Cayo Coco – med skønne caribiske strande og store all inclusive resorts

På vores tur rundt i Cuba, havde vi også et par ophold der var ren badeferie.
For selvom børnene er gode til at være med ude og opleve ting, så synes vi også, at de engang imellem skal have lov til bare at lege i vandet. Og Cayo Coco var perfekt til dette formål.

På denne ø tjekkede vi ind på et all inclusive hotel med 4 pools, en lækker strand og is, juice og drinks hele dagen. Det var børnenes paradis!

Cayo Coco er en ø i øgruppen Jardines del Rey. Øen er forbundet til Cuba med en 27 km lang dæmning. Her bliver du mødt af den ene skønne bountry strand efter den anden. Øen ligger 230 km fra Trinidad og 510 km fra Havana.

Daemningen
Dæmningen

Vi havde en lidt hård tur til Cayo Coco. Men da vi først var ankommet og kommet ovenpå, så nød vi i fulde drag at være der.

Du kan læse om vores tur her: Vores helvedes døgn på Cuba

Pools og strand

Cayo_Coco_Pool

Det vigtigste ved et cubansk all inclusive hotel er pools’ne og stranden. Og stranden på Cayo Coco er præcis så meget caribisk bounty strand, som man kunne ønske sig.
Især om morgenen, hvor Dennis gik ned og tog sig en dukkert, før alle andre var stået op.

Cayo_Coco_strand

Børnene er mest til poolen, men vi voksne ville også gerne hen på den skønne strand. Og så er det jo rart at begge dele er inden for gåafstand. Så man kan skifte og variere, som man lyster.

Restauranten

Det larmede helt vildt inde i restauranten. Der var virkelig dårlig akustik. Til gengæld var maden fin. Der var en del forskelligt mad. Og der var flere “boder”, hvor de stod og tilberedte mad til én. Det var ikke vildt cubansk. Det var vist mere det, som cubanerne forestiller sig, at turisterne gerne vil have. Der var f.eks. masser af oksekød, som cubanerne normalt ikke kan få fingre i, fordi det er så dyrt.

Cayo_Coco_resturant
Men maden var god, og det var ikke så mange mennesker, så det var nemt at komme til (modsat hvad vi senere oplevede i Varadero).

Læs også: Børne badeferie i Varadero med delfiner og snorkling

Næste morgen satte vi os udenfor og spiste. For restauranten havde et udeområde, som var fint afskærmet med net. Så der ikke kom fugle og tog ens mad. Her var dejligt roligt. Til gengæld var der varmt. Men om morgenen var det ok.

Vi lærte at give børnene badetøj under deres tøj om morgenen. For man må ikke have badetøj på i restauranten. Men når børnene så var færdige med at spise, så var det bare at smide tøjet, så var de klar til hoppe i poolen. Sådan skal det være på en badeferie!

Underholdning

Konceptet er vist lidt det samme på alle all inclusive hotellerne på Cuba (eller i hvert fald på de 2, vi var på 🙂 )

Der skal være gode pools, en lækker strand, masser af mad og drikkevarer. Og så skal der være underholdning.
Det var der også her på Cayo Coco.

Der skulle være et minidisco. Men det lykkedes os aldrig at finde det.
Men der var nogle forskellige konkurrencer ved poolen i løbet af dagen.
Og så var der sangere i foyeren om aftenen. Det var dog så højt, at man ikke kunne snakke sammen.

Den ene aften var der en koncert på en udendørs scene. Det var en rock n roll koncert, med amerikanske “ever greens”
Tænk at det cubanske regime går så meget på kompromis med deres egne værdier, at de bygger hoteller til turisterne, hvor de sætter en sanger til at skråle amerikanske hits ud for turisterne… Det er det evige dilemma af, at de gerne vil tjene flest muligt penge på turisterne.

Rundt på øen Cayo Coco

Om formiddagen kørte vi ud for at se lidt af øen. Vi kørte mod vest og havde forventet at se nogle flotte sumpområder med mangrove træer. Men vejene var skærmet af med høje buske. Jeg tror, at de blev brugt som autoværn. Og måske også mod krokodillerne.

Men det betød, at man intet kunne se. Vi havde ellers valgt Cayo Coco, frem for en lignende ø tættere på Havana, fordi den skulle være et naturreservat. Og det var den jo nok også. Man kunne bare ikke se noget af det.

Jeg havde læst om El Baga National Park, som skulle være en park med krokodiller og flamingoer og samtidig en “levende” udstilling over, hvordan man har levet tidligere på øen. Jeg havde læst, at den havde været lukket, men nu var blevet restaureret.

Vi plottede den ind på GPS’en, der sagtens kunne finde den. Men pludselig skulle vi køre ind på en nærmest ikke-eksisterende vej. De først 5 meter var vejen helt overgroet med græs. Så kom der vej, men træer og buske voksede så tæt på vejen og ned over vejen, at bilen dårligt kunne være der. Efter noget tid vendte vi om. Det kunne ikke være her.

Cayo_Coco_paa_koeretur

Vi fandt et skilt til stedet ude på hovedvejen. Men da vi kom frem, var det tydeligvis ikke åbent. De havde åbenbart ikke renoveret det endnu. Så skuffelsen var stor hos Mikkel, over at han ikke fik set krokodiller.

Flamingoer og bounty strand på Cayo Guillermo

Så kørte vi videre. Vi skulle ud til en øde bounty stranden på den næste lille ø; Cayo Guillermo. Men vi kørte forbi det ene store byggeri efter det andet. Resortsne er bestemt også ved at komme her.

Vi kom forbi en sø fyldt med flamingoer. Så dem måtte vi lige stoppe og kigge lidt på. Det er altså en flot fugl.

Cayo_Coco_Flamingoer

Vi kom ud til stranden for enden af øen. Her var en parkeringsplads med en opsynsmand, der pænt gik og skrev alle nummerplader op. Han lovede at holde øje med bilen. Det kostede ikke noget, men vi måtte selvfølgelig gerne give drikkepenge.

Vi gik ned af en lang bro for at komme ud til stranden.

Cayo_Coco_Cayo_Guillermo_bro

Da vi kom ned på stranden, blev vi noget overraskede.
Der var fyldt med mennesker!
Der er åbenbart en hop on/hop off bus, der kører fra hotel til hotel. Og den kører så også herud. Så det var bestemt ikke øde.

Cayo_Coco_Cayo_Guillermo

Det var nu en virkelig lækker strand!
Med lavvande meget langt ud. Så det var en meget børnevenlig strand.
Der var ikke et sten i sandet, og der svømmede fisk helt ind på det lave vand mellem vores ben.

Cayo_Coco_fisk_i_vandet

Vi havde en virkelig god badetur, selvom vi måtte dele den med flere mennesker, end vi havde regnet med.

Efter svømmeturen kørte vi hjem, så vi kunne nå frokosten.
Cayo Coco forstår at lave all inclusive resorts, som turisterne gerne vil have det. Men vi havde ikke fundet noget interessant ud over det på øen. Måske der var den anden vej – der skulle være et fyrtårn… Men vist ellers ikke så meget.

Vores oplevelse af Cayo Coco

Alt i alt, levede Cayo Coco ikke helt op til de oplevelser, vi voksne havde forventet med naturreservat og øde steder.
Men som det all inclusive badeferie sted, som børnene ønskede sig, var Cayo Coco præcis alt det, de gerne ville have.
Og så var det tæt på halv pris af at være i Varadero…

Så det passede virkelige godt ind på vores rejse rundt i Cuba, hvor vi kom fra Vinales fuld af oplevelser – holdt et “bade-stop” i Cayo Coco – og så kørte vi videre til mange flere oplevelser i Trinidad.

Vi boede på Sol Cayo Coco. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, at der er meget forskel fra det ene hotel til det andet på Cayo Coco. Men vi var godt tilfredse med Sol Cayo Coco.
Dog skal du være opmærksom på, at de putter vand i deres frisklavede juice. Så har du en lidt sart mave, så gå uden om dem.

Vi var på Cuba i juli 2017 og børnene var 5 og 6 år.

Vi vil blive meget glade, hvis du vil følge os på Facebook og Twitter. Så får du også updates om vores nye indlæg.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
Tags from the story
Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *