Barcelona er den oplagte storby for en børnefamilie. I hvert fald hvis børnene er lige så fodboldinteresseret, som vores.
Ikke nok med at Barcelona har et kæmpe fodboldstadion. Der ligger også dejlige strande, virkelig tæt på centrum. Så man kan nemt afveksle sightseeingen med en badetur.
Børnene var begyndt at give udtryk for, at nu ville de altså gerne på en lidt mere “almindelig” ferie. Benjamin ville gerne til Spanien eller Italien. Og Mikkel ville gerne til Barcelona…på grund af et vist fodboldhold, hvor han vist nærmest forventede, at man mødte spillerne, når man gik rundt i Barcelonas gader.
Men det gjorde det i hvert fald nemt at vælge stedet, da vi gerne ville på badeferie tæt på en storby (så der også var lidt at opleve for moren, udover kun badning)
Vi boede på en campingplads 30 minutters kørsel fra Barcelona i 5 nætter. For det var jo egentlig en badeferie, vi ville afsted på. Men have vi også 2 nætter i Barcelona. Det var ikke så lang tid. Men det var fint, til det vi gerne ville nå at se.
Ramblaen
Vi ankom til Barcelona om eftermiddagen. Og efter at have tjekket ind og afleveret vores lejebil, så smuttede vi ind på Ramblaen. Vi havde også Cecillie på 20 år med. Så der skulle jo også være noget interessant for hende.
Og Ramblaen “skal” man jo nærmest se, når man er i Barcelona. Og der var da et fint strøg at gå på med hyggelige boder og sådan. Men det var nu også lige så turistet, som vi havde forventet. Så vi røg nu hurtigt ned på sidegaderne, hvor det helt store shopping-mekka var. Her lå der dametøjsbutikker, side om side med sportsbutikker. Så alle “børn” fik deres shopping lyst stillet i stor stil.
Tapas
Når vi nu var i Spanien, skulle vi selvfølgelig have tapas.
Normalt prøver vi at undgå at spise på restauranter, der ligger i turistcentrum. For der er det som regel dyrt og ikke særligt godt.
Men vi var sultne, og efterhånden også trætte. Så vi valgte en tapas restaurant på en sidegade til Ramblaen, som hed Set De Gòtic (du kan finde den på GoogleMaps).
Og det var lækkert!
Altså nu har jeg kun sjældent spist tapas, så jeg har ikke det helt store sammenligningsgrundlag. Men vi syntes, at det var godt her.
Læs også: Campingplads Vilanova Park, 30 min fra Barcelona, perfekt til børnefamilier
Farmor, Dennis og jeg bestilte deres forudbestemte menu af tapas retter, for vi har ikke så tit spist tapas. Så vi tænkte, at det var den bedste/nemmeste måde at smage lidt af alt det gode. Cecillie valgte selv nogle forskellige retter. Og menuerne sammen med Cecillies valg var virkelig lækkert!
Vores menuer var gode. Men Cecillie havde jo netop bestilt ting, som hun (og vi) syntes lød lækre. Så på den måde, smagte vi en masse forskelligt samtidig med at vi fik vores egne yndlings ting. Og det er jo netop også det, tapas handler om – masser af lækre, forskellige smagsindtryk.
Vi spiste og drak 4 voksne og 2 børn for 890 kr.
Camp Nou
Næste morgen skulle vi selvfølgelig til Camp Nou!
Jeg havde bestilt turen “Camp Nou Tour Plus” hjemmefra, som blev fremhævet som den mest populære. Den lød god, og det var den næstbilligste. Men der er mange forskellige versioner (og prislejer) at vælge imellem.
Jeg tror, at det er en god ide at bestille hjemmefra i højsæsonen, så man ikke kommer forgæves. Og de er en smule billigere online.
Turen startede i et stort museum over FC Barcelonas tid. Der var mange interaktive ting.
Og vi havde fået udleveret en audio guide. Men lyden var ikke så god i den, så vi brugte den ikke så meget.
I museet var der også en hel del af Barcelonas pokaler.
Voksne fodboldinteresserede kunne nemt bruge meget tid her. Børnene tabte lidt hurtigere interessen. Og det var lidt langt, for os, der ikke går helt så meget op i fodbold.
Men så kom vi ind på stadion! Altså på siddepladserne, ikke selve plænen. Så steg humøret igen.
Det er godt nok et stort stadion!
Et par dage før havde vi set, at de havde taget alt græsset af, og var lidt ærgerlige over det. For det ville jo være en anden oplevelse at se et stadion uden græs. Men de havde allerede nået at lægge græs på igen.
Med i vores tur var også, at man kom ind i presserummet, samt modstandernes omklædningsrum. Omklædningsrummet ser godt nok noget anderledes ud, end det vores børn klæder om i, når de skal til fodboldtræning…der er altså ikke noget jacuzzi 😉
Vi var ikke inde i Barcelonas eget omklædningsrum. Men det var vi alligevel lidt. For senere på turen fik vi udleveret virtual reality briller. Så sad vi der på rækkerne på stadion og følte, at vi var med til en kamp. Og her kom vi også ind i deres eget omklædningsrum. Det var altså en ret sjov oplevelse med de briller.
Turen endte med at blive lidt lang. Men der var mange gode oplevelser undervejs. Så det var absolut en god tur.
Jeg er ret sikker på, at man kunne tilvælge virtual reality brillerne undervejs, da vi kom dertil. Så hvis du ikke vil have audio guides’ne, kan du købe basis turen. Men virtual reality oplevelsen var et af højdepunkterne for os, så det må du ikke snyde dig selv for.
Vi bestilte billetterne her.
Læs også: Gode råd til at flyve med børn
Undervejs på turen fik vi taget nogle billeder af medarbejderne (det var nærmest ikke valgfrit…), som man så til sidst kunne købe. Det kunne godt føles lidt overvældende, at de var så ivrige for at sælge ting. Så det kan være en god idé, at gøre op med sig selv, hvad du vil betale for – eller vigtigst IKKE vil betale for – før I tager afsted.
Der er jo f.eks. muligheden for at få taget et billede foran en skærm, så det ser ud som om, at du står sammen med Messi eller en af de andre spillere. Men jeg ved ikke, hvad det koster, for det gjorde vi altså ikke.
Og turen ender ud i en KÆMPE Barcelona butik på 3 etager.
Men børnene havde allerede købt flere Barcelona t-shirts både på campingpladsen og på Ramblaen. Så det havde heldigvis ikke den helt store interesse.
Barcelonas strande
Efter stadion og en frokost tog vi på stranden – mens Cecillie fandt en shoppingcenter i nærheden.
Barcelonas metro fungerer godt, så det er nemt at komme rundt. Det eneste er, at dørene lukker ret hurtigt i de gamle tog – og der lukker de altså. Så dem kan du ikke lige “holde åbne”, hvis du ikke har fået den sidste person med.
Det oplevede vi selv. Det var heldigvis en voksen, der ikke kom med. Så vi mødtes igen på næste station. Men der kom vi da lige i tanke om, at fortælle børnene, hvad de skulle gøre, hvis de ikke skulle komme med af eller på en metro. Og så holdt vi ellers ekstra godt fast i dem i metroen på de næste ture 😉
Nå men strandene ligger ikke langt fra centrum. Så det er nemt at tage en pause derude.
Vi var ved Platja del Somorrostro. Det er en dejlig stor sandstrand, så der er god plads.
Der var desværre også en del skrald i vandet. Det var ikke så lækkert.
Men der ligger hyggelige (lidt dyre) caféer langs med stranden. Og der er en lang flot strandpromenade. Så har du ikke lyst til at bade, er det absolut også værd at tage til strandene blot for at “promenere”, se de flotte strande og se Barcelona fra den side.
La Sagrada Familia – en helt vildt imponerende kirke i Barcelona
Normalt går vi ikke så meget op i kirker. Men det er altså svært ikke at blive imponeret over La Sagrada Familia.
Kirken er endnu ikke færdigbygget. Man bygger stadig – på trods af, at man startede på den i 1882.
Arkitekten af kirken er Gaudi, som har lavet mange spændende – og virkelig anderledes – bygningsværker rundt omkring i Barcelona. Næste gang vi skal til Barcelona, tænker jeg, at vi skal gøre noget mere ud af at se hans imponerende og sjove bygninger.
Selve kirken er helt vild. Den er kæmpestor. Når den er færdig, skal den have 18 tårne, hvoraf det højeste skal være 170 m. Når du går rundt om den, ser du hele tiden nye, opfindsomme ting. Nogle steder er udsmykningen f.eks. frugter. Andre steder er det træer med fugle på. Og så er der selvfølgelig helt utroligt mange mere religiøse skulpturer. Man kunne nemt bruge timer på at gå rundt om kirken, hvis man skulle se alle detaljer.
Vi var desværre ikke inde i selve kirken. Jeg havde ikke forventet, at den ville være så fascinerende. Så jeg syntes ikke, at det var så mange penge (og diskussion med børnene) værd, at slæbe hele familien med ind i kirken. Og da vi stod der, var alle billetter udsolgt. Dem skal man vist helt købe hjemmefra.
Men den skulle også være virkelig spændende indeni!
Læs også: Storbyferier med små børn
Du kan købe billetter her. Men der var virkelig lange køer foran kirken. Så jeg tror, at man skal væbne sig med tålmodighed.
Når vi skal se noget, som jeg tænker, at der skal lidt overtalelse til at få børnene til at synes om. Så køber jeg gerne billetter gennem et af alle de steder, der reklamerer med “skip the line”, så familiens humør ikke er i kulkælderen allerede før vi kommer ind, fordi vi har stået langt tid i kø. Den slags billetter findes her* (reklamelink).
Vi boede med udsigt til La Sagrada Familia
Vi var sent ude med at booke lejlighed. Og det skal man altså ikke være i juli måned i Barcelona.
Men vi endte med at finde en fin lejlighed, som vi var godt tilfredse med. Den var ikke kæmpestor, og børnene måtte sove på en sovesofa i stuen. Men til gengæld havde den en dejlig terrasse med udsigt til La Sagrada Familia. Så kan man da ikke klage.
Dog skal det også nævnes, at nøglerne til lejligheden skulle hentes et par kilometer fra lejligheden. Vi havde heldigvis en lejebil, som først skulle afleveres efter indtjekningen i lejligheden. Så det gik forholdsvis nemt for os. Men jeg ved ikke, hvordan det er med offentlig transport.
Du kan se lejligheden her, hvor vi også bookede den* (reklamelink).
Reklamelink*
Vi var i Barcelona i juli 2019 og børnene var 7 og 8 år.
Du er også meget velkommen til at kigge indenfor på vores Instagram profil.
*Disclaimer
Vi synes, at det er rigtig sjovt at arbejde på www.enfamiliederrejser.dk. Og vi hygger os med at dele vores families oplevelser, for vi synes, at det er dejligt at kunne hjælpe dig med inspiration til en fantastisk ferie. Derfor bruger vi også gerne rigtig meget tid på denne hjemmeside.
Men når det så er sagt, så ville det da også være dejligt, at tjene lidt på det arbejde og timer, vi ligger i hjemmesiden. Om ikke andet, så et bidrag til en ekstra ferie 🙂
Derfor har vi en affiliate aftale med GetYourGuide.com og Booking.com. Det betyder, at hvis du vælger at følge linket fra vores hjemmeside til deres, og gøre et køb hos dem, så modtager vi en lille provision. Det koster ikke dig ekstra. Men på den måde hjælper du os bedst muligt til at kunne bruge tid på at lave endnu flere spændende blogindlæg her på siden. Og det takker vi selvfølgelig for 😉