes, at man skal gøre sig selv den tjeneste at rejse lidt rundt og se nogle af de mange forskellige ting Sri Lanka har at byde på. Man behøver jo ikke skifte hotel hver/hveranden dag, som vi gjorde. Men er du lige så nysgerrig på at se det hele, som vi var, så læs med nedenfor, hvor jeg beskriver vores rundrejse. Her på indlægget beskriver jeg kort hele rundrejsen, og derefter linker jeg til mere dybdegående indlæg om stederne.
Ankomst til Sri Lanka
Vi landede i Colombo lufthavn – som i virkeligheden ligger tættere på Negombo end på Colombo. Her mødtes vi med vores chauffør, Gihan, som skulle følge os hele turen rundt. Vi blev “indkvarteret” i en dejlig van med god plads til både personer og kufferter. Og så gik det ellers ud i den vilde trafik, som var en oplevelse i sig selv. Der er biler, tuktuk’er, motorcykler, busser og mennesker overalt!
Læs her om: Vores families første møde med Sri Lanka.
Vi finder vores flybilletter på Momondo (reklamelink)
Bentota
I bilen faldt vi nu alle hurtigt i søvn, efter den lange flyvetur. Af samme grund havde vi også planlagt, at vi ikke skulle køre så langt den første dag, så vi skulle bo i Bentota. Her havde vi valgt at være i 3 dag, så vi kunne få sovet ud og vænnet os til det noget varmere klima.
Men allerede næste dag var vi klar til at opleve noget af Sri Lanka. Så vi tog på en Bentota River Boat Safari. Det var en virkelig god oplevelse, hvor vi så mangrove træer, kanel produktion, templer og meget mere.
Læs også: Tag med på en River Boat Safari i strandbyen Bentota
Galle
På dag 3 tog vi en tur til Galle. Galle er kendt for sit flotte gamle fort bygget af portugiserne, og som i dag er på Unescos verdensarvsliste. Den gamle by i Galle er samtidig kendt som en af de eneste byer i Sri Lanka, som er en hyggelig slentre by, modsat de fleste andre byer, som kan være ret hektiske.
Læs her: Dagstur til Galle for at se Galle fort, med et stop ved en Moonstone mine
På vejen til Galle så vi et turtle hatchery, hvor små, søde skildpadder bliver udklækket og passet på. Vi kørte også igennem et tsunami minde-område, og vi stoppede ved en Moonstone mine. Så turen til Galle var vældigt oplevelsesrig.
Læs her: Vi besøgte et havskildpadde rugeri og så de søde små havskildpadder
Kataragama
Næste dag forlod vi Bentota og kørte mod Kataragama. Her skulle vi bo i en eco-friendly lodge lige i kanten af Yala National Park.
Kataragama er en af de mest hellige byer i Sri Lanka, og er kendetegnet ved, at det er en pilgrimsby, hvor buddister, hinduister og muslimer alle tilbeder deres guder i fuld sameksistens. Om aftenen ville vi gerne til Evening puja, en buddistisk ceremoni de holder hver dag.
Vi booker vores overnatninger igennem Booking.com og Airbnb (reklamelink)
Booking.com
Men vi var så heldige, at vi kom midt i den tamilske pilgrims “festival” Esala Perahera, så det måtte vi med til! Vi var omgivet af overvældende mange mennesker, og vi mødte kun 4 andre hvide. Så vi var en af hovedattraktionerne. Det var en kæmpe oplevelse at være med til, og vi kom i snak med mange søde mennesker.
Du kan læse om det her: Religiøs festival i Kataragama og overnatning i udkanten af junglen
Yala National park
Dag 5 stod den på safari. Vi kørte rundt i 4 timer, og børnene sad, uden brok, og kiggede betaget under hele turen. Vi så desværre kun én elefant. Den stod ved indgangen til parken og tiggede mad af alle pilgrimmene. Til gengæld så vi en leopard! Det var helt utroligt at se et så vildt dyr stå lige ud for én. Børnene var også vildt fascinerede af alle krokodillerne.
Læs her: Vi var på safari i Yala National Park – og så en leopard!!!
Ella
Nu skulle vi op i bjergene til Ella. På vejen så vi vandfaldet “Ravana”. Ella ligger så fint, med de dejligste udsigter ud over bjergene. Det er nærmest helt meditativt at sidde der og nyde udsigten.
Vi “besteg” Little Adams Peak, som er en 1141 m høj bjergtop. På toppen mødte os en helt utrolig flot udsigt ud over dale og bjerge. Der skulle lidt kiks og opmuntring til børnene, men det var absolut egnet til en familietur, med markerede stier og trapper.
Det kan du læse om her: En vandretur med børnene op af Little Adams Peak tæt på byen Ella
Tog fra Ella til Nuwara Eliya
En tur man ikke må snyde sig selv for, når man er i Sri Lanka, er den skønne togtur fra Ella til Nuwara Eliya i tehøjlandet. I de 3-4 timer turen varer, kørte vi gennem det ene smukke landskab efter det andet. Og på stationerne er det endnu en oplevelse i at studere lokalbefolkningen, der vader rundt på skinnerne og hopper af og på kørende toge. Det er noget anderledes end på Københavns hovedbane.
Læs om togturen her: Smuk tur gennem det srilankanske te-højland og besøg på tefabrik
Kandy
På dag 8 var vi kommet til Kandy, som ligger 490 m over havet, og er Sri Lanka’s tidligere hovedstad. Det er en meget spirituel by. Vi besøgte “The Temple of the Sacred Tooth Relic of Lord Buddha”. De siges at have en af Buddha’s tænder, som ikke brændte, da Buddha blev brændt. Så det er et meget helligt sted for buddhisterne.
Vi har købt kuffert og myggedræber hos RejseGear.dk (reklamelink)
Bagefter tog vi på en legeplads. Det var den eneste legeplads vi så på hele turen, som vi kunne komme ind på. Børnene elskede det! For det er sjovt at være på rejse og opleve, men nogen gange har man altså bare behov for at lege! Så blev der også lige tid til at se et ædelstens “museum”, for Sri Lanka er kendt for at udvinde ædelstene. Til sidst var vi til et Kandyan Dance Show.
Du kan læse om vores oplevelser her: Kandy; en kulturel by templer, dans, ædelstene og ikke mindst en legeplads!
Spicegarden og Dambulla Cave Temple
Næste by vi skulle mod Habarana, men vi gjorde nogle stop på vejen, for det gør det nemmere for børnene at klare de lidt længere køreture. Først stoppede vi ved en krydderihave. Der fik vi et interessant foredrag om alle de ting, de dyrkede. Og endnu bedre, så fik alle der ville, lige en gang massage, med deres gode olier.
Læs her: Lær om Sri Lankas krydderier og planter i en spicegarden
Vi så også Dambulla Cave Temple. Som er 5 templer bygget ind i huler. Indeni er der nogle kæmpe, liggende Buddha. Det er fascinerede, hvordan de har kunnet bygge dem.
Læs: Kæmpe liggende Buddha’er i Dambulla Cave Temple
Habarana
I Habarana overnattede vi i mudderhytter. Der var vi virkelig kommet ud i det eco friendly’e miljø. Det var en sjov, men lidt hård oplevelse. Brnene elskede, at der var plads til løbe rundt og lege. Vi var på en landsby tur, hvor vi blev kørt i en oksekærer ud til en lille landlig landsby, hvor vi var oppe i et “tree top house” og så hvordan de lavede lokal mad over ildsted. Derefter sejlede vi til et sted, hvor de havde tilberedt en hel lokal frokost til os. Det var virkelig en god oplevelse at være på den tur. Vi var desuden ude at ride på en elefant. Det var en virkelig dårlig oplevelse, og vi vil ikke anbefale til nogen, at gøre det!
Anuradhapura
Anuradhapura var Sri Lanka’s første hovedstad, og har derfor et meget stort ruin tempel. De har også en kæmpe Stupa, som er et imponerede stort bygningsværk. Og de har også et plantet træ, som er lavet af en aflægger af et træ, som Buddha sad og mediterede under. Det er det ældest menneske-plantede træ i verden. Hele området er virkelig flot og interessant at se, og noget som man ikke må snyde sig selv for.
Læs her: I Anuradhapura er buddhisternes helligste træ og verdens største stupa
Trincomalee
Nu var hele familien klar til afslapning efter en dejlig og spændende rundrejse. Så vi kørte mod bounty strandene i Trincomalee. Blåt vand, hvide strande og afslapning!
Det var det perfekte sted til at fordøje alle de indtryk vi havde fået i de sidste 11 dage. Vi havde 5 overnatninger her, og det første døgn bevægede vi os nærmest ikke ud fra husets grund – kun lige de 20 meter ned til vandet. Der var virkelig paradisisk flot. Og meget lidt turistet, faktisk tæt på uopdaget. Der var kun et lille guesthouse lidt fra vores Airbnb. Vi boede i Dutch Bay, hvor de fleste turister vist er i Uppuveli.
Efter et par nætter fik vi bevæget os lidt væk fra huset, og satte kurs mod Fort Frederick, som er et gammelt portugisisk fort, som i dag bruges af det Sri Lankaske militær. Der ligger et hinduistisk tempel for enden, så derfor er militærbasen indrettet, så private kan bruge vejen igennem basen. Det var sjovt at se lidt at en sådan base. Der ligger også et fyrtårn, og ude på den spids skulle man kunne være heldig at se hvaler. Der er nemlig ofte mange hvaler omkring Sri Lanka.
Læs her: Vores paradis bounty strand i Trincomalee, som vi kun delte med fiskere
Nivela Beach
En dag kørte vi en tur til Nivela Beach. Det er nabo byen til Trincomalee, som er lidt mere turistet. Her ligger der større hotelkomplekser. Derfor havde vi også forventet at se en del turister og liggestole med parasoller. Men den strand vi var på, var der nu ikke mange turister. Der var mest lokale. Og så var der forholdvis høje bølger, man kunne lege i. Der var også bådture til Pigeon Island, hvor der er koraller, og mulighed for snorkling. Det sprang vi dog over.
Du kan læse om Nivela Beach i vores indlæg om Trincomalee, ovenfor.
Pinawala Elephant Orphange
Da vi endelig tog os sammen og tog videre fra vores paradis Trincomalee, besøgte vi Pinawala Elephant Orphange. Stedet er startet for at hjælpe de forladte baby-elefanter, man finder i junglen. I dag er det dog lidt turistet, men stadig meget sjovt at se, især for børnene. Vi spiste frokost på en restaurant, som havde en åben balkon ud mod en flod, så vi kunne se elefanterne bade, mens vi spiste. Det var en god oplevelse.
Læs her: Søde babyelefanter i elefantbørnehjemmet Pinnawala Elephant Orphanage
Negombo
De sidste 2 nætter skulle vi vi være i Negombo, som er der, hvor lufthavnen er. Så vi ikke skulle køre langt, lige op til at vi skulle flyve hjem.
Her besøgte vi fiskemarkedet. Negombo fisker til det meste af Sri Lanka, så de har et stort fiskemarked. Det var sjovt for børnene at se en masse forskellige fisk, blæksprutter m.v. Vi var også inde i lokale butikker, og fik købt noget meget billigt tøj med hjem. Og Dennis og jeg fik prøvet Ayurvedic massage, som er en hinduistisk form for alternativ behandling. Men det er nu også bare god massage. Turist delen af Negombo er ret turistet med souvenir butikker m.v. Men det er et ret godt sted at starte/slutte sin ferie.
Du kan læse om Negombo her: Negombo, det bedste sted at starte og ende sin ferie på Sri Lanka
Vi var i Sri Lanka i juli 2016.
Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
*Disclaimer
Vi synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og vi hygger os med at dele vores families oplevelser, for vi synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger vi også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, vi ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har vi en affiliate aftale med Rejsegear.dk, Momondo og Booking.com. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager vi en lille provision. På den måde hjælper du os bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker vi selvfølgelig for 😉
Vi har endnu ikke været på Sri Lanka men har ofte talt om at tage dertil. Synes efterhånden at jeg har læst en masse godt om landet. Som du skriver, er charterbranchen ved at få øjnene op for det smukke land ligesom resten af verden også er. Nå det kan være at vi snart skal vælge at tage dertil inden alle de andre kommer.
Denne Rundrejse lyder bestemt fristende så den må vi huske. Tak for det 🙂
/Annette
Tak for de søde ord ☺
Ja det var bestemt en god rundrejse vi fik bikset sammen der.
I må se at komme af sted! Jeg synes at jeg har hørt om mange der har været på Sri Lanka i år. Og det skal jo helst opleves så uspoleret som muligt ?
Faldt over jeres hjemmeside – spændende. Pensionistpar 70+ rejser til Sri Lanka om en måned med CC Travel (rundrejse). Meget inspirerende med jeres rejseblog. Tak for et par gode tips – toiletpapir med hjemmefra + SIM-kort i lufthavnen + måske kaffe og stempelkande med hjemmefra. Hilsen Doris & Leif, Hillerød
Hej Doris og Leif,
Hvor er vi glade for at I kan bruge nogle af de små fif.
Vi håber, at I får en rigtig god ferie!
Sri Lanka er virkelig et dejligt land at rejse i. Så det kan I godt glæde jer til.
Mange hilsner
Henriette
Tak for en god beskrivelse og artikel. Hvor god tid i forvejen bestilte i hotel / airbnb? Jeg har læst andre steder, at det kan betale sig ikke at booke i forvejen, men prutte om prisen på stedet.
Med venlig hilsen,
Gustav
Mange tak for dine venlige kommentarer.
Vi bestilte det hele hjemmefra, fordi vi gerne ville være sikre på at kunne få det, vi ville have (pool, køkken og god plads). Og vi gad ikke bruge tid på at lede efter bolig mens vi var på ferie. Men ja, vi har også hørt om, at folk nemt finder noget på vejen. Og så vil det vist oftest være billigere.
Vi har skrevet om vores overnatninger her: https://www.enfamiliederrejser.dk/overnatninger-sri-lanka/
Fantastisk læsning. Hvor havde i booket chauffør?
Mvh. Tanja
Hej Tanja,
Det er jeg glad for at høre, at du synes 🙂
Vi havde booket med Fernando Tours.
Mvh
Henriette
Rigtig spændende læsning ? Vi overvejer en lignende tur ?
Hvor tidligt var I ude i forhold til at bestille flybilletter, overnatning og chauffør?
Mvh Lene
Hej Lene,
Det er jeg meget glad for at du synes.
Jeg synes bestemt at I skal tage på en lignende tur. Det var en vildt god tur!
Vi bookede flybilletter 4 måneder før. Generelt er det en god idé at være tidligt ude med fly til Asien. Hvis I skal rejse til sommer, kan I være heldige at få et godt tilbud på januar udsalg.
Chauffør og overnatning begyndte vi at booke efter vi havde booket fly. Så det vil sige omkring 3 måneder før. Men vi rejste jo heller ikke i Sri Lankas højsæson, så det var nemt nok at finde steder.
Rigtig god tur!
Mange hilsner Henriette ?