En sjov dag i Knuthenborg Safaripark med gode dyreoplevelser

Knuthenborg_savanne_udvalgt

Vi har været en tur i Knuthenborg Safaripark. Og vi havde en fantastisk dag!
Vi har set legesyge aber, hørt lemurer snakke, studeret ulvenes hierarki og forstyrret en tiger.
Men Knuthenborg handler ikke kun om levende dyr. De har også en meget virkelighedstro dinosaur park. Og der er en legeplads, der er så stor og god, at den sagtens kunne have været underholdning nok i sig selv.

I Knuthenborg har dyrene rigtig god plads til at vandre rundt på savanner og sletter. Og dermed kan man opleve dyrene i nogle forholdsvis hjemmevante miljøer for dem.

Det er en dejlig måde at se dyrene på. Det minder meget mere om at køre rundt i en safaripark i Afrika, end at gå rundt i en zoologisk have blandt bure i Danmark – hvis man altså lige ser bort fra den lavere temperatur og de hyppigere regnfulde dage end i Afrika.
Det er jo i virkeligheden også forkert at sammenligne Knuthenborg med en zoologisk have, for det er jo en safari park. Faktisk den største i Nordeuropa.

Læs også: Hannover Zoo – en af de virkelig gode zoologiske haver

Og det gode er, at der er så mange dyr, at selv sådan nogle forholdsvise dårlige dyre spottere, som vi er, har en chance for at se dyr. Der er nemlig mere end 1.000 dyr, fordelt på ca. 70 dyrearter.

Nogle af stederne må man gerne stå ud af bilen og kigge lidt nærmere på dyrene. Andre steder skal man blive i bilen. Men parken er også bygget op, så man kan cykle rundt, hvis man vil det.

Æslernes velkomst til Knuthenborg Safaripark

Knuthenborg_aesel

Lige så snart vi kørte ind i Knuthenborg, blev vi budt velkomne af æslerne. De var så menneskevante, at de stak hovederne helt ind i bilerne og hilste på.
Vi parkerede straks og skyndte os ud og kigge på dem.

En køretur ud over savannen

Knuthenborg_savanne

På savannen gik giraffer, zebraer, gnuer og næsehorn rundt. Det er altså en anderledes oplevelse, at man kører rundt i sin egen bil, og pludselig kigger ud på et næsehorn. Men det fungerer rigtig godt. Børnene syntes, at det var virkelig sjovt. Og det gjorde vi voksne også.

Abeskoven

Jeg tror, at de fleste voksne, der har været i Knuthenborg Safaripark som barn, kan huske aberne. De havde ry for at knække antenner og sidespejle af forældrenes biler, imens børnene fodrede dem med ukogte spaghetti.

Sådan kunne det selvfølgelig ikke blive ved med at være. Så i dag parkerer man sin bil på parkeringspladsen ved abeskoven. Og så stiger man ombord på abe-bussen, som er en lille “bus”, der er fuldstændigt lukket til, så aberne ikke kan komme til menneskene.

Men det sjove er jo at fodre aberne. Så børnene får udleveret foder. Nu er det dog små abefoder-piller i stedet for ukogte spaghetti.

Knuthenborg_Abebus
Inde i vognen er der nogle små huller, som er så små, at aberne ikke kan få hænderne ind. Men børnene kan smide abe foderet ud igennem dem. Og det lander så uden på vognen i en lille rille. Aberne sætter sig på metal rillen og samler maden op.
Børnene syntes, at det var en meget underholdende køretur.

Tigerskoven

Tigrene går ikke bare rundt blandt de andre dyr… Det giver jo sådan set ret god mening.
Så da vi skulle ind til dem, skulle vi igennem en sluse, hvor vi først blev lukket igennem en port. Da porten bag os så var lukket, åbnede porten foran os, og vi kunne køre ind til tigerne.

Først så vi ingenting. Så fik vi alligevel øje på én inde bag træerne, der lå og sov. Og så så vi flere. Faktisk lå der 2 helt frit fremme, lige før vi skulle køre ud igennem slusen igen. Så skulle man ikke have fået øje på dem bag træerne, var det nemt at se disse 2. Det kan man kalde kundevenligt.

Knuthenborg_tiger

Man må selvfølgelig ikke åbne vinduer eller gøre noget for at forstyrre/tirre tigerne. Men da vi holdt og ventede på at skulle ud igennem slusen, holdt vi jo og kiggede på de 2 sovende tigere. De så ud til, at de var langt væk i deres middagslur. Men så fik Dennis, i sin uopmærksomhed, pillet ved en af knapperne til vinduerne. Det gav et lille klik fra knappen, da den blev aktiveret. Men Dennis reageret selvfølgelig med det samme ved at slippe knappen, for vi skulle ikke nyde noget af at have åbne vinduer ud til tigrene. Men selv den lillebitte lyd var nok til, at den ene tiger i løbet af et splitsekund havde løftet hovedet. Tænk at den overhovedet kunne høre lyden, gennem lyden af biler der holder i tomgang og venter på at kunne køre gennem porten. De har godt nok en god hørelse.

Fodring af ulvene

Knuthenborg_Ulve

Vi så desværre kun én fodring, mens vi var i Knuthenborg. Mest fordi vi ikke syntes, at det lød som noget helt vildt. Men da vi så havde set den ene, syntes vi alligevel at det var en sjov oplevelse, som vi gerne havde haft med andre dyr også.
Men vi fik da set ulvene blive fodret.

Man kommer ind til ulvene på samme måde som ind til tigrene – gennem en sluse med 2 porte. Og da alle jo gerne ville ind til ulvene lige før fodringstid, så måtte vi holde i kø. Mens vi så holdt i køen, fik jeg læst lidt nærmere om det. Og det foregik faktisk slet ikke inde hos ulvene. Jo altså selve fodret bliver lagt inde hos ulvene. Men vi gæster ser fodringen bedre fra “Ulvehytten”, som ligger lige til venstre for indkørslen til Ulveskoven. Man kan også sagtens køre derind, men vejen er lidt langt fra fodrings stedet. Og man må ikke holde stille derinde, så det må være ret svært at få timet turen helt rigtigt, så man er ud for fordrings stedet, når ulvene endelig får maden.

Ulvehytten støder op til Ulveskoven og er bygget op med en glasvæg til den side, der møder Ulveskoven. Det giver gæsterne rig mulighed for at se fodringen.
Mens vi ventede på at dyrepasseren skulle komme maden, fortalte en medarbejder os en masse om ulvene. Så kom dyrepasseren og viste, hvad de skulle have at spise. Jeg mener, at det var et ben fra en bison og en rumpe fra en ged. Det var i hvert fald helt tydeligt, hvilke dele af dyret det var, for det var stadig med hale, klove o.s.v.

Læs også: En oplevelsesrig dag i Randers regnskov, hvor vi så dyrene helt tæt på

Så måtte vi lige vente lidt, for dyrepasseren skulle selvfølgelig også igennem port slusen for at komme ind til ulvene. De mødtes 2 biler og holdt i en trekant rundt om fodrings stedet, mens de satte maden fast. På den måde skærmede bilerne mod de sultne ulve, og den ene medarbejder kunne holde øje med ulvene, mens den anden arbejdede. Det virkede nu ikke som om, at ulvene på noget tidspunkt overvejede et angreb. Hvorfor skulle man det, når der hver dag bliver serveret mad, hvis man bare venter på at bilerne flytter sig?
Maden blev bundet fast med jernkæder, for hvis det lå løst, ville ulvene straks tage maden og løbe i skjul med det. Så ville der ikke være meget at se for os.

Endelig fik ulvene deres mad. Der var 10 ulve, men ingen kamp. De vidste godt, hvem der skulle have lov til at spise først. Tænk at leve i et sådant hierarki, hvor man bare kan stå og vente og håbe at der bliver lidt til overs til én selv, når lederen er færdig. De 3 nederste i hierarkiet nåede vi aldrig at se spise noget. Og de småbed da også efter hinanden. De var vist ved at være godt sultne. Men vi blev mættet af oplevelsen, før alle ulve var færdige med at spise.
Men det var rigtig sjovt at se.

Lemurerne

Ved siden af abeskoven er der også en lille lemur-skov. Det er altså et fint lille dyr. De er samtidig vældigt underholdende at betragte. F.eks. når de stille op i helt ens stillinger. Det er der da alligevel ikke mange andre dyr, der gør. Vi brugte ret lang tid på bare at stå og kigge på dem.

Knuthenborg_lemur

Da vi så var på vej ud af lemur-skoven, kom der pludselig nogle meget høje, underlige lyde. Dyrepasseren fortalte os, at det var lemurerne der talte sammen. Det gør de sådan cirka én gang i timen. Sjovt dyr.

Dinosaur skoven

Knuthenborg_Dinosaur

Vi har efterhånden været på en del dinosaur udstillinger, for især Mikkel er ret vild med dinosauer. Og det er da meget sjovt. Men de ser altså tit ret kunstige ud. Så vi voksne havde vist ikke helt så store forventninger som børnene.

Men Knuthenborgs dinosaurskov er uden tvivl den mest livagtige dinosaur udstilling jeg har set! For det første er dinosaurerne rigtig flot lavet. De ligner ikke bare et plastik dyr.

Læs også: I dinosaurernes verden på Geologisk Museum

For det andet bevæger de sig. Men ikke bare efter et 5 sekunders program, hvor de gør det samme om og om igen. De bevæger sig på så mange forskellige måder, at det kommer til at virke virkelighedstro frem for maskinelt.
Men pas på. De ikke bare bevæger sig – én af dem spytter også vand på dig…

En tredje ting, der gør det virkelighedstro, er faktisk træerne. Redwood træer. Vi havde aldrig set sådan nogle træer før. Men de er kæmpestore, og jeg har efterfølgende læst mig til, at der også var sådanne træer, da der fandtes dinosaurer. Så det er ikke så mærkeligt, at træerne bidrog til at gøre oplevelsen mere ægte. Redwood træerne i Knuthenborg er dog “kun” 160 år. Men det må da kaldes forudseende (eller tilfældigt og heldigt 😉 ), at lensgreve Christoffer Knuths tiptipoldefar fandt på at plante de træer for 160 år siden, så vi i dag kunne få en naturtro dinosaur skov.

Der er også en masse ting om udgravninger og fossiler, som børnene kan kaste sig ud i. Men vi var blevet presset på tiden, så det sprang vi over.

Knuthenborgs legeplads

Knuthenborg har en KÆMPE legeplads. Vi var der i en time, og jeg vil skyde på, at børnene nåede at lege på 1/5 af selve legepladsen.
Heldigvis havde farmor taget kaffe med hjemmefra til os, så vi voksne nød også pausen på køreturen. Det er jo det gode ved, at man kører rundt i sin egen bil. Man kan slæbe lige så meget udstyr med, man har lyst/plads til…

Vores børn legede især på det kæmpe store Kilimanjaro bjerg, som er et 8 meter højt bjerg, som man kan klatre op af udenpå og indeni.

Knuthenborg_legeplads

De var også ret glade for vandlegepladsen, hvor alt vand kommer fra oven – især i form af store tønder, der tømmes ned over de hvinende børn.
Drengene nåede også at lege en smule på naturlegepladsen – især var “tømmerflåderne” et hit. Dem kendte vi nemlig fra Pippiland.

Læs også: Astrid Lindgrens Verden – En weekend i Pippiland

Det er Danmarks største naturlegeplads. Så der er god plads til alle.

Udover legeplads aktiviteterne, er der også nogle rutsjebaner – altså sådan nogle Tivoli rutsjebaner. Men vi nåede aldrig over i den del.

Alting har jo en ende – også en dag i Knuthenborg

Kl. 18 lukkede parken. Der var ikke nogen, der som sådan smed os ud. Men vi blev pænt fulgt rundt af en dyrepasser, mens vi kiggede på lemurerne kl. 17.55. Og lige snart vi var ude af deres område, låste han af der.

Så kørte vi mod udkørslen. Det mærkelige var, at der kun var skilte mod én udkørsel fra parken – ved Bandholm. Men folk holst i lange køer for at komme ud. Men da parken jo nu var lukket, kørte vi ud af indkørslen ved Maglemer. Der var overhovedet ingen kø.

På vejen ud snakkede vi om, at det var da meget sjovt at se æslerne, da vi kom ind i parken. Men det kunne vi i virkeligheden godt have undværet, nu hvor vi kendte lidt mere til Knuthenborg – æsler er trods alt rimelig almindelige. Og der var så mange spændende dyr at se og ting at lave i Knuthenborg. Og vi nåede overhovedet ikke det hele. Men så giver det jo bare god mulighed for at komme igen en anden gang…

Lidt gode informationer

  • Beliggenhed: Knuthenborg Safaripark ligger på Lolland. Der er en 1,5 times kørsel fra København til Knuthenborg. Så hvis man bor i det område (som vi gør), så kan man godt tage dertil på en dagstur. Men man kunne også lave en rigtig god weekendtur og samtidig se f.eks. Møns Klint, som vi har skrevet om her.
  • Spisesteder i Knuthenborg: Der er rigtig mange steder, hvor man kan spise sin madpakke. Og der er en fastfood restaurant. Den er også udendørs, men der er dog et område med tag over.
  • Husk badetøj, til hvis I skal på vandlegepladsen (eller gummistøvler og skiftetøj 😉 )
  • Deres hjemmesidemed åbningstider, priser og megen anden god information
  • Gratis adgang for børnene, når man er medlem af Pandaclub. Vi har meldt børnene ind i Pandaclub. Det koster 250 kr om året for et barn. Men så har de fri adgang til 9 forskellige attraktioner. Bl.a. Knuthenborg Safaripark. Så ved at melde sig ind får man en masse gode oplevelser og støtter samtidig WWF Verdensnaturfondens arbejde. Det er da en “win-win”, synes vi.

Vi var i Knuthenborg Safaripark i august 2018 og børnene var 6 og 7 år.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Tags from the story
, ,
Join the Conversation

1 Comments

Leave a comment
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *