Det første døgn i et nyt land synes vi, at man oplever landet på en helt speciel måde.
Man har øjnene fuldstændigt åbne for nye indtryk og klar til at opleve dette nye spændende land.
Albanien var ingen undtagelse.
Samtidig skriver vi her lidt tips om kontanter, internet og billeje i Albanien.
Man bruger kontanter i Albanien, ikke kreditkort
I lufthavnen startede vi med at hæve penge.
For vi havde læst hjemmefra, at man sjældent kan bruge kreditkort i Albanien. Og det skulle vise sig at være rigtigt.
I Albanien kommer man nemmest frem med kontanter.
Det blev en helt sport på ferien at finde de automater, der trækker lavest gebyr (for automaterne i Albanien ligger et gebyr oven i det danske gebyr).
Vi havde også taget en hel del euro med hjemmefra. Så mange, at vi vidste, at vi havde nok til billeje til hele ferien plus det første hotel. For vi var bange for, at vi ikke ville kunne hæve så meget fra start af.
Det er altså lidt mærkeligt at gå rundt med mange kontanter. Det er vi ikke rigtig vant til mere.
Taxachaufføren kunne ikke finde rundt – godt vi havde internet
Vi havde bestilt en lejebil hjemmefra. Men ikke en, som var tæt på lufthavnen – mere om hvorfor senere.
Det betød, at vi skulle have fat i en taxa.
Det var nemt at finde en taxa. Der stod én person uden for lufthavnen og aftalte prisen med hver chauffør for én. Og så kunne han endda svensk.
Vi gav taxachaufføren adressen og så kørte vi.
Når vi kører i taxa, følger Dennis altid med på sin telefon. Og der kunne vi konstatere, at chaufføren drejede af lidt forkert. Det pointerede Dennis.
Men chaufføren kunne ikke finde ud af, hvordan han så skulle finde adressen. Så vi endte med at stå ud og gå det sidste lille stykke.
Vi kunne dog heller ikke finde stedet.
Vi mente, at vi var på den rigtige gade. Men kunne ikke finde noget biludlejningsfirma.
Så var det at vi var glade for, at vi havde internet. For nu måtte vi have gang i WhatsApp.
Hjemmefra havde vi konstateret, at Albanien ikke var med i vores almindelige abonnement, som ellers dækker det meste af Europa. Så vi havde opgraderet abonnementet til også at dække Albanien.
Hos vores selskab (CBB), er det nemt. Og man kan bare ændre tilbage til sit oprindelige abonnement næste måned. Det eneste er, at man skal huske at opgradere, før man rejser ud af Danmark.
Nu fik vi fat på biludlejningsstedet via Whatsapp. Mens jeg snakkede i telefon med manden, kom han ud af en dør, fra et sted der overhovedet ikke lignende en biludlejning.
Men inde bag jernlågen kunne vi godt se, at der kunne holde nogle biler.
Og så fik vi øje på et lille bitte skilt på lågen.
Vores lejebil i Albanien – en gammel Lada
Vi havde valgt en lidt utraditionel lejebil. En gammel Lada
Og det var jo selvfølgelig også derfor, at de ikke holdt til i lufthavnen.
Firmaet hedder The Lada Guys, og har stort set kun Ladaer.
Vi havde valgt dem, fordi mange biludlejningsfirmaer i Albanien skriver, at man kun må køre med deres biler på asfalt.
Men med Ladaen måtte vi køre overalt.
Bilen havde en del buler og ridser. Men det gik de ikke så meget op i. Vi fik endda af vide, at vi bare kunne lave flere.
Vi skulle dog love at passe på undervognen.
Alt i bilen var gammelt og manuelt. Man tændte lyset på en knap. Der var ikke servostyring. Radioen var sådan en gammel en, man kan fjerne, når man er væk fra bilen.
Til gengæld havde den firehjulstræk, hvilket skulle vise sig at være ret dejligt et par steder rundt i Albanien. For der kunne godt være ret stejlt.
Meget mærkeligt kunne sidevinduerne foran rulles ned med elektriske knapper. Det var vist det eneste moderne på bilen.
Bilen var faktisk fra 2017. Det kunne man bare ikke se på den.
Vejen udenfor garagen var så smal, at vi ikke bare kunne dreje ud på den, fordi vi havde en ekstra lang version af bilen (man sætter mere pris på servostyring, efter man har kørt i en bil uden…).
Det havde udlejer heldigvis advaret om på forhånd. Det tog lige et par gange frem og tilbage at komme rundt om hjørnet.
Vi fik udleveret en fjernbetjeningen til porten. For når vi skulle returnere bilen, kunne vi ikke holde og blokere vejen, mens vi ventede på at de kom og åbnede. Derfor skulle vi kunne lukke os selv ind.
I øvrigt manglede der luft i dækkene, så om vi lige selv kunne ordne det? Det havde vi ikke lyst til, for vi kunne jo ikke rigtigt finde rundt i de små gader her i området. Så han kørte foran os på scooter hen til et dæksted.
Og så kunne vi få lov til at køre.
Vi havde valgt denne bil, fordi vi syntes at det var lidt sjovt. Men mest fordi, at vi var lidt skræmte over det med, at man kun måtte køre på asfaltveje hos de “almindelige” udlejningsbiler. Når de direkte skrev det på hjemmesiderne, betød det så, at man ofte ender ud i dårlige veje?
Vi mødte faktisk ikke veje, hvor vi mener, at det ville have været et problem at køre i en almindelig lejebil. Vi kom på et par grus- eller bjergveje. Men ikke noget, som ville være skadeligt for en hel almindelig bil.
Vejen fra færgen ved Lumi Shales var virkelig dårlig – af den hullede asfalt type i mindre bjerge. Men det var dog asfalt. Og her kørte vi faktisk med en bus. Så det var ikke vores bil, der blev udsat for det.
Jeg må indrømme, at jeg fik lidt dårlig samvittighed over at køre rundt med børn i en bil, hvor der hverken var airbags eller nakkestøtter på bagsædet. Vi skulle virkelig ikke ende i et uheld i denne bil. Og trafikken var alligevel lidt mere hidsig og “sig selv først” end vi er vant til i Danmark.
Til gengæld var det jo mere afslappede at køre i denne “hidsige” trafik, når man ikke skulle være bange for buler og en vildt høj selvrisiko. Og vi var glade for, at vi havde firhjulstræk.
Firmaet har også et par nyere biler. Men vi var ikke hurtigt nok ude til at få dem.
Vi var ude at køre i bjerge én aften, efter det blev mørkt. Det kan jeg ikke anbefale. For der er oftest ikke afskærmning ud til kanten og oftest er der heller ikke midterlinjer. Og bilerne kørte hurtigere, end vi syntes var behageligt der i mørket.
Lydniveauet i Albanien
Vores første hotel lå lidt uden for Tirana. Vi havde valgt et hotel i forbindelse med et stort vandland, så vi kunne akklimatisere her. For vi var blevet advaret om, at det kan være ret varmt at rejse i Albanien midt på sommeren.
Vi havde nu behagligt varmt sommervejr, mens vi var der. Ikke noget ekstremt.
Hotellet hedder Equos Resort
På hotellet begyndte det sjove.
For det første trådte vi ud i mega høj musik fra vandlandet. Det var så højt, at Dennis sagde, at det ville man da ikke kunne holde ud at være i. Så er den gal. Og lidt ærgerligt. For vi skulle jo netop være i det de næste par dage.
Faktisk var det ikke kun her. Vi oplevede mange steder, at de spillede musik, der var markant højere end vi syntes var behageligt ved pools o.s.v.
Security-manden på parkeringspladsen kunne ikke finde receptionisten.
Der var kun omkring 10 værelser i forbindelse med vandlandet, så selve hotellet var ret lille og derfor var receptionisten en slags almuligdame, der hele tiden gik rundt.
Da receptionisten endelig kom, sagde hun usammenhængende ting. Men hun sagde bl.a. noget med, at der var visse steder, hvor vi ikke måtte gå, fordi der var fest i aften.
Så viste hun os op til værelserne. Vi skulle bo på 2 værelser, med døre imellem.
Hun blev ved med at gå rundt på værelserne og tjekke ting, så vi til sidst nærmest smed hende ud.
Hotellet var det dyreste, vi har booket her i Albanien. Og ville meget gerne fremstå som storslået (jeg havde ikke lige styr på prisniveauet i Albanien, da jeg faldt over dette hotel, mens jeg planlagde ferien. Og da jeg havde vist børnene billeder af vandlandet, var det svært at trække i land, da jeg opdagede, hvor billigt vi ellers kunne bo rundt omkring i Albanien).
Hotellet så rigtig fint ud ved første øjekast. Men der var virkelig mange ting, der ikke helt virkede. F.eks. var der en security boks. Men der var ikke sat strøm til den. Så man kunne ikke bruge den. Og i øvrigt var den ikke boltet fast til væggen. Så den var lige til at fjerne.
Når man var inde på værelset med lyset slukket, og lyset var tændt ude på gangen, kunne man se, at døren langt fra var i vatter, for så kom der lys ind på værelset..
Da vi trak gardinet fra, kunne vi se, at vi boede lige ud til festpladsen…det ville ikke blive nemt at sove.
Så vi gik ud for at finde receptionisten igen. Vi fandt hende heldigvis rimelig nemt og klagede vores nød. Hun viste os nogle andre værelser, længere væk fra receptionen. Men de havde ikke dør imellem. Så ville vi trods alt hellere blive boende.
Hun påstod, at festen først var blevet planlagt samme morgen. Så derfor havde hun ikke kunne kontakte os for at give os muligheden for at aflyse.
Da vi ankom, var der 1,5 time til vandlandet lukkede.
Receptionisten sagde, at det lukkede kl. 19. Men når alle var ude, måtte vi gerne gå ind igen og bruge det. Det er alligevel lidt anderledes at få lov til at bruge et lukket vandland.
Vi nåede i vandlandet, før de lukkede. Og drengene elskede at få en dukkert. Men det var kun et kvarters tid, før de lukkede. For det havde taget os noget tid at kigge på værelser, skifte til badetøj og ikke mindst finde ud af, hvordan man låste dørene (her var det ene panel i øvrigt også var ved at falde af).
Tilbage på værelset tog Dennis og jeg et hurtigt bad. Og så ringede receptionisten. Hun havde alligevel fundet 2 sammenhængende værelser til os, lidt længere væk fra festen.
Så fik vi pakket sammen og flyttede. Nu boede vi ud til en pool, som vist kun var til hotelgæsterne. Hvilket vist kun var os, vi havde i hvert fald ikke mødt nogen andre.
Man spiser virkelig godt i Albanien
Vi var sultne, så nu gik vi mod restauranten. Den var helt tom. Men de sagde, at der var åbent. Dog havde de kun menukort på albansk. Så vi måtte have gang i Google Translate.
Det var vildt lækker mad. Dennis og jeg delte en svampe-pasta-ret og en ret med okse stykker og kartofler. Kødet blev stegt inde ved bordet. Og smagte helt fantastisk.
Vi bestilte en flaske vin. Den Dennis bestilte havde de selvfølgelig ikke lige hjemme, men de anbefalede en af de lidt dyrere… Så kom de og hældte vinen op på en karaffel til os. Dog var der skår i toppen af karaflen. Det skulle man nok helst ikke tænke over.
Og da tjeneren skar folien af flasken, tabte han den på gulvet. I stedet for at samle det op, sparkede han det lige bag sig hen til et andet bord…det var lidt svært ikke at begynde at grine af hele dette tossede sted. Man vidste aldrig hvad der ville ske om et øjeblik.
Tilbage på værelset lagde vi os og slappede af.
Bedst som jeg sagde, at drengene skulle sove omkring kl. 21, startede den berømte fest.
Musik var sindssygt høj. Dennis målte den til 72DB på værelset. Men lukkede døre.
Det gjorde det ikke just nemt at falde i søvn for drengene.
Udenfor konstaterede Dennis, at der også var andre der holdt fest. Nede i vandlandet. Begge steder var musikken helt vildt høj. Men det var ikke, fordi de var begyndt at danse. De sad bare og spiste.
Men de kan da umuligt have kunnet tale sammen… Men det så ud til at være festligt.
Den albanske kultur er lidt mere livlig, end vi lige er vant til i Danmark
Festen sluttede kl. 5.
Som alt andet haltede mørklægningsgardinerne. De havde syet flotte draperede gardiner uden på det kedelige mørklægningsgardiner. Desværre er mørklægningen ikke bred nok. Så værelset var helt lyst, da solen stod op. Men i det mindste bagte solen ikke ind på værelset.
Dennis og jeg sov ret længe. Så det passede ret godt med, at der kun var morgenmad fra kl. 9.30-10.30 – eller det var det, receptionisten havde sagt. I restauranten konstaterede vi, at morgenmaden startede meget tidligere.
Morgenmaden var helt vildt god.
Først kom de og spurgte om vi ville have omelet eller pandekager. Vi tænkte, at det nok kun var det vi ville få. Så vi bestilte 2 af hver.
Men så begyndte de at komme med mad.
Først kom de med tomater, agurk og feta. Altså til en græsk salat. Tomaterne smagte så godt. Det er noget andet, når de er modnet af sol, frem for i DK.
Så kom der brød og pålæg. Som sædvanligt i udlandet var brødet virkelig kedeligt.
Og så kom der selvfølgelig omelet og pandekager. Men de var ikke som forventet. Pandekagerne var en klump mel, der var smidt i frituren. Benjamin var vild med dem.
Morgenmaden på det meste af ferien, var forskellige variationer i denne stil.
Vi spiste generelt rigtig godt i Albanien. Igennem deres historie har de jo både været påvirket af grækere, italienere og tyrkere. Og det var givet et godt køkken.
Vores første døgn i Albanien havde været oplevelsesrigt. Og et meget godt udtryk for, hvordan ferien blev.
Albanien er et virkelig godt ferieland. Men endnu ikke helt vant til masseturisme.
Man kan fornemme, at de arbejder på at have de ting, som de mener, turisterne gerne vil have. Nogle gange spiller det fuldstændigt. Andre gange falder det lidt til jorden, og man står tilbage og tænker “hvad skete der lige der”. Men så har man jo det at grine af.
Og vi vil jo meget hellere opleve autentisk kultur, end strømlinet masseturisme. Så vi syntes, at det var helt fantastisk.
Men man skal lige huske, at have lidt tålmodighed med sig en gang i mellem.
Og så skylder jeg jo lige en sidste ting – ville vi anbefale hotellet?
Både ja og nej. Vi var helt vilde med vandlandet og restauranten. Hotelværelset var sådan set fint nok. Men selve hotellet levede ikke op til den standard de gerne ville udgive sig for. Og derfor syntes vi ikke, at prisen passede til, hvad vi fik.
Men hvis man så sætter sig ned og regner på, at vi jo også fik fri adgang til vandland, så var det måske alligevel ikke helt så galt.
Så hvis man går ind i det med åbne øjne, og har gjort op med sig selv, om man synes, at prisen er ok. Så vil vi klart anbefale det, for vandlandet og restauranten. Et alternativ kunne jo også være en endagstur dertil…
Vi var i Albanien i 2023 og børnene var 11 og 12 år.
Du kan læse videre om hele vores tur rundt i Albanien her: Albanien: Familieferie med smuk natur, spændende kultur & masser af strande
